Rødovre Musikpris 2022 går til Christine Bernsted og Ramez Mhaanna
13/12-2021
Evnen til at formidle klassisk musik på en inspirerende og engagerende måde og til at få et bredere publikum til at interessere sig for klassisk musik indbringer violinisten Christine Bernsted og pianisten Ramez Mhaanna Rødovre Musikpris 2022.
De to musikere får prisen, fordi de ikke alene er dygtige musikere på et meget højt niveau, men fordi de med stor opfindsomhed og dygtighed formår at vække den klassiske musik til live for et nyt publikum. Deres samarbejde og deres opfindsomhed i indsatsen for at udbrede den klassiske musik til nye generationer, åbner ørerne hos lyttere, hvor interessen for klassisk musik kan være svær at fange.
Deres samarbejde om Podcasten CLASH, som blev sendt på Radio Loud i 2020-21, formidler klassisk musik ud til et nyt publikum, og Ramez Mhaanna's koncert- og teaterkoncept Kinky Classic er et andet eksempel på en ny og befriende platform til at præsentere klassik musik på en uhøjtidelig måde. Her leges med forventningerne og tingene bliver vendt på hovedet.
”Rødovre Musikpris handler bl.a. om udvikling inden for dansk musikliv. Christine Bernsted og Ramez Mhaanna opfylder den målsætning på en helt unik måde. De bidrager ved egen fortjeneste til et hæve niveauet på den danske musikscene, og samtidig formår de at trække nye interesserede ind i den klassiske musiks verden. Det er en indsats, de skal have tak for, og det er Rødovre Musikpris 2022 et udtryk for,” siger Rødovres borgmester Britt Jensen.
De to musikere glæder sig over prisen og anerkendelsen af deres arbejde med at udbrede den klassiske musik til nye målgrupper.
”Det er en stor glæde for os at modtage Rødovre Musikpris 2021 - vi ser det som en bekræftelse på at vores musikalske indsats bliver værdsat. Det motiverer os til at fortsætte vores arbejde, både i form af musikudøvelse på højeste niveau men også i formidlingen af den klassiske musik gennem andre medier og på alternativ og kreativ vis,” siger Christine Bernsted og Ramez Mhaanna.
Prisen uddeles ved den årlige nytårskoncert i Viften den 9. december (som pga. corona blev flyttet til 24. april 2022), hvor de to modtagere samtidig giver smagsprøver på deres kunnen. Her kan publikum også opleve Rødovre Musikskoles bedste elever levere et brag af en koncert som optakt til musikprisuddelingen, og efter pausen spiller et af Europas bedste Concert Bands – Rødovre Concert band.
Nytårskoncerten er åben for publikum, og billetter kan købes på Viftens hjemmeside, men det gælder om at være hurtig, for der er kun få billetter tilbage.
Fakta om Rødovre Musikpris
- Rødovre Musikpris uddeles af Rødovre Kommune og Rødovre Centrum i fællesskab. Rødovre Centrum bidrager med 25.000 kr. og Rødovre Kommune med 25.000 kr.
- Formålet er at påskønne yngre udøvende musikere med et kontant beløb, der kan tjene som belønning og opmuntring til en videre udvikling inden for dansk musikliv.
- Priskomitéen, der har valgt årets vinder af Rødovre Musikpris, består af borgmester Britt Jensen, marketingsdirektør Charlotte Andersen fra Centerforeningen i Rødovre Centrum, professorerne Max Artved og Tim Frederiksen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt prorektor Søren Kjærgaard, Det Rytmiske Musikkonservatorium.
De seneste modtagere af Rødovre Musikpris er:
2021: Jacob Artved
2020: Stine Grøn
2019: Ventus
2018: Rødovre Concert Band
2017: Rezwan Farmi
2016: Joachim Becerra Thomsen
2015: Victor Koch Jensen
2014: Mads Christiansen
2013: Ida Kudo Høffding
2012: Mathias Heise
2011: Aura Dione
2010: Vera Panitch
2009: Kenny Aaberg Larsen
2008: Mette Damm
2007: Magnus Koch Jensen
2006: Vicky Singh
2005: Kira and the Kindred Spirits
2004: Teitur
2003: Haugaard & Høirup
2002: Maja Markert
2001: Nikolaj Znaider