Kommunalbestyrelsen

29-10-2024

Medlemmer

Formand Britt Jensen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Lene Due (A)
Birgitte Glifberg (A)
Jan Kongebro (A)
Pia Hess Larsen (A)
Annie Arnoldsen Petersen (A)
Anette Rachlitz (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Mogens Brauer (C)
Tina Hippe Hansen (C)
Henriette Hesselmann (C)
Jette Louise Larsen (C)
Kim Drejer Nielsen (C)
Kenneth Rasmussen (F)
Martin Rosenkrantz (F)
Mikkel Molin (V)
Marianne Christensen (Ø)
Peter Mikkelsen (Ø)

Fraværende

Pia Hess Larsen (A), sag 159-170

Sager 159 - 169

Fold alle ud

Spørgetid
Sag nr. 159

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Igangsættelse af parkeringsanalyse og analyse af model for kommunal parkeringskontrol
Sag nr. 160

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune oplever parkeringsudfordringer på de offentlige veje, hvor mængden af ulovlige og uhensigtsmæssige parkeringer er stor. For at skabe bedre forhold på et oplyst grundlag, er der i Budgetaftalen for 2025 afsat midler til en parkeringsanalyse i 2025.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at forvaltningen igangsætter en parkeringsanalyse af kommunens offentlige parkeringspladser for at kunne udpege områder, hvor der behov for ændret adfærd og tydelighed i forhold til, hvor der lovligt kan parkeres samt
  2. at forvaltningen foretager en grundigere undersøgelse af, hvordan en kommunal parkeringskontrol mest hensigtsmæssigt kan organiseres og forankres i kommunen, med henblik på at anbefale en løsning.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 8. oktober 2024, pkt. 64:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 23. oktober 2024, pkt. 182:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Gennem årerne har der været et stigende antal ulovlige og uhensigtsmæssige parkeringer på de offentlige veje i Rødovre Kommune.

Biler er ofte parkeret på offentlige veje, hvor Færdselsloven forbyder parkering, og hvor parkeringen i øvrigt påvirker både trafiksikkerhed og fremkommelighed negativt for øvrige trafikanter. F.eks. parkeres der op til sideveje, hvor Færdselsloven forbyder parkering nærmere end 10 m fra krydset. Sådanne parkeringer forringer oversigtsforholdene, og øger risikoen for at fodgængere og cyklister overses af en bilist. Ligeledes er parkering i begge sider langs villaveje en udfordring, som ofte betyder, at den resterende kørebanebredde er så smal, at to modkørende biler ikke kan passere hinanden. Parkering på skillerabatter, som både medfører trafikale ulemper og risici samt ødelægger træer og anden bevoksning, er en stigende udfordring.

Ofte ses det også, at selv ved tydelig skiltning og afmærkning, overholdes de eksisterende skiltede parkeringsrestriktioner ikke.

Endelig er der en udfordring i forhold til områder, hvor der anlagt boliger med egne parkeringsanlæg i konstruktion, der ikke udnyttes i tilstrækkeligt omfang.

Parkeringsanalyse

Udarbejdelse af parkeringsanalyse for parkering på de offentlige veje er nødvendig med henblik på en større præcision i at kortlægge kommunens parkeringsforhold, herunder effekterne af gældende restriktioner og behovet for ændret adfærd etc.

Samtidig udpeges områder på det kommunale vejnet, hvor der i dag er mange ulovlige parkeringer, og områder hvor fremkommeligheden vanskeliggøres, som eksemplet fra boligveje, hvor bilister ikke kan passere hinanden.

Det vurderes, om det alle steder er tilstrækkelig tydeligt og indrettet hensigtsmæssigt, hvor der må parkeres. Det vurderes tillige, hvordan områder med ulovlig eller uhensigtsmæssig parkering kan reguleres, hvilket vil være forskelligt fra område til område.

I analysen undersøges også om parkeringsbehovet stemmer overens med de parkeringspladser, der er til rådighed. Særligt i de områder, hvor der er mange ulovlige parkeringer, bør det i videst muligt omfang klarlægges, hvad årsagerne til de ulovlige parkeringer kan være. Analysen skal også afdække, om der er områder, hvor veje, der er ikke er tiltænkt langtidsparkeringer, anvendes til det formål.

Ændrede parkeringsrestriktioner vil kunne understøtte ønsket om en ændret adfærd. Også i forhold til områder, hvor der er anlagt boliger, med egne parkeringsanlæg i konstruktion, som ikke udnyttes i tilstrækkelig omfang, kan ændrede parkeringsrestriktioner medvirke til, at beboere generelt i øget omfang parkerer på egen matrikel.

I områder med anlægsarbejder kan der midlertidigt være mangel på parkeringspladser, og dermed uhensigtsmæssige parkeringer på offentlig vej. Denne problemstilling er vanskelig at håndtere i permanente parkeringsløsninger.

I analysen udpeges de veje og områder, hvor eksisterende skiltning og afmærkning af parkeringsrestriktioner bør udbygges og eventuelt tydeliggøres, for at opnå en bedre effekt end i dag. På samme måde udpeges veje, hvor der bør etableres restriktioner, for at opnå en ønsket adfærdsændring.

