Boligsocialt fællesskab fylder 30 år

Havefællesskaber, fælleshøns, lektiecafé, fællesspisning og højskole for ældre er nogle af de aktiviteter, der lever i bedste velgående i Kærene, og som er frugten af en mangeårig boligsocial indsats. 

Boligen skal være billig, den skal være for folk i alle aldre og livssituationer, og beboerne skal have indflydelse på de beslutninger, der tages. Det er nogle af de principper, som alment boligbyggeri er funderet på. Det gjaldt også, da almene boligblokke skød op i den sydlige del af Rødovre i 1950'erne og blev til bydelen Kærene. Med årene blev Kærene et mindre attraktivt sted at bo, for mange forbandt området med kriminalitet, ballade og utryghed. I 1994 nedsatte regeringen et byudvalg, og der blev udviklet en helhedsplan for en række udsatte boligområder i hele landet. Kærene var et af dem. Den boligsociale indsats var hermed født: Nu skulle der gøres en indsats for at gøre Kærene til et rart sted at bo. Og det er i den grad lykkedes, mener Susanne Mikkelsen, der har været boligsocial koordinator i Kærene i 16 år.

"Kærene er først og fremmest et sted, hvor man gerne vil hinanden, og det kommer jo til udtryk i de mange forskellige fællesskaber, der har været igennem tiden, og som fortsat blomstrer op rundt omkring," siger hun.

 

Et af dem er havefællesskabet Kærhaven, som ligger i et hjørne af et grønt fællesareal. Her er 38 plantekasser, et lille drivhus med tomater og vindruer, et borde-bænkesæt og en masse stole, der kan tages frem, når folk strømmer til. Og det sker tit meget spontant, fortæller John Rasmussen, der formand for havefællesskabet.

"Vi tager lige et kig på himlen, og hvis den ser fin ud, er det kaffedag. Så ringer vi lige rundt og siger, at vi sætter kaffe over," fortæller han.

Havefælleskabet Kærhaven

Havefælleskabet Hønsehaven

Hønsehavens indvielse i 2017

Haveforeningen blev startet op i 2016, og i øjeblikket er der 17 medlemmer. Man behøver dog ikke at være medlem for at blive budt kaffe.

"Der går jo mange forbi, som siger: "Ih hvor I hygger jer". Og så byder vi dem indenfor. Nogle gange er vi rigtig mange samlet her. Til Skt. Hans var vi omkring 25," fortæller John Rasmussen.

I Kærhaven er man fælles om både arbejdet og udbyttet i de mange højbede.

"Vi hjælper hinanden og høster lidt sammen, når vi synes, at det er tid," fortæller John og hiver et par flotte gulerødder op af et højbed.

John har boet i Kærene med sin familie i 35 år, og de mange venskaber på kryds og tværs er noget af det, han sætter rigtig stor pris på.

"Jeg kender utrolig mange mennesker, og det er jo også fordi, at jeg er aktiv i mange sammenhænge. Jeg er blandt andet formand for Spisefællesskabet Lokalhus Syd, som har knap 100 medlemmer, og som også har eksisteret i mere end 30 år," fortæller den aktive beboer.

På vej til 3-dages højskoleophold på Skovly

Fællesskabet er vigtigt

John er en af de mange frivillige i Kærene, som Susanne Mikkelsen har et tæt samarbejde med i det daglige. Som boligsocial koordinator er en af hendes opgaver at støtte op om initiativer fra beboerne, hjælpe nye foreninger på vej og bakke op om dem, der måske vakler lidt eller har brug for hjælp til at løse nogle administrative udfordringer. Susanne Mikkelsens ansættelse er et resultat af en samarbejdsaftale mellem boligforeningerne AKB, Domea, AAB og Rødovre Kommune, som også har stillet lokalerne på Nørrekær 8 til rådighed for fællesskabet. 

"Vores lokaler her på Nørrekær 8 er hjertet i den boligsociale indsats. Det er her, vi holder caféer, møder, foredrag, koncerter, lektiecafé, fællesspisning og meget andet. Det er også her, beboerne og foreningerne kommer hen, hvis de har brug for hjælp. For mange af de frivillige og for dem, der jævnligt kommer til arrangementerne, er det her jo deres andet hjem," siger hun og påpeger, at det også kan være en stor en gave at være noget for andre:

"Mange frivillige får også selv noget ud det - nemlig et socialt fællesskab, livskvalitet og meningsfuldhed".

Fri film

Det boligsociale fællesskab byder også på ture ud af huset i form af sommertur for børnefamilier og højskole for de ældre beboere. Bydelen har også sine helt egne 'Bydelsmødre', hvis opgave er at hjælpe andre kvinder til selv at kunne navigere i det danske samfund.

"Rødovre Kommune, SSP og jeg sammensatte tilbage i 2017 et uddannelsesforløb, som alle 15 kvinder gennemgik. I dag kan nye bydelsmødre blive uddannet online, men vi supplerer jævnligt med aktuelle foredrag, så de fortsat er klædt på til at hjælpe til selvhjælp," fortæller hun.

Kom til 30-års fødselsdagsfest

Den 15. november bliver Kærenes Boligsociale Fællesskabs runde fødselsdag fejret med åbent hus for beboerne i Kærene, de mange frivillige, samarbejdspartnere og andre med tilknytning til stedet. Der vil være mad og kolde øl/vand og kaffe og fødselsdagskage. Arrangementet bliver holdt på Nørrekær 8 kl. 17-20.