Når PostNord Danmark Rundt 2026 finder sin vinder, bliver det med en intens finale i Rødovre. Efter fem dages cykelløb gennem Danmark afgøres både etapesejren og den samlede sejr på et publikumsvenligt rundstrækningsløb i Rødovre, hvor rytterne passerer målstregen på Tårnvej ud for Rådhuset hele fem gange.
”Vi er stolte af at være målby for PostNord Danmark Rundt. Rødovre er en cykelby, hvor mange bruger cyklen hver dag, og derfor passer det perfekt, at Danmarks største cykelløb får sin afslutning netop her. Jeg håber, at rigtig mange vil være med til at skabe en fantastisk stemning og opleve cykelsporten helt tæt på i Rødovre,” siger borgmester Britt Jensen.
En finale skabt til publikum
Den afsluttende etape begynder i Køge, men det er på rundstrækningen i Rødovre, at løbet skal afgøres. Her kan bonussekunder, point og den samlede sejr stadig være på spil, når feltet kører de sidste omgange gennem byen.
”En rundstrækning giver en helt særlig oplevelse for publikum. Tilskuerne får mulighed for at se rytterne flere gange, og det skaber en intens stemning, når spændingen bygges op omgang for omgang. Samtidig danner Rødovre med sin stærke cykelkultur og store lokale engagement en oplagt ramme om løbets afgørende finale,” siger Klaus Falk Paarup, Eventchef hos Danmarks Cykle Union.
Cykelfest på Rådhusplænen
Finaledagen byder på meget mere end cykelløb. På Rådhusplænen ved Tårnvej i Rødovre kan hele familien fra kl. 11 opleve aktiviteter, foodtrucks, underholdning og masser af cykelstemning, mens storskærm gør det muligt at følge løbet, også i løbet af dagen når rytterne er ude på ruten. Rytterne ventes i mål ca. kl. 15.30.
Kombinationen af opløbet gennem Rødovre og aktiviteterne på plænen gør det let at få en hel dag med oplevelser. Uanset om man er dedikeret cykelfan eller bare har lyst til en hyggelig dag med familien, er der rig mulighed for at komme helt tæt på Danmarks største cykelløb, når vinderen af årets PostNord Danmark Rundt skal findes i Rødovre.