Maria Drost

Ny bog fortæller Rødovres historie i billeder

I en ny bog kan du blive klogere på det liv, der blev levet i Rødovre fra midten af 1800-tallet og frem til i dag.

I 1880’erne fik Rødovre sin første fabrik, og kimen blev lagt til et vejnavn, som stadig klinger velkendt her godt 140 år senere. Det hele startede med, at den unge mand Carl Ditlev Madsen sammen med en læge og en investor satte sig for at producere håndsæbe, som var bedre mod huden end den allround sæbe, man hidtil havde haft. De tre blev dog uvenner, og Carl Ditlev Madsen besluttede selv at producere sæben. Han købte et stykke jord af Nørregården her i Rødovre og byggede sin fabrik og et hus til familien. Huset kaldte han ’Schweizerdalen’ til ære for sin kone, der kom fra Schweiz, og som han i øvrigt havde mødt, da hun optrådte i et jodlekor i Tivoli. Da Sognerådet i 1927 skulle finde et navn til den vej, huset lå ved, opkaldte de vejen efter huset, og sådan gik det til, at Schweizerdalsvej fik sit navn. I dag er Schweizerdalen også navnet på en af Rødovres fire større parker, som ligger på den grund, hvor sæbefabrikken og familiens hus engang lå.

Schweizerdalen

Schweizerdalen

Bogen handler om mennesker

Historien er bare en af de mange fortællinger, som findes i den nye bog ’Rødovres historie - fortalt i billeder’, der udkom den 2. november. Bogen er lavet af Rødovres arkivar gennem 16 år, Marie Drost Aakjær. For godt to år siden blev hun kontaktet af forlægger Ole Sohn, der spurgte, om hun ville lave en bog om Rødovre i billeder.

”Og det ville jeg meget gerne. Det var jo en anledning til at få nogle af de her mange fantastiske fotografier fra arkivet ud i verden, så Rødovres borgere kunne få glæde af dem. Det samme gælder alle de mange historier, jeg har gravet frem gennem tiden. De kunne også få et liv og ikke kun leve inde i hovedet på mig,” siger hun.

Aftalen kom i stand, og Marie Drost Aakjær dykkede ned i de op mod 100.000 digitaliserede billeder, som Rødovre Arkiv råder over, og de mange historier, som er knyttet til billederne. Efter en barsk udvælgelsesproces er hun vendt tilbage til overfladen med en bog, der er centreret om 358 nøje udvalgte billeder, som alle er med til at fortælle små historier om de mennesker, der har været med til at skabe det Rødovre, vi kender i dag. Bogen handler om mennesker - ikke om kendisser eller bygninger, og det er et meget bevidst valg fra forfatterens side.

"Jeg havde lyst til at fortælle Rødovreborgernes historie, og jeg vil rigtig gerne have, at læseren skal kunne kende sig selv. Derfor har for jeg eksempel fokuseret på, hvad Arne Jacobsens arkitektur har betydet for borgerne i Rødovre - ikke på arkitekturen i sig selv. Det samme gælder kunstneren Henry Heerup, hvor jeg fokuseret på hans forhold til borgerne i stedet for at fortælle om hans kunstværker," fortæller Marie Drost Aakjær, der ikke kun har siddet med næsen begravet i arkivets gamle billedarkiv.

"Når jeg syntes, at jeg manglede noget stof eller dele af en historie, har jeg været ude og interviewe alle mulige mennesker. Også borgmester Britt Jensen, som jo har været en del af det politiske liv i mange år. Det har været helt vildt spændende at tale med alle de her mennesker, og det har givet mig nye perspektiver på tingene," fortæller hun.

Bryllupsbillederne af Frederik Sophus Nicolaj og Caroline Marie Møller fra 1860 er nogle af de ældste billeder i samlingen

Caroline Marie Møller

Frederik Sophus Nicolaj

Frederik Sophus Nicolaj
Fælles historie fører folk sammen

For en historiker som Marie Drost Aakjær giver interessen for fortiden sig selv. Men for mange andre kan det også give rigtig god mening at dykke ned i fortidens fortællinger, mener hun:

"At kende historien om den by, man bor i, giver et tilhørsforhold, og hvis man oven i købet selv har været en del af historien, kan det få ens rødder til at vokse lidt dybere," siger Marie Drost Aakjær og påpeger, at historien også kan føre folk sammen:

"Det har jeg jo oplevet, når jeg har holdt et foredrag eller en byvandring. Så er der altid nogle, der begynder at snakke sammen og finder ud af, at de har boet tæt hinanden eller gået på samme skole. Når man opdager, at man har en fælles historie, skaber det nogle fællesskaber og en følelse af at høre sammen med andre. Også med mennesker, som man aldrig før har mødt".

Marie Drost Aakjærs håb er altså, at bogen kan understøtte fællesskaber og folks tilhørsforhold til Rødovre. Men derudover håber hun også, at den kan bidrage til, at borgerne i Rødovre ser på deres by på en ny måde.

"Min intention er at give læserne et indblik i, hvorfor byen ser ud, som den gør, og hvilken stemning og hvilke traditioner Rødovre er rundet af. Jeg vil gerne give folk en oplevelse af, at det, der skete for 100 år siden eller mere, også er interessant og relevant i dag, og at man godt kan bruge de historier til noget," siger hun og fortsætter:

"Og så håber jeg, at bogen kan trigge nogle af læsernes egne minder og måske få folk til at tænke over deres historie og give dem lyst til at grave videre i deres egne familiehistorier.

Bogen om Rødovres historie

Bogen ’Rødovres historie - fortalt i billeder’ beskriver tiden fra 1860'erne og frem til i dag. Gennem nye og gamle billeder får du et indblik i Rødovres forvandling fra et bondesamfund til en moderne forstad, men også - og måske især - i borgernes liv og levned gennem denne transformation. Bogen er skrevet af Marie Drost Aakjær, der er arkivar i Rødovre Arkiv, der ligger på Rødovre Bibliotek. Bogen er trykt i knap 3.000 eksemplarer og koster 350 kroner. Her i Rødovre kan den købes på Rødovres Bibliotek, i Bog & Idé og Meny. Den kan også lånes på biblioteket.

Rødovre arkiv

Marie Drost Aakjær er kommunearkivar på Rødovre Arkiv, hvor hun indsamler og formidler viden om borgernes og kommunens historie på baggrund af dokumenter, aviser, foreningsblade, fotos med meget mere.

På Rødovre Arkiv kan du få hjælp til at finde viden om det sted du bor, din slægt, din forening, begivenheder og steder i byen eller andre historiske emner, der har din interesse.

Arkivet er åbent for personligt fremmøde hver mandag mellem kl. 10 og 15 på læsesalen ved bibliotekets voksenudlån. Du kan ringe på 36 37 87 20.