Længere åbent for idrætten hen over sommeren
16/06-2022
Rødovre Kommune udvider åbningstiderne for en række idrætsfaciliteter hen over sommeren. Det imødekommer et ønske fra foreninger og klubber om bedre muligheder for en aktiv sommer.
”Coronakrisen har været hård ved idrætsforeningerne, og samtidig er der er pres på idrætsfaciliteterne i Rødovre. Derfor er jeg glad for, at vi kan give mere plads til de mange, som gerne vil dyrke deres idræt hen over sommeren,” siger Rødovres borgmester, Britt Jensen.
De udvidede åbningstider omfatter Rødovrehallen, Rødovre Skøjtehal 2, Rødovre Tennishal, Rødovre Stadionhal og Islevbadet, og det kommer de aktive i en række foreninger til at mærke. Ønsket om udvidede åbningstider kommer en række sportsgrene til gode, herunder floorball, tennis, håndbold og ishockey.
”Jo bedre muligheder for at dyrke sport i Rødovre, jo bedre muligheder har klubberne og foreningerne for at vende tilbage til mere normale tilstande, fastholde medlemmerne og tiltrække de frivillige, som er drivkraften i foreningslivet. Vi bestræber os på at give klubber og foreninger de muligheder, de har brug for, og det er ekstra vigtigt efter en periode med stilstand på grund af corona,” siger Lene Due, som er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
De udvidede åbningstider er et første skridt i en større indsats for idrætten i Rødovre. Rødovre Kommune er i gang med en handleplan for kommunens idrætspolitik. I den forbindelse er ønskerne om længere åbningstider kommet frem, og tiltagene for at udnytte kapaciteten i hallerne bedre på længere sigt indgår også i det videre arbejde med handleplanen.
”Vi fortsætter dialogen med idrætslivet, for selv om det er svært at imødekomme alle ønsker, så gør vi, hvad vi kan for at sikre gode rammer for foreningslivet i Rødovre. Klubberne og foreningerne er en puls, som er helt uundværlig for Rødovre, og vi vil strække os langt for at finde gode løsninger,” siger borgmester Britt Jensen.
FAKTA
For Rødovrehallen, Rødovre Stadionhal og Islevbadet vil de udvidede åbningstider gælde fra den 27. juni til den 5. august, hvor hallerne vil have åbent efter foreningernes behov.
Rødovre Tennishal er åben fra den 1. juni til den 26. juni og igen fra den 8. august til den 30. september. Hallen vil være åben i hverdagene fra kl. 15.00 - 21.00, mens den i weekenden vil have åbent fra kl. 9.00 - 15.00.
For Rødovre Skøjtehal 2 gælder de udvidede åbningstider fra den 1. juni til og med den 29. juli. I hele perioden vil der være åbent fra mandag til fredag fra kl. 15.00 til 21.00.
Tiderne er afstemt med idrætsforeningernes ønsker.