Bogmesse i børnehøjde

Bøger skal byde på gode oplevelser sammen med andre. Det er afsættet for en anderledes bogmesse for byens 6. klasser.

Det summer af børnestemmer i Rødovre Biblioteks store sal. Om lidt bliver eleverne, der alle er fra 6. årgang på kommunens skoler, sluppet løs i forskellige workshops. Her kan de for eksempel deltage i en dilemmaworkshop med forfatter Sara Ejersbo. De kan også hjælpe redaktør fra Gyldendal Anne Lind med at testlæse og vurdere forskellige forsideforslag til en ny bog, der udkommer til foråret. Eleverne kan også møde den tidligere elitefodboldspiller Carl-Christian Okking, der har skrevet romanen 'Drenge græder ikke'. Bogen er baseret på Carl-Christians egne erfaringer og handler om det forventningspres og den forråelse, der kan herske i fodboldverdenens elitemiljø. Sammen med forfatter Babak Vakili og tegner Mikkel Straarup Møller kan eleverne også lave raprim og få tegnetips, eller de kan gå i tesalonen og kreere smukke bogmærker. Bare for at nævne nogle af de ni workshops, dagens bogmesse byder på.

Tanken er at spejle så mange af børnenes interesser som overhovedet muligt og give dem en oplevelse af, at de bliver mødt, hvor de er. Det fortæller bibliotekar Julie Husum, der er tovholder for skoletilbuddene på Rødovre Bibliotek.

"Nogle synes, at det er hyggeligt at lytte til historie og male tebreve. Andre har brug for at brænde krudt af og kan arbejde med kampsportsscener fra manga-litteraturen," fortæller hun.

Malede tebreve

Malet tebreve

Kampsportsscener fra manga-litteraturen

Kampsport
Litteratur som legeplads

Målet med dagens arrangement er at folde fortællinger i udvalgte bøger ud og vise eleverne en anden indgang til bøgernes verden.

"Mange børn i 6. klasse forbinder bøger med pligt og ikke lyst, men i dag handler det om at få en god oplevelse med litteraturen, hvor eleverne er aktive og medskabende og har det sjovt sammen. Så handler det også om, at de skal opleve biblioteket som et fedt sted og se, hvad det også kan være ramme for," forklarer Julie Husum.

Line Horn Andersen, der er leder af bibliotekets arrangementer og udvikling tilføjer, at børn ofte også forbinder bøger med at blive vurderet.  

"Men her på workshopsene skal eleverne lave aktiviteter omkring bogen, så det handler ikke om deres læseevner. Ved at fjerne det lag af bedømmelse håber vi, at litteraturen bliver åbnet for alle børnene, og de kan få en følelse af, at bøger også er noget for dem," siger hun.

Sjovere end forventet

Stolene skramler i bibliotekets sal, og eleverne kaldes ud i de workshops, de på forhånd har tilmeldt sig. I et lokale under bibliotekets voksenafdeling skal nogle af eleverne producere deres egne små stop-motion-film ud fra tegneserien 'Møgmis'. På bordene ligger tegneseriens forskellige figurer i papir. Eleverne skal skabe en historie ved at rykke rundt på figurerne og løbende tage billeder med en iPad. Når billederne sættes sammen bliver de til en slags tegnefilm. To af workshop-deltagerne er Jacob og Elliot fra 6.a på Nyager Skole. Elliot kan godt lide at slippe fantasien løs og "lave lige, hvad man vil". Jacob havde egentlig workshoppen som sin andenprioritet, men virker ganske tilfreds.

"Det er sjovt at finde på alle mulige ting, og at man selv laver en film, som man kan se. Det er meget sjovere, end jeg forventede," siger han og vender tilbage til en engageret snak med Elliot om, hvilken drejning deres historie nu skal tage.

Dagens mange workshops bliver både afviklet af gæster udefra, bibliotekets egne ansatte og medarbejdere fra kommunens pædagogiske læringscentre. Biblioteket har også inviteret kolleager fra andre kommuner til at kigge forbi.
Det har blandt andre Eva Schelke fra Brøndby Bibliotekerne takket ja til, og hun er imponeret.

"Det er et virkelig fint arrangement, som er super godt gennemtænkt og planlagt," siger hun. Hun har bemærket, at flere af eleverne låner bøger med hjem. Og det er helt efter planen. I foyeren er der nemlig lagt en masse bøger frem, der relaterer sig til de forskellige emner på workshoppen. Her står bibliotekarer klar til at hjælpe børnene med at tjekke, om de er oprettede som lånere på biblioteket.

"Ikke alle børn er fortrolige med at komme på biblioteket, men nu kender de jo stedet her og har mødt noget af personalet, og det kan gøre, at de føler sig mere hjemme og får lyst til at komme og låne bøger," siger Eva Schelke.

Hun har også bemærket, at biblioteket har skaffet eksemplarer nok til, at flere børn kan låne den samme bog - et træk hun bifalder stort:
"Det giver virkelig noget, for det er, når man deler oplevelser om bøger, at litteraturen vokser".

Efter en kort introduktion i Rødovre Biblioteks store sal bliver eleverne fordelt ud på ni forskellige workshops, som de selv har fået lov til at ønske sig ind på. 400 elever fra kommunens 6. klasser deltager på bogmessen.

Eleverne producerer deres egne små stop-motion-film ud fra tegneserien 'Møgmis'

Læs og tal sammen om Anas Hashim

Bogmesse er del af større indsats

Sidste år blev Rødovre udvalgt som én blandt 17 indsatskommuner, der skal udvikle idéer til, hvordan man kan øge læseglæden blandt folkeskoleelever. Bogmessen er et blandt mange arrangementer, som Rødovre Bibliotek i den forbindelse har stablet på benene.