Hædrer Rødovre Kommune for uddannelsesindsats 

06/10-2023

Mere end hver femte af Rødovres unge søger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Det flotte tal skyldes en særligt målrettet indsats i kommunen, og det arbejde udløser nu Børne- og Undervisningsministeriets Falkepris.

”Rødovre går nye veje i vores uddannelsesvejledning for at gøre de unge nysgerrige på alle de muligheder, de har efter folkeskolen. Udviklingen af vejledningen er sket i et tæt samspil med de unge og vi ser nu, at det har haft en positiv effekt på interessen for erhvervsuddannelser. Derfor er jeg også utrolig glad og stolt over, at vi modtager Falkeprisen og den anerkendelse, prisen står for. Det er et kæmpe skulderklap til det store arbejde, som mange medarbejdere i samspil med de unge har lagt i indsatsen,” siger Rødovres borgmester Britt Jensen.

Falkeprisen gives til en kommune, som har gjort en særlig indsats for at øge søgningen til erhvervsuddannelserne direkte efter 9. og 10. klasse, og i begrundelsen for tildelingen af prisen skriver Børne- og Undervisningsministeriet:

Rødovre Kommune modtager prisen for deres indsats 'Åben vejledning'. Indsatsens formål er et opgør med, at individuel vejledning er øremærket elever, der foreløbigt ikke vurderes uddannelsesparate. Med 'Åben vejledning' er det ambitionen at skabe et åbent tilbud, hvor alle elever frivilligt kan henvende sig med ønske om individuel vejledning, når de har brug for det. 

”Danmark har brug for flere faglærte. Rødovre Kommune er et bevis på, at det kan lade sig gøre at vende udviklingen. At vi kan få flere til at tage en erhvervsuddannelse, hvis vi gør en ekstra indsats. Heldigvis er der mange kommuner, som gør netop dét, og jeg håber, at resten af landet vil lade sig inspirere af de rigtig gode erfaringer,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Styrker indsatserne yderligere

Mere end hver femte i Rødovre Kommune søger nu en erhvervsuddannelse direkte efter 9. og 10. klasse. Samtidig steg andelen af unge i Rødovre Kommune, der søger en erhvervsuddannelse som førsteprioritet direkte efter 9. og 10. klasse fra 17,6 procent i 2022 til 21,2 procent i 2023.

Bedømmelsesudvalget har blandt andet lagt vægt på, at Rødovres indsats kan være med til at udfordre og understøtte unges valg af ungdomsuddannelse og give dem blik for erhvervsuddannelserne som mulighed direkte efter 9. eller 10. klasse. For nylig er den indsats styrket yderligere med en partnerskabsaftale med DI Storkøbenhavn. Aftalen giver blandt andet bedre muligheder for, at eleverne kan komme på besøg i DIs medlemsvirksomheder og møde de medarbejdere, som har valgt netop de karriereveje, som erhvervsuddannelserne byder på.

”Vores velfærdssamfund har brug for, at flere vælger en erhvervsuddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi skaber gode muligheder for at se alle de muligheder, uddannelsesverdenen åbner for de unge. Det giver også de unge en bedre chance for at finde netop den vej i livet, de bliver glade for,” siger Britt Jensen.

FAKTA

Falkeprisen gives til en kommune, der har gjort en særlig indsats for at øge søgningen til Erhvervsuddannelserne. Prisen består i æren og et diplom. Vinderen udpeges af et bedømmelsesudvalg bestående af repræsentanter fra hhv. Kommunernes Landsforening, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Skolelederforeningen, Den kommunale ungeindsats, Erhvervsskolernes ElevOrganisation og Danske Skoleelever.

Læs mere om prisen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside