Demskov El vinder Rødovre Erhvervspris 2022

11/01-2023

Vækst, vilje til at tage socialt ansvar og vilje til at tage ansvar for uddannelse er nogle af de kvaliteter, som blev fremhævet, da Demskov El modtog Rødovre Erhvervspris 2022 ved et arrangement i Viften.

I sin tale ved overrækkelsen af Rødovre Erhvervspris 2022 fremhævede borgmester Britt Jensen især Demskov Els vilje til at tage et socialt ansvar, og hun fremhævede flere eksempler.

”Rødovre Kommunes jobcenter har bl.a. kørt en del forløb med virksomheden. Her har virksomheden udvist meget stor rummelighed i forhold til vores borgere, blandt andet de borgere, der er lidt længere væk fra arbejdsmarkedet. Der er gode eksempler på borgere, der har fået fast arbejde i virksomheden,” sagde Britt Jensen, som også er formand for Rødovre Erhvervsråd.

Demskov El har omkring 100 ansatte, og det var direktør og partner Henning Ljungstrøm, der modtog prisen. Overrækkelsen skulle egentlig have fundet sted den 1. november 2022, men arrangementet måtte flyttes på grund af Folketingsvalget, som blev afholdt netop den dag.

Det er ottende gang, Rødovre Erhvervspris uddeles, og der er en række kriterier, som spiller ind i udvælgelsen af modtageren, herunder:

  • En markant vækst - omsætning, indtjening eller medarbejdere
  • En særlig indsats for inklusion af socialt udsatte grupper
  • Nyskabende, f.eks. teknologisk eller ledelsesmæssigt
  • En særlig miljømæssig indsats
  • En særlig indsats i forhold til virksomhedens arkitektoniske fremtræden
  • En særlig indsats for lokalområdet, f.eks. støtte til lokale foreninger.

Derudover kan andre omstændigheder spille en rolle, og allerede nu kan man indstille virksomheder til Erhvervsprisen for 2023. Derfor opfordrer Britt Jensen til, at man bidrager med gode kandidater, hvis man kender en virksomhed, der gør sig fortjent.

”Erhvervsprisen er Rødovre Kommunes måde at rette projektøren hen på de mange kvaliteter, der kendetegner vores erhvervsliv. Prisen er en god måde at fortælle de mange positive historier om Rødovres erhvervsliv, og i sidste ende en hyldest til én virksomhed, som særligt skiller sig ud,” siger hun.

Indstillinger til Rødovre Erhvervspris 2023 kan sendes til Rødovre Kommune på digital post.