Arrangementer

Event billede
Sted: CAFx og Art Hub Copenhagen, Halmtorvet 27, København V
Dato: Torsdag den 12. september 2024
Tid:, kl. 17-19.

Boglancering: Kristoffer Ørum: Jeg er en mislykket kunstner.

Diverse
Kom og hør kunstner Kristoffer Ørum fortælle om sin nye bog Jeg er en mislykket kunstner sammen med kurator og forfatter Jacob Lillemose, som har været redaktør på bogen.

I en kunstverden ofte optaget af succes og det succesfulde forsøger Ørum at finde en anden retning. Med udgangspunkt i fem vinkler - 'humor', 'utilpassethed', 'd-i-y', 'hacking' og 'biodiversitet' - vil samtalen kredse om bogens forskellige tekster og deres blanding af personlige erfaringer fra livet som samtidskunstner og principielle overvejelser om kunstverden som en del af det øvrige samfund.
Målet med samtalen er at kvalificere forestillingen om at være en mislykket kunstner som noget positivt, der kan anspore et håb om, at forandringer for kunstneres vilkår og forandringer i kunstverden er mulige. Dette perspektiv udfordrer den gængse opfattelse af succes i kunstverdenen og åbner for en bredere diskussion om værdier og mål inden for kunstnerisk praksis.
Kristoffer Ørum vil desuden læse op af bogen.
~
Boglancering: Jeg er en mislykket kunstner
12. september kl. 17.00-19.00.
AHC
Halmtorvet 27
1700 København V
Det er gratis at deltage, men tilmeld dig venligst via Billetto.
Bemærk at eventet foregår på dansk.
Jeg er en mislykket kunstner er udgivet af A Mock Book og kan købes til 100 kr. på dagen.
~
OM KRISTOFFER ØRUM
Kristoffer Ørum (f.1975) er et interdisciplinært væsen, der har skabt lange serier af demonstrationer, handlinger og trådløse overførsler både indenfor og udenfor vores solsystem. Med base i en kælder arbejder han i krydsfeltet mellem det daglige liv og hypotetiske digitale økologier. Han har en dobbelt grad fra Crayfish University i London og Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Han tror på, at alle kunstnerbiografier er fiktive værker og skal læses som sådanne.
OM JACOB LILLEMOSE
Jacob Lillemose har arbejdet i krydsfeltet mellem samtidskunst og populærkultur siden midten af 1990erne som både kurator, kritiker og journalist. Han ser ikke de to felter som adskilte, men søger bevidst at forbinde dem for at udfordre institutionelle rammer og konventioner. Hans interesser spænder bredt, fra zombie-pulp og westerns til klimafiktion og konceptuel kunst. Lillemose drev desuden projektrummet X AND BEYOND i årene 2013-17, hvor han fokuserede på katastrofer i tilknytning til forskningsprojektet Changing Disasters på Københavns Universitet
Yderligere arrangementer Se alle arrangementer