Som et eksempel på en sådan indsats, kan nævnes den tidligere besluttede løsning på Else Sørensens Vej, hvor forvaltningen er i gang med at etablere en parkeringsforbudszone, hvor man fremover kun må parkere i afmærkede båse. Dette for at sikre dels oversigt i kryds og dels adgang til affaldstømning, samt ordnede forhold generelt.

Parkeringskontrol

Rødovre Kommune har i dag ikke et parkeringskorps, som kan håndhæve de gældende og eventuelt kommende parkeringsrestriktioner. Politiet har som myndighed opgaven med parkeringskontrol, men har ikke ressourcer til at udføre kontrolindsats ved ulovlige parkeringer. Kommunen har muligheden for at overtage myndighedsopgaven med parkeringskontrol.

Der er forskellige muligheder, som skal undersøges nærmere, for at forvaltningen kan komme med en anbefaling. Der er mulighed for, at oprette et eget parkeringskorps, hvor parkeringsvagter ansættes af kommunen, og den administrative opgave ligeledes placeres i egen organisation. Der er mulighed for samarbejde med en anden kommune, hvor personalet kan dele opgaverne mellem 2 kommuner, og endelig en mulighed for, at Rødovre kommune indgår i et fællesskab med flere kommuner, pt op til 25, hvor af der er flere på vestegnen, og opgaverne løses af personale tilknyttet Aalborg kommune, som har en særlig ekspertise.

Lov- og plangrundlag

Vejloven § 8, lov nr. 421 af 25. april 2023.

Færdselsloven § 28-31 og 92, LBK nr. 168 af 14/02/2023.

Økonomiske konsekvenser

I Budget 2025 er der afsat 500.000 kr. til parkeringsanalyse samt til ny og ekstra skiltning og afmærkning af parkeringsrestriktioner på vejnettet.

Tidsplan

I 2025 fremlægger forvaltningen resultatet af parkeringsanalysen, samt indstilling til model for parkeringskontrol.

Godkendelse af låneramme til El-kedel og elforsyning på Vestforbrænding
Sag nr. 161

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Vestforbrænding har anmodet ejerkommunerne om at godkende en låneramme på 156,3 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer vedrørende elkedel og elforsyning i Glostrup. Lånet optages, så ejerkommunerne hæfter i forhold til indbyggertallet det år, forpligtelsen bliver indgået.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Rødovre Kommune godkender Vestforbrændings låneramme på 156,3 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer i 2024-2027 på 156,3 mio. kr., samt
  2. at Rødovre Kommune godkender, at lånet optages med pro rata hæftelse i forhold til indbyggertallet det år, hvor forpligtelsen blev indgået, jf. Vestforbrændings vedtægter § 6, stk. 2-3.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 8. oktober 2024, pkt. 67:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 23. oktober 2024, pkt. 183:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Vestforbrænding har 14. august 2024 anmodet ejerkommunerne om at godkende en låneramme på 153,3 mio. kr. til finansiering af forventede investeringer vedrørende elkedel og elforsyning i Glostrup. Anmodningen sker på grundlag af, at Vestforbrændings bestyrelse 20. marts 2024 har godkendt projektet samt låneoptagelse til det. Anmodningen er hjemlet i §10, stk. 14 i Vestforbrændings vedtægt. Lånet optages, så ejerkommunerne hæfter i forhold til indbyggertallet det år, forpligtelsen bliver indgået.

Baggrund

Vestforbrændings fjernvarmeforsyning er i dag bl.a. sikret ved anvendelse af naturgaskedler, hvoraf den største kapacitet er placeret i Glostrup. Der er tre ca. 50 år gamle naturgaskedler, der skal erstattes af en ny elkedel, der har et behov for el-kapacitet på 50 MW. Kedlen kan køre ekstra meget i tidsperioder med lav el-pris, så elkedlen kan bidrage til at sikre en lav varmepris. Elkedlen bidrager også til at sikre en el-baseret varme, der både er mindre klimabelastende og kan anvendes fleksibelt. El-baseret energi har en lavere klimabelastning, og den årlige CO2-besparelse ved skift til el-energi er på 3000 ton.

Vestforbrænding har erfaringer med tilsvarende el-kedel i Lyngby-Taarbæk. El-kedlen har mulighed for at levere forskellige systemydelser bl.a. frekvensstyring og lastregulering til elnettet, hvilket Vestforbrænding vil modtage betaling for, som ligeledes bidrager til lavere varmepriser.

Det er en forudsætning for etablering af el-kedlen, at et el-forsyningsprojekt også gennemføres. Det er estimeret at tage ca. tre år at etablere elforsyningen. Det har vist sig at være muligt at koordinere det nødvendige tracé til kabelforbindelsen med et kommende datacenter, som er planlagt at skulle bygges i Skovlunde tæt på Vestforbrænding. Det er muligt at samgrave forbindelsen og dermed sikre mulighed for el-forsyning for begge selskaber ved brug af ét tracé til højspændingskabler på strækningen fra Energinets hovedforbindelse til Vestforbrænding og Skovlunde.

