Andelen af daglige rygere i Rødovre er næsten halveret på otte år. Samtidig viser den nye Sundhedsprofil 2025, at mange Rødovreborgere gerne vil ændre vaner og leve sundere.
Der er sket en markant udvikling i Rødovreborgenes rygevaner. I 2017 røg 17 procent af borgerne over 16 år cigaretter dagligt. I 2021 var andelen faldet til 14 procent, og i 2025 er den nede på 9 procent. Rødovre ligger dermed også lidt under gennemsnittet i Region Hovedstaden, hvor 10 procent ryger cigaretter dagligt.
”Det er en rigtig positiv udvikling. Rygning har stor betydning for sundheden, så det gør en forskel, når langt færre Rødovreborgere ryger cigaretter hver dag. Vi har gennem mange år arbejdet med forebyggelse og tilbud om hjælp til rygestop, og den indsats skal vi holde fast i,” siger borgmester Britt Jensen.
Mange vil gerne ændre vaner
Sundhedsprofilen viser samtidig, at mange borgere har et ønske om at leve sundere. Blandt borgere med svær overvægt ønsker 93 procent at tabe sig, og 59 procent ønsker hjælp til det. Blandt borgere med lav fysisk aktivitet vil 71 procent gerne være mere aktive, mens 59 procent af borgere med mindre sunde kostvaner ønsker at ændre dem.
Også blandt daglige rygere er motivationen stor. 77 procent ønsker at stoppe med at ryge, og 31 procent ønsker hjælp til det.
”Det er positivt, at så mange gerne vil ændre deres vaner. Det fortæller os også, at vi skal have gode tilbud klar, når borgerne rækker ud efter hjælp. Vi understøtter den enkeltes motivation og gør det så enkelt som muligt at tage de første skridt mod sundere vaner med rygestopkurser samt støtte til vaneændringer i Rødovre Sundhedscenter,” siger Jesper Clausson formand for Social- og Sundhedsudvalget.
’Rødovre Kvitter’ stadigvæk
I oktober sætter Rødovre Kommune yderligere fokus på rygestop med kampagnen ’Rødovre Kvitter’. Kommunen tilbyder gratis stopforløb til borgere, der ønsker at stoppe med at ryge eller bruge nikotin, med mulighed for både gruppeforløb og individuel støtte.
Selvom færre ryger cigaretter, viser sundhedsprofilen, at brugen af andre nikotinprodukter, såsom e-cigaretter, vapes og nikotinposer, er steget. Derfor er forebyggelse af nikotinbrug fortsat en vigtig del af kommunens sundhedsindsats.
Se Rødovre Kommunes mange tilbud til rygestop og vaneændring