Patrick Nordstrøms gravsten

Berømt keramiker havde værksted i Islev

Foto: Leif Jørgensen, Wikimedia Commons keramiker.

Patrick Nordströms stentøj bliver solgt til flere tusinde kroner på auktioner. Stentøj som keramikeren stod i Islev og drejede for godt 100 år siden.

Mangler du at få købt en sidste julegave, og står du med 8.000-10.000 kroner, du ikke lige ved, hvad du skal bruge til? Så kan du jo købe noget lokal kunst og lægge under juletræet. Det er nemlig prisen på vaser og krukker, der er lavet af keramiker Patrick Nordström, der i 1920'erne boede og arbejdede i sit keramikværksted i Islev.

Som efternavnet antyder, var Patrick Nordström oprindelig svensk. Han blev født i Höganäs i 1870, og her blev han uddannet snedker og træbilledskærer. Efterfølgende rejste han rundt i Europa og arbejdede 'på valsen' - et udtryk for en tradition inden for håndværkerfaget, hvor den udlærte svend rejste rundt og arbejdede inden for sit fag, før han stiftede familie. Det førte blandt andet den unge Patrick Nordström til verdensudstillingen i Paris i år 1900, hvor han blev dybt inspireret af den moderne keramik. Efter sit Paris-ophold slog han sig ned i Danmark og begyndte at eksperimentere med stentøj og glasur. Først på Frederiksberg, senere i Vanløse og i de sidste år af sit liv på sit værksted i Islev. Undervejs blev han spottet af Den Kongelige Porcelænsfabrik, som gerne ville igangsætte en stentøjsproduktion, og i 1912 blev Patrick Nordström ansat til at opbygge fabrikkens produktion.

"Patrick Nordström var en af de store pionere og udviklede flere glasurer -  blandt andet oxeblodsglasuren, som han er særlig kendt for," fortæller Marie Drost Aakjær fra Rødovre Arkiv.

I 1922 stoppede Patrick Nordström på Den Kongelige Porcelænsfabrik og helligede sig herefter arbejdet i sit eget værksted i Islev.

"Alt det, han producererede her, blev signeret med de fire bogstaver ISLE - formentlig inspireret af det hus, han boede i, som hed Islelund," fortæller Marie Drost Aakjær.

Patrick Nordströms hus findes stadig og ligger på Tårnvej 466

I dag bor Claus og Lotte i huset, og det har de gjort siden 1994

Claus og Lotte i hus
Hyggelig og tilsyneladende tilfreds

Patrick Nordström døde i 1929 og blev begravet   på Rødovre Kirkegård, men gravstedet findes ikke længere. I et memoriam i 'Nyt Tidsskrift for kunstindustri' fra 1930 skriver Arnold Krog følgende om sit møde med keramikeren:

"For et Paar Maaneder siden besøgte jeg ham i hans Hus paa Islev Mark ved Husum. Det ligger skjult i et Vildnis af Træer, Buske, og alle Slags Blomster, alt plantet, tilsyneladende hulter til bulter, af ham selv - i Stil med Uordenen paa hans værksted (..) Vi gik over i Dagligstuen, hvor der var dækket Kaffebord, Nordström skænkede The op til sig selv. Hans smil havde et tyndt Skær, ligesom den The han drak uden egentlig at nyde den, men han var hyggelig og tilsyneladende tilfreds. Efter at have sagt farvel til ham og Konen, gik jeg lidt omkring derude i Tornerosekrattet. Gennem et aabentstaaende Vindue trillede bløde haydenske Fløjtetoner ud til mig.....Lykkelige Mand, tænkte jeg, der har levet Dit Liv primitivt og nøjsomt. (...) Dit Lys brændte stille, Din kunstneriske Attraa gik godt i Spand med Haydens blide Fløjtetoner, og de Arbejder, du efterlader dig, med det bekendte  i Bunden, vil leve videre til Din uvisnelige Hæder."

Den forudsigelse må man sige, at Arnold Krog så sandelig fik ret i. Rigtig god jul.