Sjov og aktiviteter for alle aldre på Rødovredagen

18/08-2022

Hvor stor er en dinosaurlort, hvordan skal Rødovres kulturliv se ud i fremtiden, og hvordan danser man cha cha cha? Rødovredagen den 3. september giver svar på mange spørgsmål, og uanset om man er ung eller gammel, bliver det en festlig dag. Nu er det fulde program på plads.

Børn, unge, voksne og ældre kan alle finde aktiviteter, som er både sjove, lærerige og måske også en lille smule underholdende på Rødovredagen den 3. september. På Rådhuspladsen er der både et debattelt og et ungeområde, på plænen bag rådhuset finder man hovedscenen, og derudover er der aktiviteter i Musikskolen, i Viften, foran biblioteket, bunkeren under biblioteket og plænen ved siden af biblioteket.

I år fokuserer børneuniverset på naturen, både for mange, mange år siden og som den er i dag. Alt sammen inspireret af den nye bog ’Villads fra Valby – ud i naturen’ og med mulighed for at smage brændenældesuppe, gætte en lort og spotte fugle. Villads mor, forfatteren Anne Sofie Hammer, kommer også og fortæller om historier fra den nye bog.

Børneuniverset omfatter også et besøg af Kristian Gintberg fra DRs Ramasjang, som tager publikum med tilbage i tiden med sit Dino-show, film i Viften – og i øvrigt en masse andre aktiviteter for børn i alle aldre.

Kulturen til debat

Rødovre skal have en ny kultur- og fritidspolitik. Den bliver sat til debat i teltet på Rådhuspladsen, hvor publikum er velkommen til at blande sig, når Rane Willerslev, direktør på Nationalmuseet, og borgmester Britt Jensen inviterer til debat om, hvad Rødovre skal satse på. Der er også mulighed for at indsende forslag, endda med gode præmier på højkant.

”Vi vil gerne have så mange som muligt til at give deres besyv med om, hvad vi har brug for i Rødovres kultur- og fritidsliv. Så jeg håber, vi kan få en masse med på Rødovredagen. Det er helt ok, hvis man bare vil lytte, og har man gode input, så vil vi meget gerne høre dem,” siger borgmester Britt Jensen.

Derudover er programmet som vanligt et fyrværkeri af forskellige aktiviteter, opvisninger, arrangementer og i det hele taget muligheder for at møde Rødovres mange foreninger og muligheder inden for især musik og dans.

I debatteltet på Rådhuspladsen fortæller Silas Holst om sin passion for dans, og der bliver også mulighed for selv at danse med, og dagen slutter med en fest, når Hvide Løgne spiller på scenen på plænen bag Rådhuset. 

Se hele programmet her – vi glæder os til at se dig den 3. september.