Den nye forsyning vil også blive anvendt til forsyning af en varmepumpe til overskudsvarme og forsyning af dele af Vestforbrændings lokale el-behov i Glostrup. Desuden giver den nye el-forsyning mulighed for forsyning af det planlagte CO2-fangstanlæg. Sammenlagt bliver det forventede øgede energibehov for kedlen, Vestforbrænding Glostrup, varmepumpe og fangstanlægget op til 100 MW, hvilket er muligt at etablere fra Energinets 132 kV-system ca. 3 km. fra Vestforbrænding. De 100 MW svarer til fem gange Roskildes samlede behov, hvilket nødvendiggør forsyning fra Energinets centrale el-system i Danmark, hvor kun meget store forbrugere er tilsluttet.

Vestforbrænding har gennemført et udbud af den del af projektet, som vedrører el-kedlen, som totalleverance. Kontrakten med den bydende aktør indeholder leverance, installation opstilling, idriftsættelse af 50 MW el-kedel, kedelpumper, varmevekslere og fjernvarmepumper. Der er taget forbehold for at projektet skal godkendes.

I de indledende faser vedrørende etablering af el-forsyning fra Ejbygaard har Vestforbrænding gennemført en dialog med det kommende datacenter og potentielle leverandører af grave- og anlægsentreprisen, med elnetleverandøren Energinet og med relevante leverandører af hovedkomponenter til de stationære el-anlæg inde på Vestforbrændings matrikel. Ligeledes er der en løbende dialog med relevante kommuner og myndigheder.

De indledende projektfaser har desuden afdækket muligheden for samgravning med forsyning til det nye datacenter. Det forventes, at der er en besparelse for begge parter på ca. 10 mio. kr. på investeringen. Hvis projektet ikke gennemføres samtidig med datacentret, vil der være en betydelig risiko for, at det kan blive vanskeligere og dyrere at udpege et nyt tracé og efterfølgende gennemføre projektet. Der er altså både en økonomisk og tidsmæssig risiko, hvis ikke projektet gennemføres i samarbejde med datacentreret i 2024.


 

Lov- og plangrundlag

Lånebekendtgørelsen, BEK nr. 1714 af 13. december 2023.

Vestforbrændings vedtægt.

Økonomiske konsekvenser

Vestforbrænding forventer, at de to projekter vil medføre en årlig besparelse på 500 kr. for et standardhus, der opvarmes med fjernvarme.

Tidsplan

Elkedlen forventes at være færdig i august 2025, hvor den vil kunne drives med ca. 3/5 kapacitet fra den nuværende elforsyning til Vestforbrænding. Det forventes, at den nye elforsyning kan være i drift medio 2027. Herfra vil el-kedlen levere den fulde effekt på 50 MW, og øvrigt relevant forbrug vil blive flyttet til den nye forsyning.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Vestforbrændings anmodning om kommunal godkendelse af låneramme
Bilag 2: Bilag 2 - Indstilling til Vestforbrændings bestyrelse om godkendelse af investering
Bilag 3: Bilag 3 - Uddrag af Vestforbrændings vedtægt

Resultat af skolebestyrelsesvalg, samt orientering om ind- og udtrædelser i skoleåret 2023/2024
Sag nr. 162

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I foråret blev der afholdt skolebestyrelsesvalg på de seks almene folkeskoler og Skovmoseskolen. Børne- og Kulturforvaltningen præsenterer her de forældrevalgte repræsentanter, samt orienterer om ind- og udtrædelser i skolebestyrelserne i det forgangne skoleår 2023/2024.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at orientering om ind- og udtrædelser i skolebestyrelserne i skoleåret 2023/2024 tages til efterretning, samt
  2. at skolebestyrelsernes nye sammensætninger tages til efterretning.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 8. oktober 2024, pkt. 57:

Indstilles taget til efterretning.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 23. oktober 2024, pkt. 184:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I det forgangende skoleår er der sket følgende ind- og udtrædelser i skolebestyrelserne:

Hendriksholm Skole

  • Jan Juul Lorenzen udtrådte af skolebestyrelse i august 2023. Anette Rachlitz, der var suppleant, indtrådte i stedet for Jan.
  • Esben Brøgger udtrådte af skolebestyrelsen i oktober 2023.
  • Jesper Rønnow Iversen har haft orlov hele skoleåret.

Islev Skole

  • Martin Starcke udtrådte som suppleant.
  • Azam Aslani udtrådte som suppleant.

Skovmoseskolen

  • Lene Vitus udtrådte som formand. Janni Frandsen overtog formandsposten i august 2023.
  • Claus Wallin indtrådte i bestyrelsen i november 2023.

Alle ovenstående ændringer er sket i skoleåret 2023/2024. I foråret 2024 blev der afholdt skolebestyrelsesvalg, og valgresultatet præsenteres herunder.

Resultat af valg til skolebestyrelserne pr. 1. august 2024

På første møde efter sommerferien har skolebestyrelserne konstitueret sig med forperson og evt. næstforperson. Tinderhøj Skole afholder suppleringsvalg i den nærmeste fremtid, hvor der bl.a. skal vælges en repræsentant fra det specialpædagogiske center.

