En borger fortæller:
"Vi er fem 'gådamer', der har lært hinanden at kende gennem den lokale forening 'Aktiv Fritid'. I mange år har vi mødtes hver søndag formiddag forskellige steder og vandret i et par timer.
I coronatiden var vi nået ud til legepladsen ved Stadionsøen, hvor vi holdt pause. Det var jo så herligt at se masser af børn med forældre, der nu havde tid til at være sammen i dagtimerne.
Jeg har igennem nogle år malet på sten, som jeg tager med i lommen og forærer børnene eller lægger dem rundt omkring i kommunen.
På legepladsen snakkede jeg med en lille gut på fire år. Jeg spurgte blandt andet, om han ville have en præmie, fordi han var så god til at komme ud og lege. Han var lidt genert - men johh - det ville han gerne. Jeg havde malet en kylling, der kigger ud af en æggeskal, som han fik. Han skyndte sig at løbe hen til sin mor for at vise stenen til hende. Og så kom han tilbage og takkede for stenen - og tilføjede: "OG DET ER DEN BEDSTE DAG I MIT LIV."
Hold da op - det var stort. Det glemmer jeg aldrig, og jeg måtte fortælle ham, at så var det også min bedste dag.

Det var en sten med dette motiv, der gjorde stor lykke hos den lille dreng i fortællingen.
Mange tak til Birgit Langwagen for at fortælle en dejlig livsbekræftende historie om et lille magisk møde i hverdagen. Som det kan ses på billedet, maler Birgit fortsat sjove og søde motiver på sten. Hun lægger dem forskellige steder, ofte tæt på legepladser til glæde for byens børn. Hvis du vil kigge efter Birgits sten, så er legepladserne i Espelunden og Carlsro gode steder at holde øje :)
Borgerne fortæller
I anledning af jubilæumsåret inviterer vi byens borgere til at dele et af deres lykkeligste øjeblikke fra Rødovre. Vi udvælger en fortælling til hvert nummer, og historiefortælleren får til gengæld to biografbilletter til Viften.
Et udvalg af Birgit Langwagens flotte sten, som hun maler med poscatusser. Hun har altid elsket at tegne og har et langt arbejdsliv som teknisk tegner bag sig.