Artillerimagasinet er bygget som en garage til kanoner.
På Vestvolden havde man ikke i fredstid kanonerne stående klar til skud på voldens kanonstandpladser. Størstedelen af de kanoner, der skulle bruges til at sætte volden i krigsklar stand, blev opbevaret på tøjhuset i København.
Ni steder, fordelt langs volden var der bygget magasiner, så man i fredstid kunne opbevare en del af de største kanonerne, i nærheden af batterierne. På den måde kunne man hurtigt armere batterierne i tilfælde af et overraskelsesangreb, og kanonerne var klar til brug i forbindelse med øvelser.
Magasinerne blev bygget i to størrelser
5 stykker med plads til 4 kanoner og 1600 projektiler.
4 stykker med plads til 8 kanoner og 3200 projektiler.Magasinerne blev opført i 1889 - 1890.
Magasinet i Rødovre er af den store type og placerede ved punkt XIII.
Bygningen opføres af bindingsværk på et betonfundament, med brolægning udenom. Sådan starter den beskrivelse som ingeniørdirektionen laver da arbejdet bliver udbudt, til entreprenørerne.
Derefter beskriver den, hvilke størelse bindingsværket skal have lige fra port stolperne i 8 x 8 tommer over 10 tommer zinktagrender til stormlægter på 2½ x 1½ tommer.
Magasinet er en ca. 300 m2 bindingsværk konstruktion, udvendig beklædt med galvaniseret rhinsk bølgeblik no. 24. I bygningens nordlige ende indrettes 2 rum med hylder til granater.
I fronten mod voldgaden blev der monteret 8 store revleporte og bag ved dem ventede kanonerne på at der blev brug for dem." Under 1 verdenskrig måtte man rykke lidt sammen da der, der udover og skulle være plads til en projektør karre og en kabel karre til den lysstation man lavede lige syd for magasinet."
Til sidst slutter den af med
Til bygningen leveres
En 7 alen lang høvlet og malet stige med 1½ x 3 tommer vanger og 2 tommer trin samt jernspidser forneden.
En 8 alen lang brandhage af den af Københavns brandvæsen foreskrevne form og beskaffenhed.
2 stk. brandspande af den af Københavns brandvæsen foreskrevne form og beskaffenhed.
Til disse sagers ophængning anbringes de fornødne knager.
Magasinbygningen ved voldgaden i Rødovre er en rekonstruktion, der er blevet udført i 1996 af Rødovre Kommunes "Projekt Vestvolden". Den oprindelige magasinbygning blev revet ned i 1963, da størstedelen af volden overgik til at være et rekreativt område.
Bygningen danner i dag ramme om den formidling som Projekt Vestvolden prøver at lave, ved at holde huset åbent og fortælle historien om volden.