Rødovre Skole

Forperson: Jens-Halvor Zoffmann

Næstforperson: Stine Grangaard

Kasper Dam Schultz, Morten Hannibal Andersen, Bjarne Sander Andersen, Yasir Waled Haskim AlGailany og Rasmus Fabricius Grasø.

Valhøj Skole

Forperson: Stella Aagaard

Næstforperson: Karsten Färggren Hansen

Jens Debel-Hasløv, Eva Plesner Barfred, Anders Kirkeby, Christina Bering Baden og Signe Marie Søgaard-Hansen

Islev Skole

Forperson: Gry Minor

Næstforperson: Amalie Kofoed

Dennis Roland Hansen, Filip Nicolaisen, Hanan, Jens Damgaard Gøtzsche og Nete Graulund.

Tinderhøj Skole

Forperson: Marie Bjerregaard Feldthaus
Næstforperson: Mette Ravn Rehdin
Cæcilie Gamsgaard Seidel, Morten Bæksgaard, Pernille Olsen og Marianne Hornstrup Tegner.

Hendriksholm Skole

Forperson: Mickel Hedemand

Patrick Wonsyld, Michelle Gregersen, Huong Kim Thi Vo, Dorte Stenbæk Bentsen.

Nyager Skole

Forperson: Michel Doukmagjian
Næstforperson: Benja Sonne-Schmidt
Liv Knopp, Mie Bierrings, Maria Krogh Johansen, Charlotte Gelbek, Stine Kloster, Per Langtoft Terry og Stine Liebmann.

Skovmoseskolen

Forperson: Janni Frandsen

Camilla Valsted, Charlotte Køhnke, Christian Harpsøe, Claus Wallin, Karsten Gjessing og Atle W.

Lov- og plangrundlag

Lov om Folkeskolen.

Bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser i folkeskolen og om vederlag til forældre- og elevrepræsentanter i skolebestyrelser i folkeskolen (nr. 1074 af 14. september 2017).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

De nye skolebestyrelser tiltrådte i august 2024.

Ansøgning om udgiftsneutral tillægsbevilling til implementering af aftalen Børnene Først på undervisningsområdet
Sag nr. 163

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune har ansøgt om og samlet fået bevilliget 550.000 kr. fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til implementering af aftale om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge, 2024-2025. Puljemidlerne skal nu udmøntes.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltingen indstiller,

  1. at modtagelse af puljemidlerne godkendes,
  2. at der i budget 2024 indarbejdes en tillægsbevilling på netto 0 kr. til Børne- og Skoleudvalget svarende til en udgift og tilhørende indtægt på 220.000 kr. til Skoleområdet, samt
  3. at der i budget 2025 indarbejdes en tillægsbevilling på netto 0 kr. til Børne- og Skoleudvalget svarende til en udgift og tilhørende indtægt på 330.000 kr. til Skoleområdet.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 8. oktober 2024, pkt. 58:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 23. oktober 2024, pkt. 185:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Den daværende regering (S) og et bredt flertal i Folketinget indgik den 16. marts 2022 en aftale om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge ”Børnene Først på undervisningsområdet”. Aftalen består af en række initiativer, herunder et styrket kommunalt myndighedsansvar i forhold til specialundervisningen i dagbehandlingstilbud jævnfør sag nr. 35 ”Ny lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge – udmøntning i Rødovre Kommune” på Børne- og Skoleudvalgsmøde 4. juni 2024.

Rødovre Kommune får med den nye lov myndighedsansvaret for alle offentlige og private behandlings- og specialundervisningstilbud beliggende i kommunen, og skal således godkende og føre tilsyn med disse tilbud, samt varetage en række nye økonomiske opgaver.

For at understøtte implementering af de ændringer i kommunerne, som følger med den nye lovgivning, er der i den politiske aftale afsat midler til en implementeringspulje.

Rødovre Kommune har fremsendt en ansøgning om tilskud fra puljen, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har imødekommet med et tilsagn om tilskud på i alt 550.000 kr.

Rødovre Kommune har pr. 1. juni ansat en ny medarbejder, som bl.a. har til opgave at udvikle, implementere og effektuere nye tilsyn med kvaliteten af kommunens skoletilbud, samt være tovholder på samarbejdet omkring kvalitetsaftalerne. Derudover vil tilskuddet blive brugt til at lokale aktører på skole- og børnefamilieområdet introduceres til den nye lovgivning, og at der faciliteres samarbejdsmøder og workshops, som kan understøtte de relevante samarbejder mellem behandlings- og skoletilbuddene og de involverede kommunale aktører bedst muligt.

Lov- og plangrundlag

Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge.
Lov om folkeskolen.
Barnets Lov.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune.

Bevillingen vedrører hovedfunktion 03.22 Folkeskolen m.m.

