Arbejdsløshedsunderstøttelse var ikke kendt i den forstand, vi kender det i dag, så i arbejdsløshedsperioder var arbejderen, hvis han eller hans kone ikke havde sparet noget op, henvist til offentlig forsorg eller fattighjælp, som det kaldtes dengang. Man afgjorde sagen ved et forsørgelsesforhør, hvor den arbejder, der ansøgte sognet om fattighjælp, gjorde rede for sine forskellige ansættelsesforhold, og de forskellige steder, han havde været bosat siden sit fyldte 18. år. Hvis han ikke siden sit fyldte 18. år havde været bosat i et sogn i 5 år eller derover, hang hans fødesogn på de udgifter, der var i forbindelse med hans underhold. For den ugifte arbejder, der ikke havde nogle forsørgelsespligter, kunne det betyde, at han, indtil han kunne skaffe sig et arbejde, blev placeret på den lokale fattiggård. For familiefaderen betød det, at sognet, der skulle betale for fattighjælpen, skønnede, hvad der ville være brug for. Det var ikke tvungen at betale hjælpen tilbage, men hvis man fx skulle giftes igen, var det påkrævet for at få tilladelse til at gifte sig igen, at man ingen gæld havde til det offentlige. Derudover kunne gæld til fattigkassen medføre tab af valgret.
Socialhjælp var ikke den eneste form for ydelse, der kunne medføre tab af rettigheder. For eksempel kunne en ubetalt regning for hospitalsindlæggelse medføre det samme. Dette gjaldt imidlertid kun for danske statsborgere og for udenlandske statsborgere, der havde boet uafbrudt i Danmark i en periode på 5 år eller mere.
For udenlandske borgere der ikke havde boet i Danmark uafbrudt i 5 år eller mere, gjaldt andre bestemmelser. Hvis der var tale om fattighjælp i en arbejdsløshedsperiode, blev den udenlandske statsborger simpelthen udvist til sit hjemland hellere end man bekostede fattighjælp på ham. Ved alvorlig sygdom der medførte lægebehandling eller hospitalsindlæggelse, skred man ikke til udvisning, men lod det sogn, i hvilket arbejderen var blevet syg, betale. Atter var der ikke tale om at hospitalsregningen skulle betales, men ikke tilbagebetalt fattighjælp gjorde, at man ikke kunne få statsborgerskab, hvis man senere skulle få trang til at erhverve et sådant. Gælden kunne selvfølgelig også eftergives af den myndighed, som den udenlandske arbejder skyldte pengene til.
Ved arbejdsløshedsperioder var fæstningsarbejderen altså henvist til det offentliges nåde og barmhjertighed. Anderledes forholdt det sig med sygdom og arbejdsulykker, idet de private sygekasser og ulykkesforsikringer, der var blevet oprettet i forbindelse med arbejdets start, spændte et vist sikkerhedsnet ud under fæstningsarbejderen. Han var altså i tilfælde af hospitalsindlæggelse eller sygdom ikke henvist til at ansøge det offentlige om hjælp. For sygekassen, af hvilken medlemskab var obligatorisk, skulle arbejderen betale et ugentligt beløb af 25 øre, som hans arbejdsgiver, der ifølge vedtægterne for sygekassen var kasserer for denne, fratrak hans løn før udbetalingen.
Der blev trykt 2000 eksemplarer af sygekassens vedtægter, så arbejderen kunne få et eksemplar af disse. Bestyrelsen for sygekassen bestod ifølge vedtægterne af en repræsentant for 4. ingeniørdirektion, en repræsentant for entreprenøren og en repræsentant for arbejderne. For dette beløb fik arbejderen dækket udgifterne til læge og hospitalshjælp samt medicin. Desuden fik arbejderen betalt et beløb af 1 kr. om dagen i understøttelse. Dette gjaldt dog ikke, hvis sygeperioden var længere end seks dage, i hvilke tilfælde han også fik udbetalt understøttelse for de første seks dage.
