Andre tilbud

Barselsgrupper

I Rødovre Kommune tilbyder vi Barselsgrupper.

En barselsgruppe består af 6 mødre/fædre og børn på ca. samme alder fra dit lokalområde, som mødes på skift hos hinanden. Sundhedsplejersken sammensætter barselsgruppen og sender en invitation i e-Boks med tidspunkt og mødested. Første gang I mødes vil der være en sundhedsplejerske til stede.

Ideen bag barselsgrupper er, at gruppen følger barnet, hvilket betyder, at fædrene har mulighed for at deltage i gruppen på et givent tidspunkt.

Hvordan bliver barselsgruppen god?

  • Når I lytter til hinanden
  • Når I respekterer hinandens forskelligheder og behov
  • Når I møder op hver gang eller melder afbud
  • Når I opfatter det, der tales om i gruppen, som fortroligt
  • Når I mødes hyppigt, fx en gang om ugen
  • Når I gør ting sammen og bruger hinanden udenfor gruppen

 

Ung Mødregruppe

I Rødovre Kommune tilbyder vi Ung Mødregruppe til unge mødre (op til 22 år) og deres børn.

Mødregruppen giver dig mulighed for at møde andre mødre med børn, social hygge og sparring med en sundhedsplejerske. Der vil være lejlighed til at drøfte erfaringer og behov, samt diskutere emner, der vedrører barnet, og I kan få mulighed for at bruge hinandens og sundhedsplejerskens ressourcer.

Ung Mødregruppe mødes onsdage i lige uger kl.10.30-12.30 i Rødovre Sundhedscenter på adressen Else Sørensens Vej 1. 

 

Forældretrivsel, Fødselssamarbejdet

Sundhedsplejersken har fokus på, hvordan I trives i jeres nye roller som forældre. I 2 mdr. besøget bliver alle tilbudt screening for fødselsdepression. Dette gøres ved hjælp af spørgeskemaerne EPDS og Gotland. Svarene danner grundlag for en samtale om, hvad der fylder for jer som forældre.

For mange familier kan en graviditet, en fødsel eller en barselsperiode blive en svær tid. Det kan vise sig ved fx.:

  • Humørsvingninger
  • Nedtrykthed
  • Sorg
  • Depression
  • Parforholdsproblemer
  • Vanskeligheder i relation til barnet

Problemerne kan blive så uoverskuelige, at der er behov for professionel hjælp.

I Rødovre Kommune har vi mulighed for at henvise til Fødselssamarbejdet. Et tilbud om støtte i en vanskelig situation i form af samtaler, rådgivning eller anden hjælp fra personer, der har erfaring med at give støtte i forbindelse med graviditets-, fødsels- og spædbarnsproblemer. Til samarbejdet er knyttet et antal rådgivere, sundhedsplejesker, læger, familiebehandlere, psykologer og jordemødre.

Henvisning til Fødselssamarbejdet kan ske ved at I henvender jer til psykolog Tanja Bundgaard Hansen på tlf: 36377463 eller via egen læge, jordemoder, sundhedsplejerske, rådgiver eller psykolog.

 

Tryghedscirklen (COS-P)

I Rødovre Kommune tilbyder vi løbende kurser i forældreprogrammet Tryghedscirklen. Det er et forløb over 8 mødegange á 2 timer.

Som forældre kan vi ind imellem føle os usikre på, hvad vores barn har brug for, og hvordan vi i hverdagen tackler svære situationer. Forestil jer hvordan det vil føles, hvis I er i stand til at forstå, hvad jeres barn i virkeligheden beder jer om. Tryghedscirklen er baseret på forskning om, hvordan forældre-barn-relationen kan understøttes og styrkes.

Ved at bruge forældreprogrammet Tryghedscirklen understøttes I som forældre til at:

  • Forstå: Jeres barns følelsesverden ved at lære at læse følelsesmæssige behov
  • Støtte: Jeres barns evne til at håndtere alle slags følelser
  • Støtte: Udviklingen af Jeres barns selvværd
  • Styrke: Jeres rolle som forældre

Henvisning sker via egen sundhedsplejerske. 

 

Marte Meo

Marte Meo er en videobaseret vejledningsmetode, som er meget konkret og løsningsorienteret. Metoden tager udgangspunkt i de ressourcer, som i forvejen er til stede i familien. Forløbet er individuelt og foregår ca hver 14. dag i eget hjem over en kortere eller længere periode.

Hvis I kan genkende nogle af følgende situationer:

  • I synes, det er svært at få jeres barn til at spise, og stemningen ved måltidet bliver dårlig
  • I oplever, at I bruger meget tid på at skælde ud, og at det er svært at få jeres barn til at høre efter
  • I synes, at jeres barn græder meget
  • I finder det svært at putte jeres barn
  • I oplever, at jeres børn skændes ofte og driller hinanden
  • I synes ikke, at jeres barn kan finde ud af at lege selv
  • I oplever, at jeres barn er pjevset og vil hjælpes med alting, selvom I ved, at det godt kan selv
  • Eller noget helt andet, som I synes, der er vanskeligt sammen med jeres barn.

Hvis I kunne tænke jer, at det skal være anderledes, så kan Marte Meo måske være noget for jer.

Henvisning sker via egen sundhedsplejerske. 

 

Fars Legestue

Et tilbud til fædre og deres børn i alderen 0-3 år og som har lyst til at møde andre fædre til leg og tumletid med deres børn. Fars Legestue foregår hver onsdag fra 12.10 til 14.30 på Islev bibliotek og kræver ingen tilmelding. Læs mere her.