Skovlen, fæstningsarbejdernes arbejdsredskab

For at komme i betragtning til ansættelse, skal fæstningsarbejderen medbringe en skovl, som han skal bruge ved sit arbejde. Hvis han mister den eller den går i stykker under arbejdet, er han nødt til at skaffe sig en anden. Da det er kutyme blandt fæstningsarbejderne at efterlade deres skovle på fæstningen efter endt arbejdsdag, er der store muligheder for at andre arbejdere, der ikke er i besiddelse af en skovl, skulle få lyst til at erhverve sig en skovl til "fingerpris". Dette viste de 8 rejste tyverisager under Københavns Amts Søndre Birk . I alle disse sager er en fortarbejder eller en person, der har søgt arbejde ved befæstningen, tiltalt for at have stjålet en skovl fra en kollega. I 6 af tilfældene stod skovlene på fæstningsterrænet og blev fjernet udenfor arbejdstiden. Dommeren betegner også under et af forhørene, i forbindelse med en af sagerne, det som en skik blandt fortarbejderne at efterlade deres arbejdsredskaber efter endt arbejdsdag.

En skovl koster 3 kr. i anskaffelse, men en del vælger at finde en billigere løsning. Hos en marskandiser koster en skovl det halve eller 2/3 af, hvad en skovl normalt koster. En anden metode er at købe en beskadiget skovl af en kollega, eller tage en der er smidt væk, og så få smeden til at sætte et nyt skaft på. En del fortarbejdere har deres initialer snittet ind i skovlens skaft, og andre kan kende deres skovl på reparationer foretaget på den. Formand Johan Frederik Kryger har således initialerne JFK, snittet ind i skaftet på sin skovl. En fortarbejder har således fået smeden til at sætte et nyt skaft på et skovlblad, som han købte af en kammerat, og kan kende sin skovl på de 3 kobbernagler, som smeden brugte. En anden har sat håndtaget fast med et gult søm og kan således identificere skovlen, som værende hans mod hans vidende og vilje frakomne ejendom.

Også når fæstningsarbejderen er rejst bort til en anden beskæftigelse, som fx løsarbejde, vælger han at parkere sin skovl enten hos sin logivært eller hos en kollega eller han lader den stå på fæstningen. En slagter Rasmus Poulsen påstår til politiet, at han på et tidspunkt havde omkring 100 skovle stående i sit udhus, og at enkelte skovle er blevet tilbage som pant for beløb, som fortarbejderen skylder enten for logi eller forplejning. En fortarbejder, der har fået arbejde ved isningen på Gl. Carlsberg, efterlader sin skovl på fæstningsterrænet og finder den stjålet, da han kommer tilbage. Han stjæler så en skovl, der ligger under en trillebør på fæstningsterrænet, som erstatning for sin egen.