IGU - IntegrationsGrundUddannelsen

Med IntegrationsGrundUddannelsen (IGU) får du som flygtning (eller familiesammenført) mulighed for midlertidigt (2 år) at blive ansat og opkvalificeret i en virksomhed. 

Detaljer

I praktikdelen af forløbet aflønnes du som IGU-elev efter de lønsatser, der gælder for EGU-elever (ErhvervsGrundUddannelsen), alternativt efter elev-satserne for 1. og 2. år på uddannelsesområdets overenskomst. I skoleperioderne af IGU-forløbet modtager du en uddannelsesgodtgørelse. Godtgørelsen svarer til den sats, du ville have modtaget i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Du kan også modtage befordringsgodtgørelse efter nærmere aftale. Du skal ansøge om såvel uddannelses- som eventuel befordringsgodtgørelse i den kommune, hvor du bor. Virksomheder, der opretter IGU-forløb, har mulighed for at modtage en bonus på op til 40.000 kr.

IGU-forløbet aftales skriftligt direkte mellem dig og virksomheden. Forløbet startes senest tre måneder efter aftalens indgåelse, og senest en måned efter opstart skal aftalen og undervisningsplan for skoleundervisningen oprettes i VITAS via vitas.bm.dk. Når hele forløbet er gennemført udsteder virksomheden et bevis til dig for gennemførslen af IGU-forløbet. Kontakt jobcentret og hør om muligheden for at blive ansat i et IGU-forløb.