Beskæftigelsesudvalget
12-11-2024
Medlemmer
Peter Mikkelsen (Ø)
Birgitte Glifberg (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Mikkel Molin (V)
Sager 43 - 49
Meddelelser
Sag nr. 43
Beslutningskompetence: BEU
Sagens kerne
Oversigt fremlægges til orientering.
- Drøftelse i forlængelse af JobCamp.
Indstilling
Meddelelsespunktet fremlægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Mål for beskæftigelsesindsatsen 2025
Sag nr. 44
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til resultatmål for beskæftigelsesindsatsen i 2025 til godkendelse. Målsætningen for andelen af fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse nedbringes til maksimalt 7,8 procent i 2025. Det svarer til et fald på 0,3 procentpoint i forhold til målsætningen for 2024.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at mål for beskæftigelsesindsatsen i 2025 i Rødovre Kommune drøftes og godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Målene foreslås fastlagt på baggrund af vurderinger af den kommende konjunkturudvikling med svagt stigende ledighed blandt forsikrede, men også vurderinger af realistiske muligheder for at nedbringe antallet af forsørgede yderligere indenfor visse målgrupper. Andelen af borgere på offentlige ydelser har været faldende i de senere år i Rødovre, og det samlede mål for 2025 foreslås fastsat til maksimalt 7,8 procent af borgerne.
Der er følgende bemærkninger til de enkelte målgrupper:
Ledigheden er faldet gennem første halvår 2024 efter en større stigning over årsskiftet. Det er dog den generelle forventning, at ledigheden vil stige marginalt fremover, hvorfor antallet af forsikrede ledige forventes at stige lidt.
- Målet for andelen af modtagere af a-dagpenge foreslås fastsat til maksimalt 2,2 procent. Det er 0,1 procentpoint over målsætningen for 2024.
Et større antal langvarige sager, blandt borgere langt fra arbejdsmarkedet, er blevet afsluttet. Det gælder særligt på ressourceforløb, hvor Jobcentret har fokuseret sin indsats. Den positive udvikling forventes at fortsætte, primært blandt borgere på kontanthjælp.
- Målet for andelen af modtagere af kontanthjælp foreslås fastsat til maksimalt 1,4 procent, hvilket er 0,2 procentpoint under målsætningen for 2024.
- Målet for andelen af borgere i ressourceforløb foreslås fastsat til maksimalt 0,4 procent, hvilket er 0,1 procentpoint under målsætningen for 2024.
Andelen af modtagere af sygedagpenge, samt borgere i jobafklaringsforløb, har været stigende i en årrække både på landsplan og i Rødovre Kommune. Antallet af sygemeldte på grund af stress og depression med videre er fortsat relativt højt. Udviklingen er dog vendt, og den svagt faldende tendens forventes at fortsætte.
- Målet for andelen af sygedagpengemodtagere foreslås fastsat til maksimalt 1,9 procent, hvilket er 0,1 procentpoint under målsætningen for 2024.
- Målet for andelen af borgere i jobafklaringsforløb foreslås fastsat til maksimalt 0,6 procent, hvilket er 0,1 procentpoint under målsætningen for 2024.
Andelen af unge i mistrivsel og unge med psykiske diagnoser er steget de senere år. Gennem 2024 har andelen af unge på uddannelseshjælp ligget fast omkring 0,7 procent, hvilket ikke forventes at kunne nedbringes yderligere i perioden.
- Målet for andelen af unge på uddannelseshjælp foreslås derfor fastsat til maksimalt 0,7 procent, hvilket er 0,1 procentpoint over målsætningen for 2024.
Andelen af borgere på ledighedsydelse samt i revalidering er fortsat relativ lav og forventes ikke at kunne nedbringes yderligere.
- Målet for andelen af borgere på ledighedsydelse foreslås fastholdt på maksimalt 0,3 procent.
- Målet for borgere i revalidering forventes ikke at opnå en andel på 0,1 procent.
Andelen af borgere på selvforsørgelse- og hjemrejseydelse er relativt lav. En stor del af de fordrevne fra Ukraine overgår løbende til selvforsørgelse. Det opvejes dog af en fortsat tilstrømning af nye fordrevne, så det samlede antal ligger stabilt omkring 0,3 procent.
- Målet for andelen af borgere på selvforsørgelse- og hjemrejseydelse foreslås fastholdt på maksimalt 0,3 procent.
Metode
Målene opgøres fortsat som andel fuldtidspersoner i procent af befolkningen. En andel på 0,1 procent udgør pt. ca. 28 fuldtidspersoner i Rødovre Kommune.
Udviklingen følges løbende ved opgørelse af andel fuldtidspersoner år-til-dato fra Jobindsats.dk. Data udstilles i Jobcentrets kvartalsredegørelser over året samt endeligt i Resultatrevision 2025 på møderækken i marts 2026.
Beskæftigelsesministeriets benchmarkingmodel omfatter ikke borgere på førtidspension, seniorpension, tidlig pension eller borgere ansat i fleksjob, hvorfor der heller ikke i 2025 er målsat på disse områder. Udviklingen følges dog tæt, og områderne indgår fortsat i kvartalsredegørelserne samt i den årlige resultatrevision.
