Seks elever fra Ungecenter 2610 har gennem valgfaget 'Ældre og omsorg' fået et nyt syn på livet på plejehjem.
Kirstine deler sange ud til dagens fællessang. Hun synes, at det er hyggeligt at høre beboernes livshistorier. Hun synes også, at det er dejligt at opleve, at deres besøg gør beboernes hverdag bedre.
Hvad er et plejehjem egentlig? For nogle unge er det forestillingen om lange gange, sygdom og et liv, der går i stå. Men for seks elever fra Ungecenter 2610 har virkeligheden vist sig at være langt mere nuanceret. I første halvdel af deres skoleår har de haft valgfaget 'Ældre og omsorg', og en gang om ugen har de besøgt plejehjemmet Ørbygård. Her har de blandt andet deltaget i aktiviteter sammen med beboerne, spillet bold, sunget og været med til høstfest.
Fodbold, kram og nye indsigter
For eleverne har mødet med plejehjemslivet været lærerigt. Kirstine fortæller, at hun blev lidt overrasket over, hvordan stedet så ud.
"Der er lidt mere hospitalsagtigt på gangene, end jeg havde forestillet mig, men når man kommer ind på beboernes værelser og går rundt på gangene, kan jeg se, at der er gjort meget for at gøre det hjemligt. For eksempel hænger der en kjole fra gamle dage på en af gangene, som ligesom skal vække beboernes minder fra deres ungdom," siger hun.
Forholdet mellem personalet og beboerne er også mere omsorgsfuldt, end hun troede.
”Stemningen er meget sådan, at stedet her er dit hjem, og vi er her for at passe på dig. Hvis du har lyst til at komme ud at ryge, så stopper vi dig ikke, for det er dit hjem. Hvis beboerne er kede af det, giver personalet dem et kram og sætter sig ned og snakker med dem. De kender hinanden, og det er ikke ligesom på et hospital, hvor man kommer og går," forklarer hun.
En anden elev, Magnus, fortæller, at besøgene har ændret hans syn på de ældre:
"Jeg er blevet overrasket over, hvor meget energi nogle af dem stadig har. Da vi spillede fodbold, så rullede de, der sad i kørestol, bare rundt og sparkede til bolden. Vores målmand kunne ikke få armene op over hovedet, men så nikkede han til badebolden, fortæller han.
Frisk energi og nye relationer
Ifølge plejehjemmets forstander Jette Remmer handler valgfaget blandt andet om, hvad det vil sige at være et ældre menneske på plejehjem.
"Tanken er at give de unge et indblik i arbejdsgangene på et plejehjem og erfaring med at være sammen med ældre medborgere," siger hun og tilføjer, at beboerne også får noget værdifuldt ud af at være sammen med nogle unge.
Det er afdelingsleder Aase Sehested Bonde enig i.
"De ældre er på dupperne og synes, at det er dejligt, at der kommer unge mennesker med frisk energi," siger hun.
Magnus sidder med i cirklen og er klar til at synge med på de gamle sange, så godt han kan.
Frisk energi og nye relationer
Planen er at gøre samarbejdet permanent, så 'Ældre og omsorg' også fremadrettet kan indgå som et valgfag for eleverne fra Ungecenter 2610.
"Vi håber, at de unge får øjnene op for, at det, der foregår på plejehjem, kan være noget for dem. Ikke nødvendigvis som uddannelsesvej, men måske som besøgsven. For os er det vigtigt at åbne op over for omverdenen og invitere civilsamfundet indenfor. Når et ungt menneske sætter sig og lytter til en livshistorie eller spiller fodbold med en beboer, opstår der ofte relationer, som beriger begge parter," siger Jette Remmer