Carlsro - byen i byen
Det byggeri, hvor visionen om fællesskaber kom allerstærkest til udtryk, var Carlsro, som blev opført i 1950'erne. Tanken var at opbygge et lille selvstændigt samfund, der skulle indeholde alt det, en person får brug for i sin hverdagen. Inspirationen kom blandt andet fra den franske arkitekt Le Corbusier, der havde tegnet huse, som han kaldte ’byer på højkant’.
Carlsro kom til at bestå af et langhus og knap 600 rækkehuse. I ejendommen skulle der være både beboerrestaurant, fællesvaskeri, indkøbsmuligheder og ’børneparkering’ (børnehave og vuggestue), for på den måde kunne husmødrene i højere grad komme ud på arbejdsmarkedet.
“Carlsro blev opført som en slags kollektivbebyggelse, der var tænkt helt ud i ekstremerne med de mange fællesanlæg og vidtgående servicefunktioner,” siger Marie Drost Aakjær. Jorden, som Carlsro blev bygget på, havde tilhørt en bondegård med samme navn.
Bondegården blev omdannet til sportshal, børnehave og klublokaler, og i det nybyggede ’langhus’ kom der blandt andet vuggestue, fødeklinik og hotel. Der blev ansat en portner, der bragte medicin ud, hentede og bragte vasketøjet ved folks dør, passede Carlsros fælles telefon og tvstuen, solgte madbilletter til restauranten, koordinerede ’husmoderafløsning’ og børnepasning – og meget mere. Fællesskabet var tænkt ind i byggeriet i en sådan grad, at der i starten kun var et lille tekøkken i lejlighederne, fordi man i stedet skulle spise eller hente mad i beboerrestauranten, fortæller Rødovres arkivar.
“Det var dog ikke alle beboere, der var glade for alt det fælles. Mange var kun flyttet ind, fordi de manglede et sted at bo, så restauranten var noget af det første, der faldt,” siger Marie Drost Aakjær.
Siden blev portneren erstattet af gårdmænd, den fælles tv-stue forsvandt, og efterhånden måtte man også klare vasketøjet selv. Men meget af fællesskabet har alligevel levet videre i Carlsro, blandt andet gennem de mange klubber, der har været i årenes løb.