Har du brug for en bogven?

Et samarbejde mellem frivillige fra Ældre Sagen og Rødovre Bibliotek giver borgere, der ikke selv kan komme på biblioteket, mulighed for at låne bøger.

"God formiddag og velkommen til. Det er dejligt at se så mange frivillige". Ordene kommer fra Sanna Stagaard Gade, der er publikumsleder på Rødovre Bibliotek. I dag viser hun 11 frivillige fra den lokale afdeling af Ældre Sagen rundt på Rødovre Bibliotek og klæder dem på til at være bogvenner. En bogven er en frivillig, der låner bøger til andre medborgere i kommunen, som ikke selv er i stand til at besøge biblioteket - for eksempel på grund af gangbesvær.

Indtil årsskiftet sørgede Biblioteket selv for at bringe bøger ud til syge eller dårligt gående borgere - de såkaldte hjemmelånere. Men i forbindelse med budgetaftalen for 2024, skulle biblioteket finde en række besparelser, og derfor blev det besluttet at nedlægge ordningen og i stedet forsøge at engagere frivillige kræfter til at løfte opgaven.

"Som bibliotek vil vi gerne tilgodese alle borgere - ikke mindst de borgere, der har svært ved at forlade hjemmet, og for hvem levering af materiale fra biblioteket har været et lyspunkt. Hjemmelån er dog et tilbud, der ligger ud over bibliotekets kerneopgaver, og derfor undersøgte vi andre muligheder og skævede til Hillerød Kommune, som har kørt med bogvenner- ordningen i siden 2020," fortæller Sanna Stagaard Gade.

Ældre sagen giver en hånd med

Ligesom i Hillerød har biblioteket her i Rødovre indgået en samarbejdsaftale med den lokale afdeling af Ældre Sagen, som vil stå for at koordinere og introducere nye bogvenner til opgaven.

Samarbejdet er indgået efter en del drøftelser i bestyrelsen, fortæller formand for Ældre Sagen i Rødovre Arne Møller Madsen.

"Der ligger jo et principielt dilemma i, hvorvidt vi som frivillig forening skal gå ind og løfte de opgaver, som kommunen sparer væk, eller lade hensynet til borgerne veje tungest. Og her valgte vi så hensynet til borgernes behov. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi har åbnet døren på vid gab og står klar til at overtage kommunale opgaver. Det skal snarere ses, som et udtryk for, at vi som forening gerne vi åbne os mere over for det omkringliggende samfund og indgå i relevante samarbejdsaftaler," uddyber han.

Vil du gerne have hjælp til at låne bøger?

Du kan blive tilknyttet en bogven, hvis du fx er dårligt gående eller har en sygdom, som gør, at du ikke selv kan besøge et af byens to biblioteker. Du skal være villig til at lade den frivillige gå på biblioteket for dig og komme hjem til dig med det, I har aftalt, du skal låne. Rødovre Bibliotek udsteder et lånerkort, som den frivillige bogven kan låne bøger på. Bogven og borger skal selv aftale, hvor ofte bogvennen skal komme med bøger. Der er ikke tidsfrist for aflevering af bøger. Vil du gerne have en bogven, eller vil du bare høre nærmere, så ring til kontaktperson Rasmus Holm fra Rødovre Bibliotek i den bemandede åbningstid på tlf. 36 37 97 00.

Vil du være frivillig bogven?

Vil du gerne være bogven for andre borgere i Rødovre og hjælpe dem med at låne bøger på Rødovre Bibliotek, så henvend dig til Ole Steenberg fra Ældre Sagen i Rødovre, der står for koordineringen af frivillige bogvenner. Han kan træffes på tlf. nr. 23 35 76 03. Som bogven skal du skrive under på en samarbejdsaftale, og du skal bruge et lånerkort på vegne af hjemmelåneren, som vil ligge ved bibliotekets skranke.