Aftale om kommunernes økonomi presser Rødovre

09/06-2022

Både velfærden og investeringer i anlæg, for eksempel nyt byggeri, bliver presset af den aftale om kommunernes økonomi, som KL og regeringen har indgået.

”Rødovres økonomi er i forvejen presset fra flere sider, og med aftalen mellem KL og regeringen strammer det yderligere til. Det kommer til at kunne mærkes mange steder, både fordi vi får sværere ved at sætte de planer i værk, som allerede er besluttet, og fordi der knap er økonomi til det allermest nødvendige i næste års budget,” siger Rødovres borgmester Britt Jensen.

Samme budskab lyder fra KL, hvor formand Martin Damm betegner aftalen som en ”kriseaftale”.

”Vi står midt i et markant skifte i dansk økonomi. Vi har den højeste inflation i 35 år, og råderummet er stærkt begrænset som følge af krigen i Ukraine og det nationale kompromis på forsvarsområdet, som er indgået af en bred kreds af partier. Det har stor betydning for den økonomiaftale, vi netop har indgået, og det vil kunne mærkes på vores fælles velfærd,” siger Martin Damm i en pressemeddelelse fra KL.

Aftalen betyder, at der bliver færre penge til anlæg i kommunerne i 2023. Det handler både om nybyggerier, renoveringer og andre byggearbejder.

”Vi får færre penge, mens priserne galopperer af sted. Det gælder både byggematerialer, håndværkere og stort set alt andet, som har med byggeri at gøre. Det er desværre et ret enkelt regnestykke på den måde, at vi ikke kan alt det, vi gerne vil,” siger Britt Jensen. 

Rammer også velfærden

Økonomien i aftalen følger med den generelle befolkningsudvikling, altså at der kommer flere børn og flere ældre, og det sætter en ekstra klemme på Rødovres økonomi. Det skyldes, at Rødovre er en af de kommuner, hvor befolkningen vokser mere end gennemsnittet. Aftalen dækker med andre ikke de udgifter, som væksten fører med sig.

Samtidig har regeringen afvist kommunernes ønske om et løft til økonomien på det specialiserede socialområde, hvor udgifterne de seneste år er vokset i hele landet. Hvis den høje service til udsatte børn, unge og voksne skal fastholdes, kræver det derfor, at pengene findes andre steder. 

Begge dele presser økonomien yderligere, især i en kommune som Rødovre med et højt serviceniveau, hvor der senest er besluttet klasselofter på 24 elever i skolerne, ekstra rengøring til ældre og minimumsnormeringer i dagtilbud. ”Aftalen udfordrer vores økonomi, og det betyder, at vi skal ud i nogle svære overvejelser for bare at få enderne til at nå sammen. Alle vil gerne holde fast på den kvalitet, borgerne i Rødovre kender, men det bliver et svært regnestykke,” siger Britt Jensen med henvisning til forhandlingerne om budgettet for 2023.

Rødovre Kommunes budget for 2023 skal vedtages på Kommunalbestyrelsens møde den 4. oktober.