Vestvolden ligger idag hen som et tilsyneladende helt tilfældigt opgroet vildnis mellem de fredede arealer på Avedøre Holme og Utterslev Mose. Idag fungerer det tildels som en slags korridor mellem de grønne områder på Vestegnen, hvad det forhåbentligt også i fremtiden vil gøre. Ved nærmere eftersyn vil man dog hurtigt opdage, at det på mange punkter afviger fra det tilfældigt opvoksede skovkrat i en storbys omegn.
Oprindelig beplantning:
Vestvoldens skrænter og forterræn blev oprindelig beplantet ud fra militære hensyn. Formålet var sløring af de militære anlæg og troppebevægelser, sikring mod jordskred, besværliggørelse af angreb samt anvendelse som materiale.
Gravearbejdet var endnu ikke slut, før man var i gang med forberedelserne til beplantningen. Kalk fra sprængningerne mellem kaponiere 13 og 14 blev opmagasineret langs voldgaden. Lokale planteskoler blev anlagt. Råd om den rigtige gødningsfremstilling og egnede frø og plantetyper blev indhentet fra autoriteterne. Der blev sendt følere ud om plantekøb til både ind- og udland, da det hurtigt blev klart, at der var problemer med at skaffe nok af de rigtige træ- og græstyper. Også militærlejrenes og ikke mindst officerernes lysthuse skulle bringes i orden.
I forterrænet uden for volden plantede man en tjørnehæk. Inden for denne i den nordlige del yderligere et par rækker tjørne, der bevidst ikke var parallelle med volden. Det samme gjaldt de 3 rækker træer, man i hele Vestvoldens længde plantede inden for tjørnehækken. Det var fortrinsvis elm, ask, ahorn og kastanie, lidt røn visse steder pil og el, der blev plantet. Der blev undertiden plantet buskads imellem. Nogle steder blev der suppleret med et par rækker ontarisk poppel. Desuden sattes der visse steder trærækker på tværs for at maskere kaponierne. Mellem kaponiere 17 og 21 (Dæmning til oversvømmelse) plantede man dog ikke trærækker.
Nogle steder langs den indre kant af den dækkede vej blev der plantet seljerøn, lind, elm og ahorn. Ellers blev både den ydre og den indre gravskråning tilplantet med brombær, roser og tjørn.
På vandbærmene blev der plantet havtorn ( pil på de sydligste fronter) klippet som hæk. På det udvidede terrain ved kaponiererne samt ved tilførselsveje til militærbroer blev plantet poppel og pil for at sløre kaponierer og troppebevægelser, ved enkelte kaponierer dog for stolpernes skyld.
Landbærmen, området mellem gravskråningen og ydre voldskråning, blev yderst beplantet med 1-2 rækker tjørn i form af en hæk og indenfor denne med 1-6 rækker træer, især lind, elm, ahorn og seljerøn, men også falsk akacie ( robinie ). Særlig bred var beplantningen ved det udvidede terrain ved kaponierene, hvor der også blev plantet pil, poppel eller gran. På den ydre voldskråning plantede man hyld og pil.
For alle disse beplantninger på indersiden af kanalen gjaldt, at de ikke måtte overstige voldkronen med mere end 1/2m af hensyn til artilleriet. Det gjaldt iøvrigt for alt bevoksningen at det skulle sløre og kamouflere for fjenden men helst ikke fjenden. De fleste af træerne og buskadset var i øvrigt tænkt fældet i tilfælde af mobilisering og brugt som forhugst og andet forhindringsmateriale, mens stammerne tænktes brugt til opbinding af ståltråd. Krattet på gravskråningerne tænktes dog bibeholdt i det mindste på den indre gravskråning, som værn mod angreb med stormbroer.
Voldkronen og den indre voldskråning blev tilsået med græs. På begge sider af voldgaden blev plantet en række træer: lind, elm, seljerøn, ahorn og enkelte kastanier samt på de nordligste dele af fronten frugttræer. Desuden blev diverse arealer bag voldgaden tilplantet dels med voldgadetræerne, dels med pil samt med gran.
Særlige æstetiske hensyn blev taget ved vejgennembrudene gennem Vestvolden. Her lagde man vægt på at plante sorter, som man syntes var flotte, f.eks. pyramideelm i stedet for de sorter man normalt brugte.
I tiden frem til 1. Verdenskrig var der bestandigt diskussioner om det hensigtsmæssige i beplantningen af Vestvolden. Artilleriet fandt det utroligt besværligt i deres træning, og mente det nok ville gøre mere skade end gavn i en krigssituation. Nogle ville endog have voldtræerne fældet. Militærledelsen valgte dog at fastholde beplantnigen. Ved mobiliseringen under 1. Verdenskrig valgte man dog at kappe endnu mere end oprindeligt planlagt og hovedsagligt at basere forhindringerne på pigtråd.
