Mini-julemarked i Viften
23/11-2023
Hvis du er en af dem, der vil savne julemarkedet i forbindelse med juletræstændingen på Rådhuspladsen, så tilbyder Viften nu et plaster på såret. Et mini-julemarked i Viften, hvor der i mindre skala bliver julemarked den 9. december – og hyggen skruer vi helt op for.
”Vi er mange, der er kede af, at julemarkedet på Rådhuspladsen ikke bliver til noget i år. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet et alternativ, som godt nok er en nedskaleret version af markedet, men som med garanti kommer til at emme af julehygge og god stemning,” siger borgmester Britt Jensen.
Alternativet opstod som en idé i forbindelse med Viftens børneloppemarked for nylig, og efter at have undersøgt mulighederne står det klart, at Viften kan arrangere et juleminimarked i deres lokaler.
Viftens arrangement kommer til at byde på boder inden for i Viften med mange af de varer, som de besøgende plejer at finde på Rådhuspladsen – og med masser af julehygge. Alt sammen til under en tiendedel af prisen for julemarkedet på Rådhuspladsen.
Omfanget kan i sagens natur ikke leve op til markedet på Rådhuspladsen, men løsningen betyder, at mange stadeholdere får mulighed for at tilbyde deres varer, og at mange Rødovreborgere får en hyggelig erstatning for julemarkedet – uden de udgifter til strøm, leje af udstyr og ikke mindst lønudgifter til medarbejdere på weekendarbejde, som er forbundet med det årlige julemarked.
Minijulemarkedet foregår i Viften lørdag den 9. december fra 11.00 - 15.00, og der er gratis adgang.