Mødeleder: Necla Baran (Næstformand)
Deltagere: Muhamed Halili, Shaista Javaid (FH Hovedstaden), Klaus L. Bentsen (Fællesrepræsentationen af Almene Boligorganisationer i Rødovre), Jakob Duvå (Tilforordnet med ledelsesansvar SOC).
Gæst: Kim Drejer (Medlem af Kommunalbestyrelsen).
Referent: Mette Lytthans (Sekretær for Integrationsrådet).
Punkt 1. Velkomst ved Nenad
Næstformanden bød velkommen til mødet og udtrykte taknemmelighed for de fremmødtes deltagelse, selv i det vanskelige vejr.
Punkt 2. Godkendelse af dagsorden og referat
Dagsorden og referat fra sidste møde blev godkendt uden bemærkninger. Referatet kan tilgås på Integrationsrådets hjemmeside.
Punkt 3. Godkendelse af regnskab 2025
Regnskabet for 2025 var vedlagt dagsorden. Efter en kort gennemgang af de enkelte poster blev regnskabet godkendt.
Budgettet for 2025 udgjorde 100.000 kr.
Der er i løbet af året afholdt udgifter for i alt 43.500 kr. Heraf vedrørte ca. 7.000 kr. Mangfoldighedsfestivalen. Øvrige udgifter omfattede 15.500 kr. til diæter, 12.000 kr. til forplejning samt 9.000 kr. til aktiviteter i forbindelse med Rødovredagen, arrangementer i BABA, valgmøde i samarbejde med de øvrige råd samt Integrationstræf mv.
De resterende 56.500 kr. kan ikke overføres. Integrationsrådet er tildelt et nyt budget på 100.000 kr. for 2026.
Punkt 4. Kort orientering om Valg til nyt Integrationsråd
Der er modtaget 10 ansøgninger om indstilling til det nye Integrationsråd, hvoraf otte opfylder de formelle kriterier for opstilling. Derudover er der udpeget repræsentanter fra Fællesrepræsentationen af almene boligorganisationer i Rødovre, FH Hovedstaden, Forældrebestyrelserne på daginstitutionsområdet mv. Sagen forelægges for Arbejdsmarkedsudvalget og Kommunalbestyrelsen i marts.
Efter den politiske behandling kontaktes de nye medlemmer af Integrationsrådet for perioden 2026-2030. Det konstituerende møde afholdes i løbet af april.
Punkt 5. Kort information fra medlemmerne
Integrationsrådets redegørelse 2025
Redegørelsen for 2025 var vedlagt dagsorden. Den giver et samlet overblik over rådets aktiviteter i 2025 og forelægges for Arbejdsmarkedsudvalget og Kommunalbestyrelsen på møder i marts. Når redegørelsen er politisk behandlet, offentliggøres den på Integrationsrådet hjemmeside.
Konstituerende møde i april
Næste møde bliver det konstituerende møde i april, hvor der vælges ny formand og repræsentant til Folkeoplysningsrådet. Formand for Arbejdsmarkedsudvalget og Arbejdsmarkedschefen vil byde velkommen.
Det forventes, at eventuelt genvalgte medlemmer videregiver erfaringer, forventninger og opmærksomhedspunkter til de nye medlemmer. Herefter kan møderække, fokusområder og årshjul drøftes og fastlægges.
Punkt 6. Opsamling på perioden 2022-2026
Bordet rundt
Der var bred enighed om, at perioden 2022-2026 har været både god og aktiv. Rådet har arbejdet målrettet med flere fokusområder og opnået gode resultater – bl.a. samarbejdet med Ældresagen om Sprogvenner, etableringen af BABA i Rødovre samt dialogmøder med forskellige forvaltninger og aktører (fx Politiet).
Der ønskes fortsat løbende orientering om integrationsområdet generelt samt indsatsen for fordrevne fra Ukraine. Derudover efterspørges fortsat fremlæggelse af relevante statistikker. Modellen med arbejdsgrupper om specifikke emner vurderes som værdifuld og anbefales videreført (fx høringssvar, aktiviteter mv.).
Fokusområder 2026
Det vurderes, at samarbejdet med de etniske foreninger og øvrige frivillige råd og foreninger (fx Bydelsmødrene) med fordel kan styrkes yderligere. Ældreområdet og fritidsområdet (børn og unge) foreslås som fokusområder i den kommende periode – evt. sammen med indsatsen for fordrevne fra Ukraine.
Samarbejde med politisk niveau
I perioden 2022‑2026 har der været et tæt og konstruktivt samarbejde med det politiske niveau – særligt ved Formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Integrationsrådets Formand har i øvrigt løbende været i dialog med borgmesteren, bl.a. via walk and talks. Derudover har medlemmer af Kommunalbestyrelsen løbende deltaget i rådets møder.
Der har været stort engagement i rådet og stærk opbakning i Kommunalbestyrelsen – både økonomisk og i håndteringen af fx høringssvar. Dette har styrket dialogen og samarbejdet og haft positiv betydning for integrationsområdet i Rødovre. Der var bred enighed om at videreføre denne samarbejdsmodel.
Punkt 7. Eventuelt
Der blev efterspurgt information om proceduren for at benytte kommunens ”reklamesøjler” ved indfaldsvejene. Sekretæren undersøger sagen.
Tak for denne gang