Michael Karlsen er ny socialdirektør i Rødovre

01/02-2023

En enig kommunalbestyrelse godkendte tirsdag aften ansættelsen af Michael Karlsen som ny direktør for Social- og Sundhedsforvaltningen i Rødovre Kommune. Han kommer fra en stilling som centerchef i Center for Børn og Familier i Hvidovre Kommune og overtager posten efter Henrik Abildtrup, som 1. december sidste år blev kommunaldirektør i Rødovre.

”Michael Karlsen kommer med stor erfaring fra socialområdet, og han har fokus på og erfaring med at finde løsninger sammen med borgere, medarbejdere og politikere. Jeg er sikker på, at han visionært vil fortsætte det stærke arbejde med velfærdsfornyelse, som vi har sat i gang i Rødovre. Jeg oplever, at Michael er optaget af, at vi finder løsninger sammen med borgerne, og at en social- og sundhedsforvaltning er sat i verden for at hjælpe de mest udsatte borgere. Det er et fantastisk godt værdigrundlag,” siger borgmester Britt Jensen.

Selv siger Michael Karlsen, at han ser frem til at komme i gang med opgaverne i Rødovre.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af holdet i Rødovre Kommune. Det er en kommune, som har store ambitioner på velfærdsområdet, og som også tør at tænke nyt og anderledes. Det kommer bl.a. til udtryk i ønsket om at styrke inddragelsen af borgerne på velfærdsområderne og generelt nytænke tilgangen til velfærd. Jeg ser frem til at skulle samarbejde om de vigtige opgaver sammen med de mange dygtige medarbejdere, ledere, politikere og samarbejdspartnere, der er på området,” siger Michael Karlsen.

Michael Karlsen tiltræder som social- og sundhedsdirektør 1. marts.


BIOGRAFI

Michael Karlsen er 42 år, er uddannet i statskundskab og antropologi (cand. scient. anth.) og er master i offentlig ledelse fra CBS.

Han kommer fra en stilling som centerchef i Center for Børn og Familier i Hvidovre Kommune. Inden da har han siddet i flere chefstillinger i Socialstyrelsen og har erfaring fra både ministerier og kommuner.