Den 1.1. 2017 trådte en ny lov i kraft, som er med til at præcisere plejefamiliers handlemuligheder, når der opstår konflikter i hjemmet med plejebarnet. Hvad må I og hvad må I ikke som plejefamilie? Hvornår er det en magtanvendelse – som ikke er lovlig at foretage i almindelige døgnplejefamilier, men i et begrænset omfang for kommunale plejefamilier. Få svar på dette og mange tilgrænsede spørgsmål, når afdelingsleder ved Socialtilsyn Øst, Tore Kargo, på en levende måde med eksempler fra hverdagen fortæller om de nye regler på området.
At vide hvornår man lovligt må stoppe konflikter er godt, men det kan ikke stå alene, så at vide, hvordan man kan sætte ind for at minimere risikoen for at stå i disse konflikter er mindst lige så vigtigt. Med afsæt i 'Diamantforløbene' vil to foredragsholdere introducere, hvordan vi kan forstå og håndtere børn med stærke følelser og reaktioner. Der vil være et særligt fokus på børn med vrede, vilde og voldsomme reaktioner. Disse børn kan være svære at forstå - og ofte kan man have oplevelsen af, at man mangler redskaber eller forståelse til at håndtere dem i hverdagen. De aktiverer også stærke følelser hos os, hvilket kan gøre det yderligere kompliceret. Så hvordan kan vi blive bedre til at forstå, hvad børnene fortæller os med deres adfærd? Og hvordan kan vi blive bedre til at forstå og håndtere børnenes følelsesmæssige udtryk og reaktioner?
Vi har inviteret Maria og Camilla der sammen kan give jer konkrete strategier og handlemuligheder med henblik på at minimere antallet af konflikter.
Lidt om foredragsholderne:
Maria Dressler
Er autoriseret psykolog og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Maria arbejder som metodeudvikler og projektleder på 'Diamantforløbene - vredeshåndtering for børn, unge og professionelle
Camilla Obel
Er uddannet lærer, og har igennem mange år arbejdet som skoleleder. Camilla har stor erfaring med elever, der balancerer på randen af eksklusion, og elever med svære livsbetingelser. Hun har beskæftiget sig indgående med specialundervisning, både fagligt, didaktisk og pædagogisk.
Bemærk at for at få mest muligt ud af oplæggene, har vi valgt at udvide tidsrummet med en halv time, så det begynder en halv time tidligere end normalt.
Målgruppe: Alle
Dato: Torsdag den 31. august, kl. 18.00 – 21.30
Sted: Herlev Medborgerhus, Herlevgårdsvej 18, 2730 Herlev.
Tilmelding: Tilmelding foregår hos din familieplejekonsulent senest den 21. august 2017.