Rødovre i front med rygestop
22/02-2022
Kvaliteten af kommunens rygestophold er i top, hvor blandt andet 84 procent af deltagerne er røgfri efter at have gennemført Rødovre Sundhedscenters rygestopkursus. Det viser Rygestopbasens årsrapport 2021.
En ny rapport fra organisationen Rygestopbasen viser, at Rødovre Kommune er blandt de bedste i landet til at hjælpe borgerne til at stoppe med at ryge. 84 procent borgere er røgfri, efter de har deltaget på et rygestophold i Rødovre Sundhedscenter. Og mere end 9 ud af 10 borgere er tilfredse med deres rygestop-forløb.
Borgmester Britt Jensen glæder sig over resultatet: ”Vi er meget stolte over de flotte resultater, som bekræfter, at vores rygestophold er effektive. Det er de fordi, vi har professionelle og erfarne rygestoprådgivere, der ved, hvad der skal til for at blive røgfri. Derudover er et rygestop også lettere sammen med andre, da borgerne på rygestopholdet får støtte fra andre i samme situation. I Rødovre Kommune har vi en ambitiøs handleplan med målet om en røgfri generation i 2030, og denne måling viser, at vi er godt på vej.”
Hvert år udgiver Rygestopbasen en rapport, der evaluerer effekten og omfanget af rygestopbehandlingen i landets kommuner og bidrager til, hvordan man bedst kan hjælpe rygerne med at kvitte tobakken. Evalueringen af indsatsen er på den måde med til at kvalificere fremtidige rygestoptilbud.
Rygestopbasens rapport viser, at Rødovre Kommune har opfyldt fire ud af fem kvalitetsmål, som ud over røgfrihed efter forløbsafslutning og tilfredshed med kurset, også har målt opfølgningsrate og røgfrihed efter seks måneder. Også her opfylder kommunen kvalitetsmålene med 96 procent opfølgning, mens mere end halvdelen af deltagerne er fortsat røgfri seks måneder efter rygestopholdets afslutning.
Det eneste mål, der er ikke er opfyldt, er gennemførselsgraden. Men det er der en naturlig forklaring på, siger Maria Bleiback Clausen, leder af Rødovre Sundhedscenter: ”Gennemførelsesgraden har været særligt udfordret under pandemien. COVID-19 har haft stor indflydelse på rygestoptilbuddene, ikke bare i Rødovre, men i hele Danmark. Derfor er vi ekstra stolte af at have opfyldt så mange kvalitetsmål for vores rygestophold. På landsplan er tendensen, at der har været nedgang i hvor mange mål, hver kommune har opnået – men ikke i Rødovre, der går kurven den modsatte vej. Det er stærkt.
”Der er åbent for tilmelding til forårets rygestophold med start den 16. marts. Derudover starter holdet ’Rygestop i naturen’ i maj, hvor man kan blive kvitte tobakken i det fri. Kurserne er gratis. Tilmelding via Rødovre Sundhedscenters hjemmeside eller tlf. 36 37 81 90.
Fakta: Rødovre Kommune har i 2020 opnået fire ud af fem kvalitetsmål
- 84 % Røgfrihed efter forløbsafslutning på kvalitetsmål 80 %
- 96 % Opfølgning efter seks måneder på kvalitetsmål 80 %
- 53 % Røgfrihed efter seks måneder på kvalitetsmål 50 %
- 91 % Tilfredshed med kurset på kvalitetsmål 90 %
Kilde: Rygestopbasen årsrapport 2020 med opfølgning i 2021.