Friluftsbassinerne i Vestbad genåbner til sommer

28/02-2024

Badeglade børn og voksne på Vestegnen kan se frem til, at de igen kan bruge friluftsbassinerne i Vestbad til sommer. Bassinerne har været under restaurering, og de sidste udbedringer bliver sat i gang nu, så bassinerne igen kan åbne.

”Jeg er glad for, at der nu bliver sat et punktum, så vi igen kan åbne dørene til den kulturhistoriske perle, som Vestbad jo er. Personligt glæder jeg mig meget til igen at tage en kold dukkert på en varm sommerdag, og det ved jeg, at tusindvis af andre Brøndbyborgere også gør”, siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby Kommune, som driver Vestbad sammen med Rødovre Kommune.

I forbindelse med en restaurering af bassinerne blev der efter åbningen i 2020 konstateret fejl og mangler, som i sidste ende betød, at bassinerne var lukkede i 2022 og 2023. Sagen har kørt som en voldgiftssag med entreprenøren, og en nyligt indgået aftale mellem parterne betyder, at de sidste udbedringer kan sættes i gang, så bassinerne kan stå klar til sommer.

Efter planen afleverer entreprenøren de færdigt restaurerede bassiner 1. juni, og derefter skal alle systemer startes op efter den lange pause og testes grundigt, så vandet i bassinerne er helt klar til brug. Derfor håber de to kommuner bag Vestbad, at alting flasker sig, så badegæsterne kan hoppe i de udendørs bassiner i løbet af de første uger af juli. 

”Vi er nået frem til en god løsning, som først og fremmest baner vejen for, at alle de mange badegæster kan bruge hele Vestbad til sommer – indendørs og udendørs. Det er en løsning, vi har arbejdet hårdt for, og jeg er glad for, at alle er gået konstruktivt ind i forhandlingerne,” siger Britt Jensen, borgmester i Rødovre.

Arbejdet går i gang inden for de kommende uger, og det kommer til at sætte punktum for den samlede restaurering, som gik i gang i 2018.