Snart vil forårets milde ansigt være tilbage og brede et tæppe af anemoner, violer og lysegrønt græs ud på Vestvolden. Flokke af får vil ligge og dase i forårssolen, børn vil fræse op og ned af bakkerne, og kærestepar vil slingre arm i arm, mens hunde løber afsted med logrende haler.

Det var ikke just det scenarie, datidens militære ingeniører havde på nethinden, da de udtænkte, hvordan Vestvolden skulle udformes, så den kunne beskytte landets hovedstad mod indtrængende fjender i slutningen af 1800-tallet.

"Efter nederlaget til tyskerne i 1864 spredte der sig der en undergangsangst i Danmark. Der var en udbredt frygt for, at landet kunne være færdigt som selvstændig nation, hvis man tabte endnu en krig. Derfor var man især i hæren meget optaget af, hvordan man kunne forsvare sig i en næste krig," fortæller Martin Jespersen, der er historiker og museumsleder ved Oplevelsescenter Vestvolden.

Den løsning, man landede på, var opførelsen af Københavns Befæstning, som Vestvolden er en del af.

"Rationalet var, at så længe man forsvarede hovedstaden, forsvarede man nationen - også selvom resten af landet skulle være blevet besat. Og så længe man kunne holde fjenden ude af København, kunne man jo håbe på, at der ville komme en anden stormagt til hjælp i mellemtiden," forklarer museumslederen.

Politisk uenighed om forsvarsværket

Det var dog ikke alle, der mente, at et fæstningsanlæg var en god idé. I den sidste tredjedel af 1800-tallet var datidens to store partier, Højre og Venstre nærmest uenige om alting, og det gjaldt også behovet for at beskytte hovedstaden. Venstre var imod at bygge et nyt forsvarsvæk, men det endte med, at den siddende Højreregering med J.B.S Estrup i spidsen fik trumfet bevillinger til en ny fæstning igennem. Det nye forsvarsanlæg skulle placeres et godt stykke ude på landet, så fjendens kanonkugler ikke kunne nå ind over København. Samtidig skulle der være godt udsyn, så man kunne spotte fjenden på lang afstand, og det flade landbrugsland i Rødovre var et oplagt sted at lade det nye fæstningsværk løbe igennem.

Et gedigent forsvarsværk

Ifølge museumslederen var byggeriet af den 14 km lange Vestvold, der gik fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord en stor ingeniørmæssig bedrift. Under fremrykningen ville en fjende, der nærmede sig vestfra, i første omgang blive beskudt fra batterierne øverst på volden. De store fæstningskanoner, der blev brugt her, havde en rækkevidde på op til 7,5 km.

"Men selv hvis de var nedkæmpet, og fjenden var trængt helt frem til fæstningsværket, ville det blive sin sag at indtage det. Fjenden ville skulle trænge ind over glaciset, den lidt lavere forvold, over voldgraven og op af selve voldens stejle yderside. Både glaciset og voldens yderside var tæt beplantet med tjørn og en særligt kradsbørstig brombær med meget lange torne. De fungerede som en slags økologisk pigtråd, der skulle gøre fjendens vej frem så besværlig som muligt. Det samme skulle vandet i den ca. 18 meter brede og op til 3,5 meter dybe voldgrav,” fortæller han.

Vandet, tornene og den stejle skrænt ville være fjendens mindste problem. Under overgangen ville han blive udsat for en massiv beskydning fra de såkaldte kaponierer.

”Kaponiererne var særlige bunkere i meget kraftigt beton, der var bygget med jævne mellemrum nede i selve voldgraven. Herfra kunne de danske soldater skyde med kanoner og maskingeværer på langs af volden og omdanne voldgraven til en sandt inferno af død og ødelæggelse," forklarer Martin Jespersen.

Bygget med skovl og trillebør

Byggeriet af Vestvolden blev sat i gang 1888. Der blev anlagt et jernspor langs med volden til transport af jord, kampesten, beton og andre materialer, men ellers er Vestvolden bygget med skovle, trillebøre og tipvogne af omkring 2.000 såkaldte voldbisser. Voldbisserne var unge mænd, der kom rejsende hertil og indlogerede sig i de omkringliggende byer langs Vestvolden. Deres arbejdsdag var på 13 timer i sommerhalvåret og 11 timer i vinterhalvåret med en 2 timers spisepause midt på dagen. Det tog fæstningsarbejderne fire år at bygge Vestvolden, der stod færdig i 1892. Heldigvis blev den aldrig ramme for død og ødelæggelse - forklaringen på det får du i næste nummer af magasinet.