Tidsplan

  • Tilskuddet skal anvendes til implementering af den nye lovgivning i kommunen, og aktiviteter, som midlerne anvendes til, skal være afsluttet senest 31. december 2025.
  • Tilskuddet udbetales i fem rater, hvoraf den sidste falder, når Rødovre Kommunes rapport og regnskab er gennemgået og accepteret af Styrelsen. Frist for afrapportering er d. 31. marts 2026.
  • Tilskuddet er omfattet af § 16 i puljebekendtgørelsen, og der stilles derfor krav om revision af det afsluttende regnskab. Revisionen skal udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Orientering om Danmarkskortet 2023
Sag nr. 164

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen orienterer om Danmarkskortet 2023, som viser omgørelsesprocenterne i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter lov om social service.

Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelsesudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at der på baggrund af orienteringen om de igangværende tiltag ikke foretages yderligere i forhold til Danmarkskortets resultater for 2023.


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 8. oktober 2024, pkt. 66:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 23. oktober 2024, pkt. 186:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Hvert år den 1. juli offentliggør Social-, Bolig- og Ældreministeriet Danmarkskortet, som viser omgørelsesprocenterne på de sager i kommunerne, som Ankestyrelsen har hjemvist eller ændret på tre områder:

  1. Udvalgte bestemmelser på voksenhandicapområdet
  2. Socialområdet generelt og
  3. Udvalgte bestemmelser på børnehandicapområdet.

Danmarkskort for hvert af de tre områder er vedlagt som bilag.

Den 1. juli 2022 trådte en ny bestemmelse i kraft, hvor Kommunalbestyrelsen skal vurdere, om resultaterne viser behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet af sagsbehandlingen. Hvis kommunen beslutter ikke at udarbejde en handlingsplan, skal Ankestyrelsen orienteres om beslutningen. Ankestyrelsen kan herefter pålægge kommunen at lave en handlingsplan, hvis omgørelsesprocenterne og øvrigt kendskab til kommunen tilsiger det. Ankestyrelsen vil i så fald fastsætte en frist for udarbejdelse af handleplanen. Lovændringen gælder til den 1. januar 2026.

Voksenhandicapområdet

Voksenhandicapområdet omfatter kontante tilskud, borgerstyret personlig assistance, ledsageordning og merudgifter.

Ankestyrelsen har i 2023 truffet 15 afgørelser mod seks afgørelser i 2022. I otte af klagesagerne har Ankestyrelsen omgjort Rødovre Kommunes afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 53 procent i 2023. Omgørelsesprocenten i 2022 var 17 procent. Landsgennemsnittet for omgørelsesprocenten på voksenhandicapområdet var i 2023 på 37 procent.

På baggrund af den relativt høje omgørelsesprocent, har Ældre- og Omsorg gennemgået sagerne systematisk for at tage ved lære af Ankestyrelsens tilbagemelding. Set i lyset af kompleksiteten i disse sager samt lovteksterne, er det vurderingen, at visitationen med mere struktur på de faglige drøftelser samt på oplysning og dokumentation af sagerne vil kunne nedbringe omgørelsesprocenten. Gennemgangen tydeliggjorde, at der er behov for øget opmærksomhed på den afgørelsesudfordring, der opstår, når der er divergerende faglige vurderinger mellem egen læge og kommunens lægekonsulent. Der vil fremadrettet være stor fokus på dette ved de faglige møder, hvor sagerne drøftes inden afgørelse.

Socialområdet generelt

Danmarkskortet for socialområdet dækker alle bestemmelserne i Serviceloven.

Ankestyrelsen har i 2023 truffet 127 afgørelser i 2023 mod 92 afgørelser i 2022. I 46 af klagesagerne for 2023 har Ankestyrelsen omgjort Rødovre Kommunes afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 36 procent. Omgørelsesprocenten for 2022 var 35 procent. På landsplan ligger omgørelsesprocenten på socialområdet på 38,5 procent.

Tallene giver ikke anledning til at iværksætte særlige tiltag ud over en fortsat praksis med gennemgang og læring af Ankestyrelsens afgørelser.

Børnehandicapområdet

Børnehandicapområdet omfatter pasningstilbud, hjemmetræning, merudgiftsydelse, tabt arbejdsfortjeneste, personlig hjælp og ledsagelse.

Ankestyrelsen har i 2023 truffet 23 afgørelser mod 15 afgørelser i 2022. I 11 af klagesagerne har Ankestyrelsen omgjort Rødovre Kommunes afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 48 procent i 2023. Omgørelsesprocenten i 2022 var 67 procent. Landsgennemsnittet for omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet var i 2023 på 48,5 procent. Der har hermed været en positiv udvikling fra 2022 til 2023, så omgørelsesprocenten nu ligger på niveau med landsgennemsnittet.

Der er iværksat flere forskellige tiltag i Børne- og Familieafdelingen med henblik på at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet, såsom sagsgennemgang ved BDO, indgåelse af samarbejde med Taskforcen, hvor der i forbindelse med sidstnævnte er blevet tilført ekstra ressourcer til handicapområdet i en to-årig periode. Samarbejdet med Taskforcen har udover fokus på kvaliteten også til formål at sikre et helhedsorienteret perspektiv i sagsbehandlingen. Og mindst ligeså vigtigt, at fremme læring og kapacitetsopbygning på området.

