Grøn Pulje

Har du har en god idé til én/flere grønne lokale aktiviteter? Med den nye Grøn Pulje har du nu muligheden for at søge økonomisk støtte til din aktivitet.

Få økonomisk støtte til din grønne aktivitet

Formålet med puljen er at støtte borgere i Rødovre Kommune, der ønsker at bidrage til en mere klimavenlig by gennem grønne aktiviteter/fællesskaber.

Aktiviteten skal være almennyttig og være:

  • Bredt tilgængelig og nyttig for borgere i Rødovre Kommune
  • Klimavenlig/bæredygtig
  • Støtter ikke kommerciel vinding for virksomheder eller individer

Eksempler på aktiviteter:

  • Aktiviteter der inspirerer til grønnere vaner og livsstil fx med klimavenlig mad eller forbrug (fx fællesspisning)
  • Aktiviteter for mere cykling frem for bilen (fx cykelevent)
  • Aktiviteter med genbrug eller upcycling (fx byttemarked)
  • Aktiviteter der er med til at fremme biodiversitet (fx plantebyttedag)
  • Aktiviteter med indsamling/sortering af affald
  • Eller andre gode grønne initiativer – spørg os endelig

Alle borgere, foreninger, grundejerforeninger, boligselskaber, grupper, organisationer eller andre der har deres virke i Rødovre Kommune. For institutioner kræves det, at en borger (fx en elev eller forælder) er tovholder på aktiviteten.

Du kan søge Grøn Pulje ved at udfylde ansøgningsskemaet øverst til højre på siden.  

Ansøgningen er løbende og indtil puljen er opbrugt.

Der gives maksimalt tilskud på 10.000 kr. til hver aktivitet.

Puljens størrelse er på 100.000 kr. og uddeles løbende indtil puljen er opbrugt. Puljen har været åben for ansøgninger siden 15. maj 2025 og puljen er en forsøgsordning.

Ring eller skriv gerne og få råd og vejledning til din grønne aktivitet på tlf. 36377295 eller send en mail via Digital Post Att: Klima

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Du vil blive kontaktet inden for ca. 10 arbejdsdage, efter vi har modtaget din ansøgning. Aktiviteterne godkendes af kommunen inden for puljens formål og rammer. Sender du din ansøgning i juli måned, kan du forvente svar inden for 4 uger.

Du vil herefter modtage svar om du kan få støtte. Hvis du får støtte, skal du udfylde en tro- og love-erklæring, hvorefter du får udbetalt det godkendte beløb.

Vær opmærksom på, at nogle steder kan kræve en tilladelse, som skal være på plads inden aktiviteten afholdes (fx brug af kommunale grønne arealer). Det hjælper vi gerne med, men kan betyde at det tager lidt længere tid at behandle sagen.

Du skal senest 1 måned efter aktiviteten er afholdt, indsende et regnskab samt kvitteringer for udgifter. Hvis du har fået penge, som ikke er blevet brugt, skal de tilbagebetales.

Du skal ved afregning lave en kort evaluering, hvor du besvarer:

  • Hvor mange der deltog (angiv også antal børn og unge under 18 år)
  • Hvordan det gik
  • Hvad der evt. kan gøres anderledes/bedre
  • Om du har mod på at gøre det igen, eller lave en anden aktivitet
  • Hvor du har hørt om puljen henne
  • Hvad du synes om ansøgningsprocessen

Projekter, der fik støtte

I Rødovre findes lokale grønne nabofællesskaber, hvor folk samles for at gøre noget for den grønne omstilling. Flere fra de lokale grønne nabofællesskaber i Rødovre samarbejdede om at hjælpe børnefamilier med at få inspiration til at lave lækker, nærende, mættende og bæredygtig mad derhjemme.

Modtagerne af Grøn Pulje arrangerede et madpakkekursus, der engagerede og uddannede børn og deres forældre i at lave madpakker sammen med masser af næring, og som børn glæder sig til at spise. Madpakkekurset var også med til at fremme kendskab til og forbrug af lokale, bæredygtige råvarer, herunder bønner, linser og andre plantebaserede fødevarer.

