Et besøg ved voldgraven en varm sommerdag vil hurtigt overbevise om, at der er et spændende og rigt dyreliv, ganske tæt på forstadsmiljøet. Forskellige arter af guldsmede bevæger sig som levende helikoptere i hurtig flugt hen over vandoverfladen, hvor skøjteløberne gennemsøger området for dyr, der er blevet fanget i vandhinden. Ofte ses også tusindvis af små frøer, der er på vej op af voldgraven for at finde nye vandområder at kolonisere, med de problemer for ens færden det medfører.
Hvis man har et lille net med sig, kan man få indblik i det krible-krableri af liv, der foregår under vandoverfladen af krebsdyr, insekter, snegle og padder.
Vestvolden har også et rigt fugleliv langs bredderne af voldgraven, ofte flygter andefuglene dog, hvis man ikke er forsigtig, da de ikke er så vant til fodring som i parker og offentlige anlæg. Mange spurvefugle og andre småfugle kan ses opholde sig i vegetationen på voldgravsskråningerne, og også fiskehejre er der rimelig stor chance for at iagttage. En af de mest almindelige fugle er dog husskaderne, der kan finde på at plyndre småfuglenes reder. De er også hyppige i de tilstødende villakvarterer.