Institutioner sætter gang i legen

18/05-2022

Fire daginstitutioner sætter fokus på leg og bevægelsesglæde på kurser med DGI Storkøbenhavn. Målet er, at alle børn får gode og trygge oplevelser med leg og bevægelse og opnår motoriske færdigheder, som giver dem en god børnehave- og skolestart.

Aisha og Kasper på 4 år leger og har det sjovt, når de slår kolbøtter, hopper fra sten til sten og kravler i træer. Og samtidig træner de deres motoriske færdigheder, som er så afgørende for en god start på institutions- og skolelivet. For når Aisha og Kasper har styr på deres krop, og grundmotorikken er på plads, kan de fx nemmere koncentrere sig, sidde stille og modtage kollektive beskeder. 

Leg styrker børns udvikling

Personalet på de fire daginstitutioner Børnehuset Egegården, Børnehuset Elvergården, Børnehuset Solsikken og Børneinstitutionen Broparken har gennem de seneste måneder deltaget på pædagogiske dage med fokus på leg og bevægelse. Her har undervisere fra DGI Storkøbenhavn klædt personalet på til at arbejde mere reflekteret og videnbaseret med børnenes motoriske, fysiske, psykiske, kognitive og emotionelle udvikling. 

”Kropslig dannelse og bevægelsesglæde skal gerne grundlægges tidligt i livet. Og når daginstitutionerne arbejder systematisk og målrettet med handleplaner for leg og legens kvaliteter, sanser og motorik, så får vi bevægelsesglade, kropsligt dannede og motorisk veludviklede børn”, siger Anne Katrine F. Kaarsholm, projektleder og underviser i DGI Storkøbenhavn.

Udover de pædagogiske dage på de fire institutioner, har underviserne fra DGI Storkøbenhavn været ude på alle stuer på to legebesøg. Her leger børn, personale og undervisere sammen, og efterfølgende har personale og undervisere fælles refleksion og dialog om legenes kvaliteter og muligheder. Personalet får via indsatsen kompetencer i at understøtte børns forskellige behov og adfærd, så alle børn kan få gode og trygge oplevelser med leg og bevægelse.

Det gode børneliv

Mette Cetti Persson er leder af Børneinstitutionen Broparken. Hun fortæller, hvad kursusforløbet med DGI Storkøbenhavn har betydet: ”Vi har fået et fælles udgangspunkt for vores pædagogiske praksis i Broparken, som ligger rigtig godt i tråd med arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan. Leg og bevægelse bliver faktisk det grundlæggende middel til at nå målet med at skabe det gode børneliv for alle børn.” 

I kursusforløbet har personalet arbejdet med, hvordan de kan skrue på legenes aktiviteter og fokus. Om det fx er det sansemotoriske, det sociale eller det kognitive, der arbejdes med. Der er udarbejdet fælles legeskabeloner og stuehandleplaner for leg og bevægelse. Det betyder, at personalet via leg og bevægelse kommer hele vejen rundt om de pædagogiske mål. ”Vi har fået nogle gode, konkrete værktøjer, som understøtter vores arbejde med at give alle børn muligheder for at kunne deltage i gode lege- og børnefællesskaber”, uddyber Mette Cetti Persson.

Institutionens deltagelse i forløbet har også styrket fællesskabet i personalegruppen, som i forløbet er blevet blandet på kryds og tværs af stuer og afdelinger. ”Det fælles ståsted har betydet øget arbejdsglæde og fællesskab, og således styrker indsatsen med leg og bevægelse den sociale kapital i personalegruppen”, fortæller Mette Cetti Persson.

Børn og unge i forening

Et andet centralt mål med indsatsen er at introducere børnene for foreningstilbud, både i og efter institutionstid. Gennem foreningsaktiviteterne udvikler børnene deres kropslige færdigheder yderligere og grundlægger positive vaner for foreningsdeltagelse, idræt og bevægelsesaktiviteter. I Rødovre Kommune er foreningsdeltagelsen under landsgennemsnittet, og det betyder, at rigtig mange børn og unge misser muligheden for at være en del af et idrætsfællesskab.

Rødovre Kommune har, i samarbejde med DGI Storkøbenhavn, igangsat en storstilet indsats for at gøre op med den lave foreningsdeltagelse og vende udviklingen, så langt flere af kommunens borgere bliver en del af aktive foreningsfællesskaber. ”Og det starter med børnene”, siger Casper E. W. Licht, foreningskoordinator, Kultur- og Fritidsområdet, Rødovre Kommune, og fortsætter:    

”Endnu flere børn skal stifte bekendtskab med og have glæde af vores fantastiske, frivillige foreningsliv og deres idræts- og aktivitetstilbud. Flere foreninger har allerede meldt sig på banen og vil fremover tilbyde aktiviteter med idræt, leg og bevægelse for børn i institutionstiden.”

Rødovre vender udviklingen 

Rødovre Kommune har indgået en treårig partnerskabsaftale fra 2020-2023 med DGI Storkøbenhavn om at få flere børn og unge ind i foreningslivet. Kommunen har netop ansat en fritidsvejleder, som skal understøtte foreningernes arbejde med at rekruttere medlemmer og hjælpe børn og unge ind i foreningslivet. Desuden har kommunen støtteordninger til betaling af kontingent til foreninger og udstyr til udsatte børn og unge. Så der er for alvor sat gang i en positiv udvikling for idræts- og foreningslivet i Rødovre Kommune.  

FAKTA

’Børn og unge i forening’ er en fireårig partnerskabsaftale mellem Rødovre Kommune og DGI Storkøbenhavn. Aftalen løber fra 2020-2023. Det er målet, at flere børn og unge bliver medlemmer af de lokale idrætsforeninger i Rødovre Kommune. Der er særligt fokus på, at nå ud til inaktive og børn og unge i udsatte positioner og deres forældre. Partnerskabsaftalen fokuserer på tre temaer:

  1. Idræt for hele familien. Forenings- og idrætsudvikling med fokus på læring, trivsel og bevægelse for hele familien, hvor familiemedlemmer kan være aktive sammen.   
  2. Teenagefrafald. Indsatsen fokuserer på teenagere, særligt piger, og deres behov for fleksibilitet samt de motions- og trivselsfremmende kvaliteter i foreningslivet.
  3. Fysiske rammer for idrætten. Sigtet er at styrke rammerne for idræt og motion i bynær natur, byudviklingsområder og eksisterende idrætsfaciliteter.