Arrangementer

Event billede
Sted: Karen Blixen Museet, Rungsted Strandvej 111, Rungsted Kyst
Dato: Onsdag den 4. september 2024
Tid:, kl. 18-19.30.
Pris: Entré: 80 kr Køb/bestil billet

Midt i livet - Naja Marie Aidt & Anne Sophia Hermansen (TABERNAKLET).

Diverse
Hvordan er det at stå midt i livet og finde ud af, hvem man er blevet? Det får vi for tiden mange skønlitterære bud på.

The New Yorker har kaldt genren for coming of middle age, for fænomenet er ikke dansk, men internationalt, og over hele verden udforsker forfattere i øjeblikket overgangsalderen som et eksistentielt territorium, der indtil videre kun har været meget lidt udforsket i litteraturen.
Pourquoi pas? Hvorfor ikke? Det var Karen Blixens motto, da hun var i sin 3. livsalder og i transit mellem Afrika og Danmark, mellem farmen og forfatterskabet. I salonserien Midt i livet undersøger Weekendavisens kulturkommentator Anne Sophia Hermansen sammen med skiftende gæster overgangsalderen i litteraturen og i livet.
Denne aftens gæst er forfatter Naja Marie Aidt.
Naja Marie Aidt er selv midt i livet og har med romanen Øvelser i mørke (2024) skrevet om den livskraft, der kan være forbundet med at have gennemlevet og overlevet stor fortræd.
Øvelser i mørke kan dels læses som et indlæg i Metoo-debatten, men er i høj grad også en roman om kvinders venskaber, om kærlighed og om at have voksne børn og samtidig huske dem som helt små. Som Naja Marie Aidt skriver: »Lille nyfødte. Voksne du. Alle tider i mit hoved«.
Aftenens samtale mellem Naja Marie Aidt og Anne Sophia Hermansen vil tage udgangspunkt i romanens erfaringsunivers og vil især handle om, hvordan det er at have alle tider i sit hoved, dvs. at have tilbagelagt halvdelen af sit liv og nu være i gang med at blive til som nyt menneske i en ny livsalder.

Naja Marie Aidt (f. 1963) debuterede som forfatter i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung siden udgivet en lang række digtsamlinger, novellesamlinger. I 2012 kom hendes første roman, Sten, saks, papir, der blev efterfulgt af fællesbogen Frit Flet (2014), som er skrevet sammen med Mette Moestrup og Line Knutzon. I 2017 fulgte bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog, som blev belønnet med Weekendavisens Litteraturpris.
Naja Marie Aidt udgav i 2024 sin anden roman Øvelser i mørke.
Naja Marie Aidts bøger er solgt til udgivelse i mange lande, herunder Tyskland, England og USA. Hun har desuden skrevet skuespil, filmmanuskripter og børnebøger. Og har modtaget bl.a. Kritikerprisen, Beatriceprisen, Nordisk Råds Litteraturpris. og Det Danske Akademis Store Pris.
Salonrækkens vært, Anne Sophia Hermansen, er kulturkommentator, kritiker og litteraturhistoriker ved Weekendavisen og en af Danmarks mest markante og indflydelsesrige meningsdannere.

Nb! Arrangementet er en del af Karen Blixen Museums sensommer-festival TABERNAKLET. Samtalen finder sted i et smukt telt på plænen med udsigt til dammen og Fuglereservatet på Rungstedlund. Vi anbefaler derfor påklædning efter vejret.
Det vil være muligt at nyde en dejlig middag i museets café - Madam Carlsen - inden arrangementet starter. Vi anbefaler at bestille bord - BESTIL HER.
Billet til dette arrangement gælder også som billet til museet samme dag.
Refundering og ombytning:
Der gælder ingen fortrydelsesret for køb af billetter til dette arrangement.
Købte billetter refunderes kun i tilfælde af aflysning. Selve refunderingen foretages af Karen Blixen Museum, og der refunderes til det betalingskort, der blev anvendt ved køb af billetterne.
Købte billetter refunderes ved flytning af arrangementet til ny dato, hvis den nye dato ikke har interesse for kunden.
OBS! Ordregebyr betalt i forbindelse med billetkøbet refunderes ikke ved aflysninger og flytning til ny dato
Yderligere arrangementer Se alle arrangementer