Julemanden tænder juletræet 1. december

02/10-2023

Som altid kan børnene i Rødovre møde julemanden på Rådhuspladsen, når han den 1. december tænder juletræet. I år bliver der dog tonet ned for de øvrige aktiviteter. 

Fredag den 1. december skyder julemanden med hjælp fra børnene i Rødovre julen i gang på Rådhuspladsen med juletræstænding og underholdning.

”Jeg glæder mig som altid til juletræstændingen. Jeg ved, at mange børn og voksne er glade for at sætte julemåneden i gang på den måde, og jeg synes, det er en god start på en hyggelig måned,” siger borgmester Britt Jensen.

Ligesom kommunen resten af året er tilbageholdende på andre områder, så er arrangementet på Rådhuspladsen imidlertid også berørt. Julemarkedet med de mange boder er aflyst i år. Kommunen håber alligevel, at rigtig mange vil lægge vejen forbi Rådhuspladsen og støtte op om juletræstændingen, hilse på julemanden og opleve den hyggelige juleunderholdning på Rådhuspladsen.