Gamle kendinge bag gryderne i Viftens restaurant
27/08-2024
Restauranten i Rødovres Kulturhus Viften får snart nye forpagtere, som mange i Rødovre allerede kender for deres kulinariske ekspertise. Fra 1. oktober overtager den anerkendte kok Rasmus Lund Jonasson, kendt for det populære Espehus Kro, stedet. Han slår sig sammen med sin barndomsven og medforpagter, Birk Voss, der er et velkendt ansigt i Københavns restaurations- og vinbranche. Sammen vil de bringe klassiske smagsoplevelser og genoplive Viftens køkken.
"Jeg er utrolig glad for, at vi får Rasmus og hans hold som vores nye værter i Viftens restaurant. Vi kender dem for den gode mad og høje kvalitet på Espehus Kro, og jeg ved, at de vil gøre deres yderste for at leve op til det niveau i Viften," siger borgmester Britt Jensen.
Birk Voss, der med mange års erfaring altid sikrer, at gæsterne føler sig godt tilpas, ser sammen med Rasmus frem til at vise endnu flere i Rødovre, hvad de kan. Rasmus tilføjer:
"Viften og Espehus er blandt de mest attraktive beliggenheder i Rødovre, og vi har længe ønsket at imødekomme de ønsker, vi har hørt fra gæsterne på Espehus. Nu får vi muligheden med lokaler, der ligger i tilknytning til Rødovres kulturhus. Vi glæder os til at give gæsterne en smagsprøve, før vi åbner for fuldt blus, og vi har allerede planlagt nogle spændende pop up-arrangementer til september."
Pop up-arrangementerne kommer til at foregå i forbindelse med arrangementer i Viften i løbet af september. Detaljerne fremgår nederst i pressemeddelelsen.
Navnet er allerede på plads
Når dørene åbner den 1. oktober, vil det ske under et nyt navn, som er nøje udvalgt med stor omhu.
"Vi ønskede et navn, der både har en lokal forankring i Rødovre og en dybere historie. Selvom vi fandt inspiration hos flere stærke kvinder fra Rødovres historie, blev vi hele tiden draget tilbage til Alice. Alice er min makker Birk Voss’ bedstemor – et kærligt, omfavnende og varmt menneske, der har boet i Rødovre hele sit liv. Efter min egen mormor gik bort for nogle år siden, 'adopterede' Alice mig, og det vil vi gerne ære hende for," fortæller Rasmus Lund Jonasson.
’Alice’ vil byde på morgenanretninger og danske klassikere
Planerne for det kulinariske på stedet er også ved at falde på plads. Gæsterne på Espehus Kro har blandt andet efterspurgt muligheden for at nyde en god morgenmad, og det har været svært at håndtere på Espehus sammen med både smørrebrød og aftenmenuer. Med overtagelsen af restauranten i Viften udvider mulighederne sig dog.
"Ambitionen er, at gæsterne skal få morgenanretninger af bedste kvalitet lørdag og søndag. Derudover vil vi fokusere på det klassiske danske køkken. Ikke med store nyfortolkninger, men med et kompromisløst fokus på kvaliteten i retter som forloren hare eller sprængt kalvebryst. Vi tilføjer måske en enkelt detalje, hvis vi kan se, at det gør en forskel," siger Rasmus Lund Jonasson.
Alice i Rødovre åbner 1. oktober, med en reception, hvor gæsterne kan få en lille forsmag på stedet. Inden da vil der være flere små pop up-events, hvor madglade gæster kan tyvstarte bekendtskabet. Detaljer kan følges på blandt andet Rødovre Kommunes hjemmeside og Facebook.
Pop up-arrangementer med de nye forpagtere
Fredag den 13/9 i forbindelse med koncerten med Absolute Bowie, som er det største og mest succesfulde David Bowie tribute band i Storbritannien.
Lørdag den 21/9 i forbindelse med Letz Zep, som er et Led Zeppelin coverband.
Fredag den 27/9 i forbindelse med Ruben Søltoft stand-up.
Lørdag den 28/9 i forbindelse med Linda P. stand-up.