Hvad er tilskuddet?
Selvstændige med varig og væsentligt nedsat arbejdsevne kan søge om tilskud til at fortsætte driften af deres virksomhed. Tilskuddet kan bruges til at kompensere for:
- Ekstra udgifter til opgaver, du ikke selv kan udføre.
- Indtægtsnedgang som følge af din nedsatte arbejdsevne.
Hvem kan søge?
Du kan søge tilskud, hvis du:
- Udnytter din arbejdsevne fuldt ud i virksomheden.
- Driver virksomheden som hovedbeskæftigelse i Danmark.
- Er under folkepensionsalderen.
- Har drevet virksomheden i mindst 30 timer om ugen i 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.
- Ikke modtager førtidspension, efterløn, fleksydelse eller lignende.
Tilskuddets størrelse:
Grundbeløbet er 169.920 kr. pr. år, som nedsættes med 30 % af din beregnede årsindtægt* fra virksomheden og anden arbejdsindkomst. Tilskuddet udbetales månedligt direkte til dig.*