Det var meget populært, for der blev afholdt to madpakkekurser den 25. oktober og den 22. november i 2025, og tilmeldingerne til begge kurset blev fyldt op, og flere tilmeldte sig på venteliste!

De tre frivilligdrevne fællesskaber Kreaklubben, Lapperiet og Repair Café inviterer på hver deres måde lokale ind i deres hyggelige fællesskaber, der alle har fokus på at reparere eller genbruge ting eller tøj.

Mange brugere kommer igen og igen og er med til at skabe og udvikle deres gode fællesskaber. De tre fællesskaber samarbejdede om at afholde et arrangement, der var med til at styrke lokalområdets mulighed for at kunne genbruge tøj og andre tekstiler i stedet for at smide dem ud, ved at have fokus på reparationer eller redesign af de tekstiler, som de allerede har.

Helt konkret afholdte de et arrangement, hvor deltagere fik inspiration og hjælp til at reparere og upcycle deres tøj og tekstiler.

Fællesskaberne havde en oplevelse af, at der er reparationer, såsom at skifte en lynlås i en jakke eller oplægning af cowboybukser (syning gennem flere lag kraftigt stof), som de ofte måtte opgive, da deres symaskiner ikke var kraftige nok, og derfor ikke kunne håndtere opgaven.

Og selvom mange reparationer kan udføres i hånden, er det ikke altid muligt. Derfor fik de bevilget penge til to nye kraftige og brugervenlige symaskiner, der gjorde det muligt for deltagerne at lære at reparere deres brugte tekstiler.

På Islev Bibliotek og Medborgerhus findes en Repair Café, som hver eneste måned reparerer cirka 40 genstande for borgerne. Ofte er der tale om en radio, en kaffemaskine eller en gammel støvsuger, som kan repareres, hvis de rigtige redskaber er til rådighed. Vi har dygtige frivillige til at fejlsøge og reparere, og der er altid en god stemning i Repair Café.

De frivillige afholdte en ekstra Repair Café, som blev kaldt “Fiks dine ting - i stedet for at købe nyt”. Arrangementet var uden tilmelding og åben for alle, hvor deltagere medbringer defekte genstande. Frivillige lavede reparationerne eller guidede borgerne til selv at reparere deres egen genstand. Initiativet fik bevilget penge til nyt udstyr, som bliver brugt til alle Repair Caféer til at reparere med og forplejning til den ekstra Repair Café. 

Til arrangementet reparerede deltagerne 14 ting og fik en vejledning i hvordan en symaskine virker.
Arrangementet blev afholdt på samme tid som en workshop for børn, og det betød, at børn også kunne få repareret legetøj uden lang ventetid.
Der var en god stemning, og deltagerne sad blandt bøgerne på biblioteket, så biblioteksgæster kom forbi og fik en snak og en var med til at reparere.
Uden den nye loddekolbe var flere af reparationerne ikke mulige.

I Repair Cafe på Islev Bibliotek og Medborgerhus har vi igennem det sidste års tid udført mindre cykelreparationer på terrassen bag biblioteket. Nogle borgere har fået øjnene op for dette, og de kommer forbi til en cykelsnak om vedligeholdelse af cykler, for at låne værktøj til selv at udføre reparationerne eller for at blive guidet til at udføre smøring, lapning eller andre lignede småreparationer. Hvis reparationen kræver en reservedel, skal borgeren selv medbringe denne, men de kan få råd og vejledning til hvad der skal købes ind og så komme tilbage for at udføre reparationen sammen med de frivillige uden betaling.

For at fremme den grønne cykeladfærd i Rødovre har Repair Café afholdt et “Fix din cykel”-arrangement, hvor frivillige guidede borgerne i at kunne udføre småreparationer på deres egen cykel. Arrangementet blev afholdt den 20. juni, som en del af “Islev i det Grønne", hvor vejret var solrigt og varmt, og der kommer mange mennesker fra lokalområdet.

Støtten blev brugt til indkøb af en cykelstander og andre materialer til at reparere og smøre cykler. Noget af støtten blev også brugt på forplejning på dagen.

Arrangementet var god reklame for hvad Repair Café kan, så deltagerne får lyst til at deltage i Repair Caféer fremover.

Kontakt os

Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000