Tag med på årets pensionistskovtur

Så er det atter tid til årets skønne pensionistskovtur.

Turen starter som altid kl. 8 med kaffe og croissanter i Kulturhuset Viften. En halv time senere er der afgang med busser til Holmegaard Værk, som er et enestående glasværksted og museum. Her strækker vi benene og slukker tørsten med en kold øl eller vand. Der vil også være lejlighed til at købe en souvenir med hjem fra butikken og måske få et glimt af den store Kählersamling inde på selve museet. Vi får dog ikke tid til at besøge museets udstillinger i denne omgang. Til gengæld kan man nyde de flotte udenomsarealer og tage et kig ned mod Holmegård Mose, hvor værkets arbejdere førhen gravede tørv til at varme glasværkets ovne op med. 


Efter pausen går turen videre til Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov, som er en idyllisk dansk restaurant på Stevns. Nogle af de garvede skovtursgæster vil måske erindre, at vi også besøgte stedet tilbage i 2009, men det er absolut et genbesøg værd. Restauranten ligger helt ned til vandkanten og har en bøgeskov som baghave. I disse skønne omgivelser skal vi spise en god frokost, som er inklusiv en øl, et glas vin eller en sodavand. Efter frokosten kan man nyde udsigten over Østersøen på terrassen eller gå en lille tur.

Vi afslutter dagen med kaffe, lagkage, musik og lodtrækning om præmieposer. Husk derfor at gemme din skovtursbillet - den skal du nemlig bruge i lodtrækningen. Vi forventer at være tilbage i Rødovre cirka kl. 17.45.