Resultaterne fra Danmarkskortet underbygger, at det er relevante og virksomme tiltag, der er igangsat i afdelingen.

Med udgangspunkt i ovenstående vurderer Social- og Sundhedsforvaltningen, at der allerede er igangsat relevante tiltag, og at der ikke er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet af sagsbehandlingen.

Lov- og plangrundlag

Retssikkerhedsloven § 79.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Danmarkskortet 2023 bilag

Understøttelse af iværksættermiljøet i Rødovre
Sag nr. 165

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger den viden og erfaring, der er fremkommet i forbindelse med udmøntning af budgetresolutionen vedrørende undersøgelse af mulighederne for at understøtte og skabe netværk blandt iværksættere i Rødovre.

Forvaltningen fremlægger desuden idéer/anbefalinger til, hvordan iværksættermiljøet i Rødovre kan understøttes yderligere.

Indstilling

Social og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at viden og erfaring tages til efterretning og drøftes samt
  2. at anbefalingerne implementeres i forvaltningens praksis.


Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 8. oktober 2024, pkt. 38:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 23. oktober 2024, pkt. 187:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På mødet den 16. januar 2024 (sag nr. 2) godkendte Beskæftigelsesudvalget procesplanen for udmøntning af budgetresolution vedrørende understøttelse af iværksættermiljøet i Rødovre. Sagen har ophæng til Beskæftigelsesudvalget og til Erhvervsrådet, der herefter følger sagen.

Baggrund

Samarbejdet med virksomhederne i Rødovre Kommune er fundamentet for et fremtidigt, velfungerende lokalt arbejdsmarked. Det gælder også de nyoprettede virksomheder af iværksættere, der brænder for at bidrage til vækst gennem nye initiativer. Rødovre Kommunes politikker på beskæftigelsesområdet, såvel som på erhvervsområdet, tydeliggør ønsket om, at kommunen fremmer etableringen af nye virksomheder og derved gør det nemmere og mere attraktivt for iværksættere at etablere sig i Rødovre.

Mål og metode

Målet og metoden for udmøntning af budgetresolutionen er at afdække kendetegn ved eksisterende startups og iværksættere i kommunen, kortlægge de nuværende støttemuligheder og tilbud til iværksættere, og gennem en direkte dialog at undersøge iværksættermiljøets behov og konkrete ønsker for støtte og eventuelt netværksdannelse. Ledelse og medarbejdere fra henholdsvis Erhvervskontoret i Teknisk Forvaltning, Jobcentret i Social- og Sundhedsforvaltningen samt TekX i Børne- og Kulturforvaltningen har i samarbejde afholdt flere møder/arrangementer med iværksættere i Rødovre om vurderinger, behov og ønsker til yderligere understøttelse af iværksættermiljøet.

Opsamling

Erhvervskontoret i Teknisk Forvaltning hjælper allerede iværksætterne og andre virksomheder i kommunen ved at fremsende velkomstfoldere til nye virksomheder, tilbyde rådgivning samt dele nyttige links og materialer på kommunens hjemmeside. I TaskForce Erhverv koordinerer Erhvervskontoret og Jobcentret det virksomhedsrettede samarbejde og holder opmærksomheden på virksomhedernes behov - herunder iværksættere.

Der er forholdsvist mange private og offentlige hjemmesider med information og rådgivning, samt tilbud om kurser til iværksættere. Relevant viden er tilgængelig, men kan være uoverskuelig for mange at finde og samle.

Erhvervshus Hovedstaden har relevante tilbud, der i praksis understøtter iværksættere fra idéudvikling til produktion. Erhvervshusets tilbud er ikke udbredt kendt blandt de iværksættere, som forvaltningen har mødt, og der er et uudnyttet potentiale til bedre lokal understøttelse af iværksættere.

Der er ønske om, og umiddelbar opbakning til, at danne netværk for iværksættere og virksomheder med 0-5 ansatte i Rødovre. En række iværksættere har været samlet tre gange og har i praksis dannet et spirende netværk, der faciliteres af forvaltningen.

LinkedIn er virksomhedernes foretrukne kommunikationsplatform, hvorfor det giver mening også at møde dem der.

Forvaltningen har i projektperioden afdækket eksisterende interne, tværfaglige samarbejder samt muligheden for samarbejder med andre aktører og kommuner. Erhvervskontoret deltager allerede i ERFA-gruppe på Vestegnen og har et positivt samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden. De omkringliggende kommuner har, som Rødovre, bygget indsatsen for iværksættere op omkring et samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden, en hjemmeside med relevante links samt en lokal kontaktperson. Vallensbæk, Glostrup, Brøndby og Albertslund er yderligere gået sammen i "Erhvervssammenslutningen", mens Gladsaxe Kommune har oprettet et iværksætternetværk og Brøndby Kommune har oprettet en specifik hjemmeside for iværksættere. Repræsentanter fra Gladsaxe Kommune var på besøg i Rødovre i forbindelse med etableringen af Netværk Rødovre (se bilag). Afdækningen har ikke givet anledning til yderligere anbefalinger.

