Arrangementer

Event billede
Arrangeret af: Slagelse Arkiverne
Sted: Slagelse Bibliotek & Borgerservice, Stenstuegade 14, Slagelse
Dato: Tirsdag den 3. september 2024
Tid:, kl. 19.

HistorieCafé: Papirnussere og skrankepaver - HK-Kommunal gennem 100 år.

Diverse
Kom og hør historiker og journalist Nina Trige Andersen fortælle om HK Kommunal - en historie fuld af om modige kontormedhjælpere, udspekulerede borgmestre, koleriske kontorchefer, strejker, arbejdsnedlæggelser, faggrænsestridigheder, kvinders indtog på a.

Ny bog fortæller den farverige historie om HK Kommunal gennem 100 år af Nina Trige Andersen: Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker. Overalt i den kommunale og regionale del af den danske velfærdsstat findes medlemmer af HK Kommunal, og fagforeningen har spillet en central rolle i udviklingen af de færdigheder, der skal til for at forvalte de kollektive ressourcer, de politiske rammer og borgernes rettigheder. Denne bog fortæller HK Kommunals og medlemmernes historie gennem udvalgte nedslag, og den trækker hidtil oversete begivenheder, personer og udviklinger frem i lyset.

Fortællingen om HK Kommunal er fuld af historier om modige kontormedhjælpere, om udspekulerede borgmestre og koleriske kontorchefer, om strejker, arbejdsnedlæggelser og kollektive opsigelser, om faggrænsestridigheder, om kvindernes indtog på det betalte arbejdsmarked og mændenes reaktion på samme, om hulkortmaskinernes revolution og al den anden nye teknologi. Vi hører om Glistrups angreb på "skrankepaverne", og om, hvordan arbejdsmiljø blev noget, man tog alvorligt - også på de kommunale kontorer - i en tid, hvor hele Danmark sang med på Shu-bi-duas Sexchikane, der latterliggjorde problemerne med sexisme på arbejdspladsen.

Mange af de temaer bliver i nye former stadig forhandlet og diskuteret, og forståelsen af dem - også historisk - har betydning for, hvordan HK Kommunal kommer til at håndtere dem i fremtiden. Kontorfolket i kommuner og regioner har måttet lægge ører til meget gennem tiden og står altid for skud, når politikere skal pege på, hvordan velfærden kan forbedres, uden at det koster noget: væk med bureaukrati og administration.

HK Kommunal, som sporer sin begyndelse til 13. maj 1923, organiserer denne udskældte gruppe offentligt ansatte, som dækker over en bred vifte af fagligheder og typer af arbejdspladser. De fagligheder og funktioner, der i dag tages for givet, er opstået som reaktion på nye samfundsbehov, og er gennem et århundrede formet af HK Kommunals medlemmer.

Nina Trige Andersen (f. 1982) er uddannet journalist og historiker fra Roskilde Universitet, udlært ved Information. Forfatter til Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier, 2013, og Labor Pioneers. Economy, Labor, and Migration in Filipino-Danish Relations 1950-2015, 2019. Hendes bog om HK Kommunal bygger bl.a. på materialer fra Slagelse Arkiverne.

Billetpris for medlemmer af Biblioteksklubben: 20 kr.
Billetpris for alle andre: 40 kr
Yderligere arrangementer Se alle arrangementer