På Bofællesskabet Campus Espevang arbejder vi med udgangspunkt i den enkelte beboer. Alle beboere har forskellige forudsætninger og behov, og det tager vi højde for i den pædagogiske praksis. Vores støtte og vejledning tilrettelægges sammen med borgeren – med respekt for vedkommendes ønsker, ressourcer og udviklingspotentiale.
Vi arbejder for at fremme beboerens selv- og medbestemmelse i videst muligt omfang. Det gør vi ved at støtte dem i at forstå og anvende deres egne muligheder for indflydelse – både i forhold til hverdagen, fællesskabet og den individuelle indsats. Vi anerkender samtidig beboerens ret til at fravælge tiltag, f.eks. ved vedligeholdelse af færdigheder, hvis det ikke giver mening for den enkelte.
Vi arbejder i journalsystemet CURA.
Vi arbejder med en visuel struktureret autismevenlig pædagogisk tilgang, så beboerne har en tydelig og genkendelig hverdag, som skaber tryghed og forudsigelighed.
Vi arbejder med an anerkendende og respektfuld kommunikation, og møder de enkelte beboere med nysgerrighed.
I Bofællesskabet Campus Espevang er det vigtigt, at beboerne føler sig set, hørt og inddraget i deres egen udvikling og hverdag. Derfor arbejder vi målrettet med at opstille SMART-mål sammen med den enkelte beboer. SMART-mål sikrer, at indsatsen bliver både meningsfuld og overskuelig – for beboeren såvel som for personalet.
Ved at anvende SMART-mål skaber vi en fælles retning og struktur i hverdagen. Det understøtter beboernes mulighed for at udvikle sig, tage ansvar for egne mål og opleve små eller større succeser – hvilket er afgørende for trivsel, selvstændighed og livskvalitet.