Anbefalinger

Jobcentrets Virksomhedsservice har i samarbejde med Erhvervskontoret og TekX skitseret anbefalinger på en række områder - med udgangspunkt i de gennemførte aktiviteter samt den viden og de erfaringer, der er opsamlet undervejs:

  • Etablering af iværksætternetværk
  • Branding og synliggørelse af tilbud
  • Styrket kommunikationsindsats

Etablering af iværksætternetværk

I forlængelse af dialogen, på workshop med iværksættere i Rødovre, er der taget initiativ til etablering af Rødovre Kommunes nye iværksætternetværk. Netværket, der har fået navnet Netværk Rødovre, har pt. omkring 25 deltagere. Netværket faciliteres til dels af de deltagende virksomheder og til dels af Erhvervskontoret og Jobcentret. Der er pt. planlagt tre yderligere møder i 2024.

Det anbefales, at forvaltningen fortsat følger netværket, så længe interessen og opbakningen er intakt. Forvaltningen formidler eventuelle budskaber fra netværket til det politiske niveau og udarbejder ligeledes et koncept og et tilbud om netværksdannelse blandt virksomheder, der kan anvendes som løbende tilbud. Se hele etableringsprocessen i vedhæftede bilag.

Branding og synliggørelse af tilbud

Det anbefales at samle og synliggøre relevant information til iværksættere på rk.dk. Her linkes til det nye iværksætternetværk samt til de relevante tilbud og støttemuligheder, der findes lokalt og regionalt og allerede fremgår på hjemmesiden. Udfordringen er særligt at brande hjemmesiden, så den mere aktivt anvendes blandt iværksættere. Dette kan bl.a. ske ved anvendelse af de digitale informationsskærme ved kommunens hovedveje.

Erhvervskontoret er allerede i dialog med Erhvervshus Hovedstaden om muligheden for yderligere branding og lokale aktiviteter.

Jobcentrets Virksomhedsservice åbner snarest en profil på LinkedIn. Her vil løbende blive reklameret for diverse arrangementer og tilbud til virksomhederne – med særligt fokus på specifikke tilbud og informationer til nye iværksættere. Et supplerende tiltag kan være at dele de samme materialer på Rødovre Kommunes Facebookside.

Jobcentret vil, målrettet iværksættervirksomheder, særligt gøre opmærksom på muligheden for at ansætte ledige med løntilskud og evt. modtage ledige i praktik.

Styrket kommunikationsindsats

Fremsendelse af velkomstfoldere til nye iværksættere faciliteres allerede af Erhvervskontoret. Denne indsats fastholdes. Fremadrettet styrkes formidlingen af relevante tilbud til iværksættere gennem Rødovre Kommunes øvrige virksomhedsrettede kontakter (Jobcentret, miljøtilsyn mv.).

Jobcentret fremsender løbende nyhedsbreve til en lang række lokale virksomheder samt virksomheder i nabokommunerne. Denne indsats fastholdes, mens fokus øges på at brande initiativer og tilbud specifikt til iværksættere – herunder Netværk Rødovre og samarbejdet med Erhvervshus Hovedstaden mv.

Postkassen på rk.dk, der giver iværksættere mulighed for at komme med input til nye aktiviteter og/eller redegøre for deres behov i øvrigt, opretholdes resten af 2024. Samtidig sikres det, at der reklameres for løsningen blandt iværksættere og øvrige virksomheder i Rødovre og omegn, så postkassen i højere grad synliggøres.

Aktiviteter

Følgende aktiviteter er iværksat gennem projektperioden:

  • Analyse af iværksættermiljøet på landsplan
  • Møde med Erhvervshus Hovedstaden
  • Afdækning af nuværende støttemuligheder og services til iværksættere
  • Afdækning af de omkringliggende kommuners tilbud og services
  • Undersøgelse af muligheden for tværkommunalt samarbejde
  • Oprettelse af "åben postkasse" på kommunens hjemmeside
  • Afdækning af kendetegn for eksisterende start ups/iværksættere i Rødovre ved workshop på TekX i samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden
  • Inspirationsmøde med lokale virksomheder og iværksætternetværket fra Gladsaxe Kommune
  • Efterfølgende møder for iværksættere i Netværk Rødovre

Processen og de enkelte aktiviteter er beskrevet mere detaljeret i bilaget, der er vedhæftet sagen.

Lov- og plangrundlag

Plangrundlaget er Rødovre Kommunes Beskæftigelsespolitik og Erhvervspolitik.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Bilag - Understøttelse af iværksættermiljøet

Klager over Bevillingsnævnets afgørelse
Sag nr. 166

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Mighty Bulls har ansøgt Bevillingsnævnet om muligheden for, at den nuværende begrænsning til kun at måtte servere øl og bordvin i engangsbægre i skøjtehallen blev ophævet, således at Mighty Bulls derudover kunne sælge præmixede cocktails med en alkoholprocent på 8.

Forvaltningen traf på Bevillingsnævnets vegne en administrativ beslutning om i første omgang at afvise ønsket, men at muligheden for at servere alkohol udover øl og bordvin skulle drøftes principielt i Bevillingsnævnet.

