Nye grønne vaner: Til december skal kartoner smides ud med plast

08/06-2022

Rødovre Kommune er klar til et nyt skridt i den grønne omstilling, og som det ofte er tilfældet, skal det ske sammen med borgerne i Rødovre. Fra december skal mad- og drikkevare-karton sorteres sammen med plast-affald.

”Der er god grund til, at vi får adskilt karton fra for eksempel pap, selv om man godt kunne tro, at det skal samme sted hen. Kartoner til blandt andet juice og mælk gør det sværere at genbruge pap, når det blandes sammen. Så det er et godt skridt i den rigtige retning i den grønne omstilling,” siger borgmester Britt Jensen.

Planen er, at den nye ordning træder i kraft fra december. For borgerne betyder det, at de fra julemåneden skal sortere for eksempel kartoner til juice, mælk, flåede tomater og bønner sammen med plastaffald. En indsats, som er nødvendig for at få den ønskede effekt.

”Den nye ordning er et godt eksempel på, hvordan vi alle skal tænke over vores vaner, hvis vi skal nå i mål med de fremskridt, der er brug for i den grønne omstilling. Det kræver helt sikkert nye vaner, men det er bare en anden måde at gøre tingene på i køkkenet. Det er jeg sikker på, at vi her i Rødovre er klar til,” siger Jan Kongebro, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune.

Grøn indsamling

Rent praktisk skal mad- og drikkevarekarton sorteres sammen med plastaffald. Det betyder, at der bliver brug for at tømme affaldsbeholdere oftere. Derfor er en ny komprimatorbil og en ny kranbil også en del af planen, og de skal begge om muligt være el-drevne.

”Vi skal tænke i grønne løsninger hele vejen rundt, og derfor forsøger vi at skaffe el-lastbiler til de ekstra opgaver, som den nye ordning medfører. Rødovre Kommune skal være CO2-neutral i 2050, og det stiller krav til alle. Så hvis vi alle hjælper med til at sortere vores affald, så vil vi som kommune til gengæld bakke op med tilsvarende grønne løsninger fra vores side,” siger borgmester Britt Jensen.

Teknisk Forvaltning forventer, at sorteringen af karton betyder, at affaldsbeholderne til plast og papir hos villaer vil blive tømt hver anden uge frem for hver tredje som i dag. Dette vil som nævnt træde i kraft fra december. Den nye ordning vil i alt betyde, at der kommer 1.600 flere tømninger pr. uge.