Rødovre introducerer ny tradition for sidste skoledag: Level Up

28/04-2025

“Level Up” er Rødovre Kommunes nye fælles fejring af sidste skoledag for alle afgangselever i 9. og 10. klasse. Arrangementet er planlagt i tæt samarbejde med eleverne selv og bygger på deres ønsker til indhold, musik og aktiviteter.

”Vi får en livlig, festlig og farverig afslutning på et vigtigt kapitel i elevernes liv, og vi gør det helt efter deres ønsker. Så jeg synes, vi har skabt grundlaget for en ny, fin tradition, som samler alle eleverne og gør dagen til noget helt særligt. Vi arbejder videre med al den læring, vi har fået ud af trivselsåret i Rødovre Kommune, og det her er et stærkt eksempel på, hvordan vi kan gøre en helt særlig dag til en tryg og sjov oplevelse for alle elever. Vi giver et godt alternativ til de mere ukontrollerede begivenheder, som vi desværre har set eksempler på de seneste år,” siger Britt Jensen, borgmester i Rødovre Kommune.

Arrangementet afholdes fredag den 16. maj kl. 13-16, hvor Rødovrehallen omdannes til en levende eventplads med musik, workshops, aktiviteter og madboder. Arrangementet er en del af skoledagen og sikrer dermed deltagelse fra samtlige afgangselever i kommunen.

De unge har sat retningen

Planlægningen er sket i samarbejde med elevrepræsentanter fra alle kommunens skoler. Deres input har sat tydeligt præg på både musikvalg og aktiviteter, og engagementet blandt eleverne har haft stor betydning for arrangementets udformning. 

”Vi har alle været med til at arrangere det helt fra starten af. Vi har givet vores input til, hvad vi unge godt kunne tænke os på vores sidste skoledag, og hvad der ville være fedt for os,” fortæller Mathias, Mathilde og Olga fra 9.I på Valhøj Skole. 

Eleverne fremhæver, at arrangementet skaber en tryg ramme og giver mulighed for at samle kammerater på tværs af skoler. De ser det som et positivt alternativ til uformelle fejringer, og de er glade for, at deres ønsker er blevet hørt og afspejlet i både musikprogrammet og udvalget af aktiviteter.

"Vi synes, det er et godt koncept, og det føles mere trygt, når man tænker på nogle af de historier, man har hørt fra Fælledparken. Og så er det vildt fedt, at vi har fået nogle seje kunstnere til at komme og spille."

Musikprogrammet byder blandt andet på optrædener fra Benny Jamz og Zuloo, mens Rødovres egen Theozito, som selv går i 10. klasse, både optræder og fejrer sin sidste skoledag sammen med kammeraterne.

Dagen rummer også et bredt udvalg af kreative og fysiske aktiviteter. Der vil være mulighed for at deltage i graffitiworkshops, body art, gladiatorkampe, det mobile podcast setup ”Voices” og stillezoner, og der er etableret loungeområder med blandt andet bordtennis og bordfodbold.

Formålet er at sikre, at alle elever kan finde noget, de trives i – uanset temperament og behov. 

”Den fælles fejring giver en unik mulighed for, at afgangselever fra hele Rødovre kan fejre sidste skoledag sammen på tværs af skoler og klasser. Med et program fyldt med forskellige aktiviteter er der lagt vægt på at skabe en dag, som både er sjov, hyggelig og tryg for alle” siger Mie Østrup fra Ungecenter2610.

Trygge rammer og stærkt samarbejde

”Når vi involverer eleverne fra start til slut, skaber vi ikke bare en god dag, men også en ramme, hvor tryghed og trivsel føles naturligt for de unge. Det er hele ideen bag Level Up,” siger Morten Bæksgaard fra SSP. 

Initiativet er en del af Rødovre Kommunes brede indsats for at fremme børn og unges trivsel og sikre trygge rammer i overgangen fra skole til ungdomsliv. Level Up er et konkret eksempel på, hvordan kommunens strategier, herunder indsatser som 'Mod på trivsel', omsættes til virkelighed gennem lokal handling, fællesskab og elevinddragelse.

Level Up er skabt i tæt samarbejde mellem Ungecenter2610, SSP og en lang række aktører i og omkring kommunen – herunder Kultur- og Fritidsforvaltningen, Milestedets Ungdomshus, TekX, Headspace Rødovre, byggelegepladser, Sundhedscenteret, Pædagogisk Udviklingscenter, bibliotekerne, fritids- og ungdomsklubber og lokalpolitiet.

Arrangementet er lukket og forbeholdt Rødovres afgangselever samt personale. Det er finansieret gennem klassebetaling samt støtte fra Ungecenter2610 og Børnekulturpuljen.

Fakta om Level Up

Dato og tid: Fredag den 16. maj kl. 13.00-16.00
Sted: Rødovrehallen
Målgruppe: Alle 9. og 10. klasser i Rødovre Kommune
Adgang: Kun for afgangselever og deltagende personale
Program: Musik (Benny Jamz, Zuloo, Theozito), workshops, madboder, aktiviteter og lounge- og stilleområder
Arrangører: Ungecenter2610 og SSP i samarbejde med elever og en række kommunale og lokale aktører