Bevillingsnævnet fastholdt den nuværende praksis for udstedelse af alkoholbevillinger, således at der kun kan gives bevilling til salg af øl og bordvin.

Rødovre Mighty Bulls har herefter klaget over beslutningen, hvorfor klagen skal behandles i Kommunalbestyrelsen.

Indstilling

Det indstilles, at Kommunalbestyrelsen fastholder Bevillingsnævnets beslutning om, at der ikke må serveres alkohol udover bordvin og øl på kommunens idrætsanlæg.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Forvaltningen har behandlet ansøgning om ændring i den nuværende alkoholbevilling fra Mighty Bulls. Mighty Bulls ønskede, at den nuværende, flerårige begrænsning til kun at måtte servere øl og bordvin i engangsbægre i skøjtehallen blev ophævet, således at der ingen begrænsning er på, hvad der må serveres. Konkret ønskede Mighty Bulls at sælge præmixede cocktail med en alkoholprocent på 8.

Forvaltningen behandlede sagen med udgangspunkt i den aktuelle flerårige praksis, som er, at når kommunen stiller idrætsanlæg til rådighed for en idrætsforening, så skal der ikke udskænkes andre stærke drikke bortset fra øl og bordvin, idet holdningen har været, at stærk spiritus ikke er foreneligt med idrætslivet.

I afgørelsen oplyste Forvaltningen, at Bevillingsudvalget ville drøfte, om denne linje skal fastholdes, eller der principielt nu skal ændres praksis, således at fx præmixede cocktails skal være tilladt generelt.

Bevillingsnævnet behandlede efterfølgende det principielle forhold og har enstemmigt besluttet at fastholde den hidtidige praksis, hvor det gælder, at det udelukkende er øl og bordvin, som må serveres. Følgende argumenter blev vægtet i forhold til at fastholde praksis:

  • Når kommunen stiller idrætsanlæg til rådighed, så ønskes der ikke udskænket andre stærke drikke bortset fra øl og bordvin, idet holdningen fortsat er, at stærk spiritus ikke er foreneligt med idrætslivet.
  • Rødovre Kommune har med sin Sundhedspolitik for 2021-2025 et ønske om at fremme lighed i sundhed, så flere får mulighed for at leve et godt og sundt liv. Derfor er sundhed også et fælles ansvar på tværs af fagområdet, herunder sport og kultur. I den sammenhæng kan cocktaildrikke med alkohol risikere at bidrage til, at de grupper af borgere, som ikke drikker øl/vin, starter på at drikke alkohol, der minder om alkoholfrie søde drikke.
  • I KLs Fremtidens Forebyggelse fra maj 2024 anbefales det, at Kommunalbestyrelsen prioriterer forebyggelse af risikofaktorer og sygdomme med størst sygdomsbyrde; tobak, alkohol, fysisk inaktivitet og usund kost samt svær overvægt, muskelskeletlidelser og mental sundhed. Herunder især beskyttelse af børn og unge mod tobak, nikotin, alkohol og andre rusmidler.

Som en del af drøftelsen i bevillingsnævnet blev det bl.a. aftalt, at borgmesteren opfordres til i KL at tage problemstillingen op omkring, at nogle kommuner tillader drikke med stærk alkohol på deres anlæg, mens andre – som Rødovre – ikke tillader dette, så der kan skabes en ensartet praksis på tværs af kommuner.

Rødovre Mighty Bulls har valgt at klage over afgørelserne. Begge klager er vedlagt som bilag.

Det følger af restaurationslovens § 10, stk 4, at et ”bevillingsnævns afslag kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Indbringelsen skal være modtaget hos kommunalbestyrelsen senest 4 uger efter, at afgørel-sen er meddelt den pågældende. Afslaget skal indeholde oplysning om adgangen til at indbringe afgørelsen for kommunalbestyrelsen og om fristen herfor”.

På baggrund af klagen fra Rødovre Mighty Bulls fremlægges derfor bevillingsnævnets beslutning med henblik på, at Kommunalbestyrelsen tager stilling til, om man ønsker at fastholde bevillingsnævnets beslutninger eller ændre på disse.

Lov- og plangrundlag

Restaurationsloven

Bilag

Bilag 1: Svar på alkoholbevilling, underskrevet
Bilag 2: Klage over bevillingsnævnets afgørelse
Bilag 3: Bevillingsnævnet principiel beslutning
Bilag 4: Klage over Bevillingsnævnets principielle beslutning

Diverse
Sag nr. 167

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Underskriftsside
Sag nr. 170

Beslutningskompetence: KB

Indstilling

Forvaltningen indstiller

at Kommunalbestyrelsen godkender beslutningsprotokollen

Beslutning

Protokollen blev underskrevet.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend".

Lukket punkt: Garanti for lån til etablering af CO2-fangst på Vestforbrænding
Sag nr. 168

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Godkendt med 16 stemmer for og 2 imod (Ø).

Lukket punkt: Diverse - lukket
Sag nr. 169

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Taget til efterretning.