Brødrene Jonathan og Nicholas

Talentfulde brødre tildelt Rødovre Musikpris 2025

Det var to taknemmelige og glade prisvindere, der for første gang modtog en pris sammen. Begge nød de at spille foran et veloplagt publikum i Viften ved den traditionsrige nytårskoncert.

"Publikum var ekstremt engageret og tog virkelig musikken ind. De fangede også joken i musikken og grinede flere steder i den duo, vi spillede. Der var en helt speciel energi og en fantastisk stemning - det var sjovt at spille her". Sådan lød det fra de to nykårede vindere af Rødovre Musikpris 2025, Jonathan og Nicholas Algot Swensen, da de havde fået overrakt prisen og spillet tre værker for en fyldt sal til nytårskon certen i Viften. Ved overrækkelsen holdt borg mester Britt Jensen en tale til de to unge musikere, og her citerede hun bl.a. Max Artved, der er professor på Det Kongelige Danske Musik konservatorium og med i dommerkomitéen: ”At spille på et strygeinstrument er djævelsk svært. At få instrumentet til synge og samtidig spille helt rent er næsten umuligt. Årets vindere har netop den helt særlige evne til at få deres instrumenter til at synge med den klareste gyldne tone, helt rent og med fraser, der bindes sammen, så man glemmer tid og sted”.

Selvom Jonathan og Nicholas allerede har vundet flere konkurrencer og fornemme priser, gjorde den rosende tale indtryk på dem.

”Vi havde det lidt sådan: Det lyder jo helt vildt - hvem taler hun mon om?” siger Nicholas med et grin og fortsætter: "Der blev sagt så meget godt, som vi følte, at vi ligesom skulle leve op til, så vi blev faktisk lidt nervøse, da vi skulle spille".

Borgmester Britt Jensen overrækker blomster
Tunerer og studerer i ind- og udland

Der var dog ikke skyggen af nervøsitet at aflæse hos de to rutinerede musikere, der begge har spillet sig øverst på podiet i både ind- og udland og er med i nogle af de ypperste orkestre. Senest har 28-årige Jonathan Algot Swensen vundet 1. prisen i den internationalt anerkendte cello-konkurrence 'The Naumburg Foundation Competition' i New York, og sidste år blev han optaget som performer i 'Chamber Music Society of Lincoln Center' i samme by. 25-årige Nicholas Algot Swensen har blandt andet vundet den internationale pris 'Juilliard Viola Competition' og har siden 2023 været en del af 'Kronberg Academy Professional Studies' i Tyskland. Begge lever de i dag et travlt liv med studier, turnéer og koncerter over hele verden.

Nicholas Algot Swensen med sin bratsch, som er udlånt af en fond

Er du nu sikker på det?

De to brødre er så at sige født ind i den klassiske musiks verden. Begge deres forældre er violinister, og deres far er også dirigent. Det var dog ikke på forældrenes opfordring, at de begyndte at spille musik.

”Da jeg sagde til min far, at jeg gerne ville spille et instrument, spurgte han: Er du nu sikker på det? Han vidste jo, hvad det ville indebære at gå i den retning. Samtidig havde han den indstilling, at hvis jeg kastede mig over musikken, skulle jeg også tage det seriøst. Så skulle jeg gøre, hvad min lærer sagde, og øve mig. Og så var jeg alligevel ikke sikker på, at jeg ville spille,” griner Nicholas og tilføjer: ”Sådan bølgede det lidt frem og tilbage, men til sidst havde jeg det sådan: Okay nu vil jeg faktisk gerne, og jeg er med på præmissen om at yde en indsats".

”Det var det samme med mig,” supplerer Jonathan: ”Jeg var også igennem nogle runder, hvor jeg endte med at bakke ud. Som syvårig gik jeg så for alvor i gang og fik en rigtig god cellolærer”.

Jonathan Algot Swensen takkede for musikprisen

Fra klovnerier til klassisk musik

For Jonathan var det oplagt at vælge celloen. "Celloen passer perfekt til mig, fordi det er et relativt stort instrument, hvor man kan mærke vibrationerne gå direkte igennem brystet. Musikken resonerer ligesom igennem kroppen – som en slags spirituel tunnel. Min hjerne er nogle gange ret kaotisk, og generelt har jeg rigtig meget energi i kroppen, men når jeg spiller, aflader jeg ligesom," forklarer Jonathan.