I modsat fald fik arbejderen ingen understøttelse. Disse rettigheder bibeholdt arbejderen i 12 uger fra sygdommens begyndelse, hvorefter det offentlige måtte tage over. I alle sager gjaldt det , at der skulle præsenteres attest fra sygekassens læge, i dette tilfælde læge Carl Petersen i Glostrup. Hvis der var tale om et ulykkestilfælde, dækkede ulykkesforsikringen udgifterne til lægehjælp samt understøttelse osv. Hvis det som følge af ulykkestilfælde var nødvendigt med hospitalsindlæggelse, ydede sygekassen fri hospitalshjælp samt et dagligt beløb af 50 øre til den tilskadekomne arbejder. I dette tilfælde tilfalder den daglige understøttelse på 1 kr., som arbejderen er berettiget til fra ulykkesforsikringen ifølge dennes bestemmelser, sygekassen.
Når arbejderen forlader arbejdspladsen, har han intet krav på sygekassen. Ligeledes dækker sygekassen ikke i tilfælde af sygdom som følge af delirium, gonorre eller syfilis. Ved dødstilfælde yder sygekassen begravelseshjælp på 30 kr., hvilket er 2/3 af udgifterne til en jordefærd på dette tidspunkt. Denne sidste bestemmelse fører på et tidspunkt til en strid mellem sygekassen og Glostrup Sogneråd. I maj 1891 dør en arbejder Jens Nielsen, der har logi hos formand Anders Christensen på Hvissinge mark, på Kommunehospitalet i København af en alkoholrelateret sygdom. Glostrup Sogneråd bekoster begravelsen af den døde fortarbejder til en samlet pris af 46 kr.
Derpå henvender Glostrup Sogneråd sig til sygekassen for at få udbetalt begravelseshjælpen på 30 kr., men da sygdommen var alkoholrelateret, vil sygekassen ikke betale.
Glostrup Sogneråd gør bestyrelsen af sygekassen opmærksom på, at der i bestemmelsen om begravelseshjælp ikke er taget forbehold for dødsfald som følge af alkoholmisbrug. Sygekassens bestyrelse indrømmer efter konsultation med kammeradvokaten dette, og ser sig nødsaget til at udbetale begravelseshjælpen til Glostrup Sogneråd. Bestemmelsen bliver herefter ændret.
Ulykkesforsikringen som entreprenøren ifølge kontrakten om arbejdet er forpligtet til at tegne, yder i tilfælde af død som følge af ulykkestilfælde 1000 kr. og i tilfælde af invaliditet 2000 kr. som et engangsbeløb til den skadelidte eller dennes efterladte. Endvidere udbetales der understøttelse til den tilskadekomne arbejder på 1 kr. i 10 uger. Transport af tilskadekomne arbejdere til læge eller sygehus sker, hvis de ikke kan gå selv, med hestevogn. Da Frantz August Svensson d. 16-6-1889 bliver stukket ned i købmand Alfastsens hus i Brøndbyøster, henter gendarmerne en hestevogn, som de transporterer ham til læge Petersen i Glostrup med. De når desværre ikke frem, før Svensson er afgået ved døden. En anden transport pr. hestevogn finder sted fra husmand Madsens hus på Islemark, da to fortarbejdere Ole Lysel og Niels Nielsen, der er blevet kulilteforgiftet, efter lægens ordre skal indlægges på sygehus i København. Ifølge en artikel i Socialdemokraten den 26. januar 1889 kommer de først til Blegdamshospitalet, hvor de bliver afvist som patienter, fordi hospitalet kun optager patienter med smitsomme sygdomme. Derefter fortsætter vognen til Skt. Johannes hospital, hvor vognen igen bliver afvist. Tredje gang ved Amtssygehuset i Ryesgade bliver de to fortarbejdere igen afvist, til trods for at politiassistent Rantzau fra Fælledvejens Politistation griber ind i sagen. Først 4. gang ved Frederiks Hospital slippes de to forgiftede fortarbejdere ind som patienter. Socialdemokraten er dels oprørt over at disse forhold bydes syge mennesker, dels over at man ikke sørger for, at alle disse fortarbejdere har ordentlig lægehjælp. Dette bringes yderligere i relief af, at det ikke er sygekassens egen læge, der yder førstehjælp, men derimod en tilkaldt læge fra Herlev.