Kulturvitaminer

Kultur er vigtig for alle, men vi bruger den forskelligt. Vi kan søge ny energi, finde livsglæde, slappe af eller finde fællesskaber. Vigtigst er, hvad kultur er for dig.

Kulturvitaminer er for dig, der savner fællesskab, nye oplevelser og noget at stå op til. Tilbuddet er for borgere i Rødovre, der er uden for arbejdsmarkedet, for eksempel på sygedagpenge, kontanthjælp eller førtidspension.

Det er gratis og helt frivilligt at deltage. Du er med, fordi du har lyst.

Det siger tidligere deltagere

Prøv det. Du blir ikk skuffet

Det har været godt at stå op til noget. Det at mødes med andre og snakke med dem

At det er rigtig godt, og at det hjælper på ensomhed

Det var det bedste, jeg længe har oplevet

Hvis du får tilbuddet om Kulturvitaminer, så sig ja

Sådan ser en uge ud

Du møder ind tre formiddage om ugen fra kl. 9.30 til 12.00. I er en lille fast gruppe, og jeres guide er med hver gang. En typisk uge kan se sådan ud:

  • Mandag tager I på tur sammen, måske til Ejbybunkeren på Vestvolden, i det kreative værksted på Heerup Museum eller på byvandring i Rødovre.
  • Onsdag mødes I i læsegruppen på biblioteket, hvor I lytter til en kort tekst og taler om de tanker, den sætter i gang.
  • Fredag synger I sammen på Musikskolen.

Der er ingen forberedelse. Du møder bare op, resten sker sammen med de andre.

Vil du være med?

Der er flere veje ind, og alle er lige gode:

Ring til Michelle på 3076 9340 og hør mere. Det er helt uforpligtende.

Snak med en medarbejder, du kender i kommunen, for eksempel i Sundhedscentret, på biblioteket, i Mød mig, på Aktivitetshuset eller i Rådgivnings- og Behandlingscentret. De kan hjælpe dig videre.

Din sagsbehandler kan også henvise dig.

Næste hold starter mandag den 7. september 2026. Vi holder informationsmøde onsdag den 26. august kl. 10-11 på Musikskolen, Rødovre Parkvej 128, hvor du kan møde os og høre tidligere deltagere fortælle om forløbet.

Det oplever du

Du kommer på guidet bytur, hvor I opsøger de gode historier: Hvem har levet her før os, og hvordan har historien sat sit aftryk på veje, pladser og bygninger? I giver jer tid til at gå ind i nogle af byens markante rum og mærke, hvordan de virker på jer.

I Sundhedscenteret har vi fokus på mental trivsel og fællesskaber. Du skal bl.a. opleve, hvordan naturen kan fremme den mentale trivsel, og du vil også blive introduceret til Sundhedscenterets gratis tilbud, som du kan bruge både under og efter Kulturvitaminer.

I bruger den aktuelle udstilling som afsæt for en god snak, og bagefter går du selv i gang i værkstedet. Med inspiration fra Henry Heerup bliver kunsten en leg, hvor du prøver nyt, motionerer fantasien og skaber med hænderne.

Du kommer med på rundvisning på Vestvolden, i Ejbybunkeren og i civilforsvarets hemmelige kommandocentral, hvor der normalt ikke er adgang. Og så skal du sammen med holdet forsøge at fange den spion, der er brudt ind i Ejbybunkeren.

Du sidder i en lille læsegruppe med bibliotekets læseguide, der læser en kort tekst højt. Undervejs holder I små pauser og taler om de tanker, teksten sætter i gang. Der er intet, der er rigtigt eller forkert at sige.

I synger sammen og arbejder med stemmen. Når man synger sammen, vokser følelsen af sammenhold. I hører også musik fra forskellige tidsaldre og får historierne om kunstnerne bag

I besøger symfoniorkestret Copenhagen Phil, overværer en prøve og får rundvisning i koncerthuset. Bagefter er du inviteret til en gratis koncert, og du må tage en ledsager med.

Du får en introduktion til Rødovres mangfoldige foreningsliv og hører om ABC-modellen, en enkel gør-det-selv-tilgang til mere livsglæde og mental sundhed.

Hvad giver Kulturvitaminer dig?

Kulturvitaminer handler om mere end gode kulturoplevelser. Gennem kultur, fællesskab og nye oplevelser får du mulighed for at styrke din trivsel, få ny energi og opdage nye sider af dig selv.

Du møder andre, som måske står i en situation, der minder om din. Det kan være rart at kunne genkende sig selv i andre, dele oplevelser og opleve, at man ikke står alene. For nogle bliver fællesskabet også en vej til nye relationer og mod på at tage del i andre fællesskaber.

Kulturvitaminer kan på den måde være små skridt mod en hverdag med mere livsglæde, fællesskab og deltagelse, og måske også give dig mod på nye muligheder i hverdagen, uddannelse eller arbejdslivet.

Når Kulturvitaminer slutter, behøver fællesskabet ikke at gøre det. Som tidligere deltager bliver du inviteret til den årlige nytårskur, hvor du kan møde både nye og tidligere deltagere igen. Hvis du har lyst, kan du også få tilbud om ledige pladser til udvalgte kulturarrangementer, når der er mulighed for det.

Du får desuden en håndfuld "kulturvitaminer" med dig i form af gratis adgang til lignende oplevelser i op til et halvt år efter forløbet. Her kan du tage en ven eller et familiemedlem med og dele oplevelserne, og måske finde nye kultur- og fritidsfællesskaber, som du har lyst til at blive en del af.

Kulturvitaminer bygger på et samarbejde mellem kultur-, social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet i Rødovre Kommune, med et fælles ønske om at skabe gode rammer for trivsel, deltagelse og nye muligheder.

Kontakt os

Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon: 3637 7000