Allerede før Verdenskrigen var det besluttet at nedlægge Vestvolden som aktivt forsvarsanlæg i 1922, så hurtigt efter krigen blev det nedprioriteret til kaserneområde, oplægningsplads og træningsområde. Voldområdets beplantning fik derfor lov at passe sig selv, dog var der høslet af græsarealer til 1930. København laver park på sin del i 1930´erne. Fra 1964 ved de lokale kommuners overtagelse af plejepligten, blev det meste og efterhånden næsten det hele offentligt tilgængeligt. I 1994 bliver volden fredet. Fra 1996 bliver der fældet på et område i Rødovre for at fremhæve det militærhistoriske perspektiv. Plejeplan for Vestvolden blev vedtaget 1999.
Idag er området stadig præget af de træer og buske, man i sin tid plantede, men andre er kommet til. og nogle er forsvundet eller vokser på helt andre steder på volden. Hylden er stort set forsvundet, robinie findes kun i et enkelt område og sandtjørnen vokser alle andre steder på volden end vandbærmen, især på forterrænet samt på solrige steder på Voldkronen. Man kan mange steder stadig se spor af det oprindelige beplantningsmønster. Men iøvrigt er mønstret, at træer og buske har spredt sig til områder, hvor de ikke tidligere har været, også til den indre voldskråning, der tidligere var græsklædt. Der vokser idag udover tjørn mange andre træer på gravskråningerne, mens roserne næsten er forsvundet, og brombærrene mest findes på vestsiden.
Mange nye træer og buske er også kommet til. Mest markant er nok det store indslag af spidsløn og fuglekirsebær, men der er også mange birk, en del navr samt meget andet. Eg er der kun enkelte af og bøg kun som få spæde opvækstplanter. Af krat er det udover brombær især dunet gedeblad, snebær og liguster, der dominerer. Meget andet findes forskellige steder langs Vestvolden, f.eks. skovranke, kornelarter, hindbær, slåen, bærmispel m.m.
Urter findes der selvfølgelig en masse af, præget af den lerede og for det meste kalkrige jord, kanalen og de omgivende haver m.v.. Der findes store områder med mosser , skvalderkål, lundrapgræs og skovjordbær, men også vinca dominerer mange steder. Sjældne arter som orkideen ægbladet fliglæbe findes også. Om foråret lyser de mange hulkravet kodriver op.
I voldgraven er der mange gule åkander, og dunhamre på fladvandede områder, men ellers er det meget præget af diverse flydende arter. Der er dog hist og her mange andre arter, især nær bredden og på fladvandede områder.
Vestvolden er mange steder stærkt præget af sine omgivelser. Tidligere og nuværende kolonihaver præger bevoksningen mange steder. Et større område er f.eks. domineret af lupiner efterfulgt af gyldenris. Også på anden måde har nutiden sat sit præg på området. Der sker fældning af beplantningen eller udtyndning nogle steder. At elmen har været et af de helt dominerede træer får også betydning, nu da elmesygen florerer. Området er meget præget af døde og døende elme, som man har valgt at fælde. Det er medvirkende til, at der kommer meget mere lys til skovbunden med en masse opvækst og ændrede arter på skovbunden til følge. Der må derfor nok mange steder forventes ændringer i den flora/fauna, der er kommet til i de år hvor, træerne fik lov at vokse sig store og skov/buskads bredte sig.
Vestvoldsområdet må idag betragtes som et område som er stærkt præget af sin oprindelige militære beplantning. Dels er mange af de oprindelige træarter stadig tilbage, tildels på de områder hvor de blev plantet. Men også ved det præg de sammen med den ler- og kalkrige jord har haft på den senere udvikling. Mange af de planter, svampe og dyr man ville forvente er dog endnu ikke kommet, hvilket nok til dels skyldes et spredningsproblem. Der er og især har været langt til anden skov. Meget langt til lignende skov.
Den nuværende tilgroede fase tog først sin begyndelse for ca. 70 år siden. Nu er en ny fase indledt, hvor vægten på de rekreative formål bliver vægtet højt, og hvor der derfor fældes eller udtyndes flere steder, samtidig med at de dominerende elmetræer går ud. Samtidig er det meningen at Vestvolden skal fungere som grøn spredningskorridor, hvilket der stadig kan gøres meget for at gøre mere effektivt. Vestvoldens fremtid er meget uafklaret. Meget vil afhænge af hvordan den plejeplan der vedtoges i 1999 forvaltes.