Vejledning til henvisning af patienter til Specialtandpleje
Hvem kan henvises
Specialtandpleje er et tilbud om tandpleje til udviklingshæmmede, kronisk psykisk syge mv., der på grund af deres funktionsnedsættelse har svært ved eller som slet ikke kan benytte tandpleje hos praktiserende tandlæge. Det kan være i længere perioder eller permanent.
Ved en psykisk lidelse forstås i denne sammenhæng en kronisk svært invaliderende sindslidelse – oftest en psykose. Henvisning alene på grund af angsttilstande f.eks. tandlægeangst eller fobier modtages ikke og henvisning som er begrundet, i borgerens økonomiske forhold bliver afvist. Det er en nødvendig men ikke tilstrækkelig grund til henvisning, at borgeren har en væsentlig funktionsnedsættelse, der gør vedkommende afhængig af andres hjælp, f.eks. til ledsagelse og overholdelse af aftaler men det er tillige en nødvendig forudsætning at borgeren pga. sin funktionsnedsættelse har svært ved eller slet ikke kan benytte tandpleje hos praktiserende tandlæge.
Hvem kan henvise
Henvisning modtages fra de socialpædagogiske eller psykiatriske behandlingsmæssige tilbud som borgeren er tilknyttet, og fra praktiserende læge/speciallæge eller praktiserende tandlæge. Henvisning kan således ske fra socialpædagogisk botilbud, dagcenter, distriktspsykiatrisk center, psykiatrisk hospitalsafdeling mv. Det forudsættes, at henvisning sker af en fagperson som har kendskab til borgerens funktionsnedsættelse - hospitalslæge, sygeplejerske eller socialpædagogisk leder. Personkreds, visitation og indhold i tilbuddet findes i Sundhedsstyrelsens vejledning.