Bliv teknologimester i Rødovre Centrum – og vær med til at bygge en ny bydel
16/04-2024
Børn og voksne kan de kommende to måneder lege med alt fra LEGO over green screen til arkadespil på festpladsen i Rødovre Centrum. På den måde bliver de klogere på den verden, vi lever i, og så kan de endda være med til at sætte deres præg på Rødovres nye bydel, Gartnerbyen.
TekX, som er Rødovre Kommunes teknologi-eksperimentarium for børn og unge, flytter i den kommende tid ind på festpladsen i Rødovre Centrum. Den interaktive udstilling 'Our Children - Our Future' giver de besøgende i centret mulighed for at afprøve og lære af nogle af de teknologier, som TekX tilbyder, og selv om udstillingen er både spændende og sjov, er der også alvor bag.
”I Rødovre er TekX alle skolernes og alle børnenes indgang til en verden, hvor de bliver klædt på til en hverdag, hvor teknologi fylder utrolig meget. De leger og de undersøger. På den måde lærer de at forstå teknologi, de lærer at bruge teknologi som et redskab i kreative processer, og de opdager, hvordan de gør teknologien til en hjælper i hverdagen. Teknologien skal være til for os og ikke omvendt, og det bliver man god til, når man øver sig på det,” siger Britt Jensen, borgmester i Rødovre.
LÆS MERE: TekX - Rødovre Kommunes teknologi-eksperimentarium
Den sjove og interaktive udstilling inviterer gæsterne i Rødovre Centrum til at lege med. De kan prøve kræfter med old school arkademaskiner, forsøge at overleve lumske fælder i LIMBO, slippe kreativiteten løs og bygge med analog og digital LEGO, se forskellige robot- og kodningsteknologier og meget mere.
”Vores ambition er den samme, som når skoleklasser besøgerTekX. Uanset om de arbejder med greenscreen, gamle arkadespil, laserskærere eller digitale programmer, så skal de have det sjovt og opleve fællesskab i det kreative og skabe noget sammen. De skal om bag teknologierne, så de forstår dem og opdager, hvordan de bruger dem på en måde, som hjælper dem, og hvor de vælger teknologierne til, når det giver mening og hjælper dem,” siger Jesper Drachmann Jørgensen, som er leder af TekX.
Vær med til at bygge Rødovres nye bydel
En del af udstillingen handler om Aage Knudsens Strøg, som kommer til at præge Rødovres nye bydel, Gartnerbyen. Man kan læse mere om den nye bydel her. På udstillingen inviterer TekX og Kultur- og Fritidsforvaltningen gæsterne til at komme med deres ideer til, hvordan sådan et strøg bliver et godt sted at være for alle. Der er bygget en model af strøget i skala 1:40, hvor alle kan bygge løs i LEGO. Der er også mulighed for at lege med LEGOs digitale byggeprogram, LEGO Studio 2.0, som er et gratis 3D-design-program.
I Rødovre Centrum er marketingdirektør Charlotte Andersen begejstret for samarbejdet, som er det første af sin slags med Rødovre Kommune. Gæsterne i centret er vant til noget særligt, og det får de også med udstillingen. Rødovre Centrum har altid spillet en stor rolle i Rødovre, også ud over centrets egne rammer, og med udstillingen får borgerne i Rødovre mulighed for at komme med deres forslag til, hvordan en ny bymidte skal se ud.
”Rødovre er en by i rivende udvikling, og det er unikt, at vi kan skabe en udstilling, som på samme tid er sjov og lærerig, og som giver mulighed for at bygge med Rødovres nye bydel, Gartnerbyen. Det er jeg sikker på, at vores gæster tager godt imod sammen med alle de andre fascinerende aktiviteter på udstillingen. Og så bliver det jo sjovt at se, om det er idéerne fra Rødovre Centrum, som bliver til virkelighed bare nogle hundrede meter herfra om få år,” siger Charlotte Andersen.
Du kan læse mere om udstillingen på Rødovre Centrums hjemmeside.
FAKTA OM UDSTILLINGEN
Udstillingen er skabt i samarbejde mellem TekX, som er Rødovre Kommunes teknologieksperimentarium, og Rødovre Centrum. Den indeholder syv stande, som alle giver gæsterne mulighed for at afprøve og arbejde med forskellige teknologier som green screen, byggeprogrammer, arkadespil og meget mere.
Stand 1 – Byg fremtidens bæredygtige boliger
Elever i Rødovres skoler arbejder i byggeprogrammet LEGO Studio 2.0, som er et gratis 3D-design program. Her bygger de fremtidens bæredygtige boliger, og på udstillingen kan gæsterne prøve det samme.
Stand 1a – Byg din egen LEGO-model
Her kan gæsterne også arbejde med LEGO Studio 2.0. Man kan her designe sine helt egne LEGO-modeller fra bunden uafhængigt af, hvilke LEGO-klodser du fysisk har til rådighed.
Stand 2 – Kod computeren
De færreste af os har en klar idé om, hvordan en computer rent faktisk virker. Når de mindste børn i skolen skal arbejde med kodning og programmering, så begynder de eksempelvis med at lære og styre en simpel lille robot fra punkt A til B. Derfra stiger sværhedsgraden, og det kan gæsterne prøve kræfter med.
Stand 3 & 4 – Design din egen opfindelse
Der er mange måder at være kreativ på, og kreativitet kan komme til udtryk i forskellige former. Med produktionsteknologier, fx en laserskærer eller 3D-print, kan børn og unge tage deres kreativitet og skabertrang til nye højder, og på udstillingen kan alle lege med.
Stand 5 – Rejs til Mars eller en palmeø med Greenscreen
En greenscreen giver en sjov mulighed for at lave billeder og videooptagelser, der ser ud som om, at de er taget et helt andet sted end foran det grønne klæde. Gæsterne kan lave videohilsener fra fremmede destinationer, helt uden at forlade Rødovre Centrum. Kun fantasien sætter grænser.
Stand 6 – Old school arkadespil
Særligt i 1980’erne havde arkadespillene deres storhedstid med bl.a. ’Pac-Man’ og ’Donkey Kong’. På TekX lever de gamle arkadespil stadig, og når der er pause i undervisningsaktiviteterne, så kan børn og unge have det sjovt sammen i den lille spillehal, som i anledning af udstillingen er flyttet ind i Rødovre Centrum. Så kom og prøv kræfter med de gamle spil!
Stand 7 – Computerspil i undervisning
Computerspil i undervisningen lyder næsten for godt til at være sandt, men computerspillet LIMBO er et godt eksempel på et spil, som er virkelig spændende at arbejde med i undervisningen. Det kan gæsterne selv afprøve på udstillingen. LIMBO er med sit sort-hvide udtryk og sine lydeffekter med til at forstærke de farlige udfordringer, som hovedpersonen møder undervejs i spillet. Men ingen ved, hvor han er på vej hen og hvorfor. Spillet giver næsten flere spørgsmål end svar, og det er derfor mindst lige så interessant at arbejde med og analysere, som en bog ville være.