Cykelsommeren afsluttes med folkeløb, gadeløb og børneløb på søndag

22-07-2026

Søndag den 9. august er der endnu en gang cykelfest i Rødovre, hvor hele familien både kan komme og heppe og selv træde hårdt i pedalerne.

Michael Mørkøvs Criterium
Fra kl. 8-17 afholder den lokale cykelklub CK Fix gadeløbet Michael Mørkøv Criterium. Løbet består af en 2,75 km rundstrækning, der går fra Rødovre Parkvej ad Tårnvej, Tæbyvej og tilbage til Rødovrevej. 
Børne- og voksenrytterne i dagens mange løb kommer både fra CK Fix og fra klubber andre steder i landet. Kl. 13 kører A-klassen, der består af de bedste danske ryttere.
Kom og hep - der bliver masser af fart på. Gadeløb har tradition for korte og intense omgange, og der er god mulighed for at komme rigtig tæt på.

Du kan se et kort over ruten, trafikafspærringer og overgange her.

Folkeløb kl. 12 - her kan alle være med                                                          
Michael Mørkøvs Criterium er kun for ryttere, der er medlem af en cykelklub, som har licens i Dansk Cykle Union, men kl. 12 har du selv mulighed for at træde i pedalerne. Midt på dagen blev der nemlig holdt en pause i cykelløbet for at give plads til et såkaldt folkeløb, hvor de mange cykelglade borgere, der ikke er medlemmer af en cykelklub, kan prøve ruten. Folkeløbet køres kl. 12. Her kan alle - børn og voksne - få lov til at køre to omgange på ruten, hvilket svarer til 5,5 km. Alle kan deltage uanset fart og ambitionsniveau - det handler ikke om at komme først, men om at nyde en tur rundt i Rødovre, hvor man kan køre uden stop midt ude på vejen. 

Tilmeld dig til folkeløbet her

Škoda BørneTour                                                         
Om formiddagen ruller Škoda BørneTour ind i Rødovre, og her inviteres alle børn og unge på 3-15 år til et cykelløb fyldt med fart, fest og fællesskab på to hjul. BørneTour er et begyndercykelløb, hvor alle kan være med – uanset tempo, cykeltype eller erfaring. Hvert løb varer omkring 15 minutter, og alle deltagere får medalje og diplom.       

Škoda BørneTour besøger i 2026 30 danske byer, og i Rødovre arrangeres løbet i samarbejde mellem CK Fix Rødovre, Rødovre Kommune, Danmarks Cykle Union og hovedsponsoren Škoda. Škoda BørneTour er en central del af Danmarks Cykle Unions arbejde med at rekruttere flere børn og unge til sporten i samarbejde med lokale cykelklubber og kommuner.     

Læs mere og tilmeld jer Škoda BørneTour i Rødovre på børnetour.dk

Trafikomlægning på grund af løbet  
På grund af cykelløbene vil der være trafikomlægning i området fra kl. 6 til efter kl. 18.

Der vil være lukket helt for trafikken på Tæbyvej og Rødovre Parkvej samt lukket for adgang til Rødovre Centrums parkeringspladser langs Rødovre Parkvej. Indkørsel til P-pladser vil foregå fra Tårnvej. Udkørsel ad Højnæsvej og P-plads syd for Rødovre Centrum ud til Tårnvej. Undtaget herfra er dog beredskabs- og myndighedskøretøjer.

Tårnvej vil blive dobbeltsporet i den ene side. Rødovrevej vil være ensrettet i sydgående retning mellem Grønlunds Allé og Præstebakken.

Det vil være muligt at passere ruten ved Næsbyvej, med hjælp fra CK Fix's flagposters vejledning.

Vær også opmærksom på, at der hele dagen vil være parkering forbudt på Tæbyvej.

De cirka 3.000 borgere, der bor i nærområdet, har fået sendt en informationsskrivelse i deres E-Boks.

Se kort over alle afspærringer, ensretninger og passager her