For Nicholas har vejen været mere snoet. Han holdt sit løfte om at øve sig på sin bratsch, selvom det i starten lød "helt forfærdeligt", som han selv udtrykker det. Undervejs fandt han dog også andre ting at brænde for, så i perioder måtte bratschen træde i baggrunden.

"Da jeg var barn, lavede jeg en masse skuespil og klovnerier og satte shows op for familie og venner. I en periode dansede jeg helt vildt meget, og så begyndte jeg i Københavns Drengekor. Jeg fandt de her forskellige måder at udtrykke mig på, og jeg dyrkede dem meget passioneret. Det var ikke bare hobbyer - det var det virkelig ikke. Det var selve livet. Min krop og min eksistens blev ligesom en form for medie, som noget kunne gå igennem. Det gav en følelse af at være fri og kunne skabe noget," husker han. I en periode var Nicholas overbevist om, at han skulle være sanger, men så gik hans stemme i overgang, og "begyndte at lyde værre, end når jeg spillede bratsch".

"I drengekoret havde jeg oplevet, hvor fantastisk det var at stå på en scene og lave god lyd, som kunne samle folk. Det blev min motivation for at få bratschen til at lyde rigtig godt," fortæller han. I de sidste 12 år har bratschen været den kanal, Nicholas har udtrykt sig igennem. Men sideløbende har hans nysgerrighed også bragt ham en ny vej - nemlig forbi en toårig uddannelse på Malko Dirigent Akademiet i København. I 2024 blev han også udvalgt som en af otte unge lo- vende dirigenter i det danske nationale talent- program for dirigenter, 'Dirigentløftet'.

"At gå dirigentvejen samler ligesom min fortid, for her kan jeg bruge min erfaring som performer, danser og sanger og min akademikererfaring fra mine studier på The Juilliard School," forklarer Nicholas Algot Swensen og fortsætter: "Jeg ser det som en lang livsrejse, og måske bliver jeg først dirigent dagen før, jeg dør".

Orkester

Traditionen tro sluttede nytårskoncerten af med en ordentlig gang fest- konfetti

Følg den skæve sti

For Nicholas er det især indstuderingen af partiturer og studier i Frankfurt og Helsinki, der kommer til at fylde i det kommende år. Men ellers er han ikke meget for at formulere nogle konkrete drømme for fremtiden.

"I stedet for at have meget specifikke ønsker til, hvad der skal ske, tror jeg på, at man skal have en åben og positiv tilgang og så prøve at finde den her ro med, at ting ligesom kommer," siger Nicholas og Jonathan indskyder:

"Det her med som musiker at gå rundt og håbe og hige kan være et mareridt. Keith Jarret har lavet et fantastisk album med titlen 'Follow the Crooked Path (though It Be Longer)'. Jeg elsker jeg den titel den er genial".

Med sin flotte førsteplads fra New York i bagagen har Jonathan Algot Swensen masser af job at se frem til i den kommende sæson.

"Jeg er meget tilfreds og glad for det sted, min karriere har bragt mig hen. Jeg skal snart til San Francisco og spille San Francisco Conservatory of Music, og til sommer har jeg cellokoncerter og festivaler. Jeg har flere værker end nogensinde, jeg skal indstudere, og det glæder jeg mig rigtig meget til at tage fat på," fortæller han.

 

Kor

Til nytårskoncerten optrådte blandt andre også Rødovre Korskole, Musik Unik-orkestret og Rødovre Concert Band

Rødovre musikpris

Musikprisen blev stiftet i 1994 af Rødovre Centrum og Rødovre Kommune. Formålet har lige siden været at påskønne yngre musikere, en duo eller et orkester med et kontant beløb på 50.000 kr. Prisen skal ses som en anerkendelse af hidtidige opnåede resultater og en støtte til videre udvikling og færd ud i musikkens verden. Prisen er tiltænkt studierejser uden for landets grænser. Tidligere modtagere af Rødovre Musikpris er blandt andre Lo Ersare, Christine Bernsted, Ramez Mhaanna, Vicky Singh og Teitur.

Dommerkomitéen

Komiteen består af Obo- og træblæserprofessor Max Artved fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, prorektor Søren Kjærgaard fra Rytmisk Musikkonservatorium, marketingdirektør Charlotte Andersen fra Rødovre Centrum, leder Rødovre Musikskole Tormod Vinsand, leder af Viften Lau Wulfsberg og borgmester Britt Jensen.