Hvis du skal have bøjle

Inden du får din bøjle tager vi aftryk af dine tænder, vi tager røntgenbilleder og almindelige fotos af dine tænder og dit ansigt. Materialet skal bruges til at finde ud af, hvilken type bøjle, der er bedst for dig.

Ved næste besøg vil du få fortalt, hvilken type bøjle du skal have. Her er det vigtigt, at dine forældre er med. 

Hvilken bøjle?

Vi tilbyder altid den bøjle, som er bedst for netop dine tænder.

Neden for kan du læse om forskellige slags bøjler.

Fast bøjle bruges blandt andet, når der er brug for at rykke tænderne i forhold til hinanden, for at få det rigtige bid og/eller skabe plads til alle tænder.

Den faste bøjle sidder med specielle elastikker på små ”knapper”, der er sat fast på tænderne.

Aftagelige bøjler bruges for eksempel til at rette kæbestillingen ved for smal gane eller overbid.

Det er nødvendigt at tage et aftryk af dine tænder for at lave en løs bøjle. Aftrykket bruges til at støbe en gipsmodel, som bøjlen laves på

Mund med bøjle på tænderne
Du kan selv vælge farve på dine elastikker
En bøjle
Du vælger selv din bøjles farve

Ekspansionsplade

Ekspansionspladen er en bøjle, der bruges til at rette krydsbid ved for smal gane.

Bøjlen bruges hele tiden. For at udvide ganen, skal man skrue med en lille ”nøgle” 1 - 2 gange om ugen.

Aktivator

Aktivator er en bøjle, der blandt andet bruges til behandling af overbid.

Bøjlen bruges hver nat og minimum 2 – 4 timer hver dag.

Venteliste

Dit barn/du er tidligere blevet set af Tandplejens specialtandlæge for en vurdering af tandstillingen og evt. behov for tandreguleringsbehandling.
I blev på daværende tidspunkt informeret om, at jeres barn vil blive indkaldt på Tandreguleringsklinikken for at få lavet analysemateriale (røntgenbilleder, fotos og modeller af tænderne) og dernæst blive inviteret til en samtale sammen med dit barn, hvor en status på tandstillingen og tilbud om behandling præsenteres og gennemgås.
Dit barn er ikke glemt og skal nok få sin behandling, men vi har desværre en venteliste, som er blevet yderligere forlænget grundet Covid-19 situationen.
Nogle patienter haster mere end andre i forhold til problemet med tandstillingen og igangsættelsen af behandling, så derfor sker der løbende en prioritering.

Vi beklager ventetiden, vi gør, hvad vi kan for at nedbringe den.

Vi vil gøre opmærksom på muligheden for ’frit valg af tandpleje’ som gælder det samlede tandplejetilbud. Kommunalt tilskud til tandreguleringsbehandling ydes på baggrund af den pris, som kommunen selv kan udføre den pågældende behandling for, der vil derfor oftest være en egenbetaling. Tilknytning til denne ordning kræver der laves en kontrkt. Kontakt venligst tandplejen for mere info.