Ændring i kontanthjælpssystemet
Den politiske aftale om ændring af kontanthjælpssystemet, der forventes at blive vedtaget af folketinget primo oktober 2024, ændrer omfanget af ydelser fra 1. juli 2025. Det betyder i praksis, at borgere på selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse samt unge på uddannelseshjælp fremover modtager kontanthjælp.
Oversigten over mål for beskæftigelsesindsatsen i 2025 vil derved ændres, så målet på kontanthjælp fra 1. juli 2025 omfatter alle tre mål for henholdsvis kontanthjælp, uddannelseshjælp samt selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse.
I bilaget fremgår forslag til fastsatte mål på de enkelte ydelser samt alle ydelser under ét. Ændringen i ydelsessystemet indarbejdes i resultatopfølgningen fra andet halvår 2025, såfremt den vedtages af folketinget. Dette således, at særligt andelen af unge på forsørgelse fortsat vil fremgå.
Lov- og plangrundlag
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Målene for beskæftigelsesindsatsen i Rødovre gælder i 2025.
Bilag
Bilag 1: Mål for beskæftigelsesindsatsen 2025 Beskæftigelsesplan 2025-26
Sag nr. 45
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til Beskæftigelsesplan for 2025 og 2026 for Rødovre Kommune.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Beskæftigelsesplan 2025 og 2026 drøftes og godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Udviklingen på arbejdsmarkedet er fortsat gunstig. Der er relativt lav ledighed og høj beskæftigelse på landsplan, såvel som i Rødovre. Nu og på sigt er manglen på arbejdskraft dog en væsentlig samfundsudfordring i en række private og offentlige brancher.
Det er forventningen, at ledigheden blandt de forsikrede ledige, der er medlem af en a-kasse, vil være svagt stigende i 2025. De øvrige forsørgelsesområder er kun påvirket af konjunkturerne i begrænset omfang.
Der er dog fortsat væsentlige samfundsmæssige udfordringer på landsplan og i Rødovre blandt de mange målgrupper, der er omfattet af beskæftigelsesindsats.
Der ses efterhånden en fast andel af unge med diagnoser og/eller i mistrivsel, der har flere udfordringer i forhold til at indgå i uddannelsessystemet og/eller på arbejdsmarkedet. Jobcentret søger her at indgå yderligere i den forebyggende indsats i samarbejde med øvrige afdelinger i kommunen.
Andelen af borgere, der er sygemeldt med stress eller depression, er forsat høj. Det øger risikoen for lange, komplekse og behandlingskrævende sygeforløb, der vanskeliggør tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Både den tidlige indsats samt relevante tilbud søges yderligere udbygget her.
Antallet af langvarige ressourceforløb er faldet betydeligt de seneste år. Der er dog fortsat kontanthjælpsmodtagere og borgere i jobafklaringsforløb med relativt lange forløb, som skal afklares til job – overvejende på særlige vilkår eller til førtidspension.
Krigen i Ukraine medfører stadig en tilgang af fordrevne til Rødovre. Mange bliver hurtigt selvforsørgende, men modsat tidligere er flere ikke umiddelbart klar til arbejdsmarkedet. Det er dog fortsat målet, at flest mulige kommer i beskæftigelse og i øvrigt bliver velintegrerede.
Der er en særlig opmærksomhed på de kommende års reformer på området. Det forventes, at kommunerne får øget selvbestemmelse til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen, og at en række proceskrav fjernes. Der imødeses også væsentligt færre ressourcer i beskæftigelsesindsatsen frem mod 2030.
Forvaltningen følger §17 stk. 4 udvalget, om målrettet indsats for udsatte grupper langt for arbejdsmarkedet. Udvalget skal formulere en række anbefalinger til, hvordan Rødovre Kommune bedst muligt kan imødekomme udsatte grupper herunder særligt sikre mere effektive og sammenhængende indsatser til borgere med andre udfordringer end arbejdsløshed.
Lokale pejlemærker for indsatsen
For at imødekomme de nuværende og forventede udfordringer på arbejdsmarkedet og i beskæftigelsesindsatsen peges på følgende pejlemærker for indsatsen i de kommende år:
- Fortsat færre på offentlig forsørgelse
- Styrket samarbejde med A-kasserne
- Virksomhederne er de vigtigste samarbejdspartnere
- Færre borgere i langvarige forløb
- Mere viden skal føre til bedre indsats for unge
- De rette tilbud til borgerne
- Større fokus på samarbejdet mellem borger og myndighed
- Øvrige opmærksomhedspunkter – særligt ny lovgivning
Lov- og plangrundlag
Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Beskæftigelsesplanen vedrører indsatsen i 2025 og 2026.
Bilag
Bilag 1: Beskæftigelsesplan 2025 og 2026 Godkendelse af reviderede sagsbehandlingsfrister for socialområdet 2024
Sag nr. 46
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen har gennemgået og opdateret de sagsbehandlingsfrister, der er offentliggjort på kommunens hjemmeside. Sagsbehandlingsfristerne vedrører primært det sociale område, men også dagpasningsområdet og Borgerservice er med. Sagsbehandlingsfristerne vil efter politisk behandling blive offentliggjort på Rødovre Kommunes hjemmeside og erstatte den oversigt, der i dag er tilgængelig på rk.dk.
Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget, Beskæftigelsesudvalget og Børne- og Skoleudvalget.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at de opdaterede sagsbehandlingsfrister godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Kommunen skal, jævnfør retssikkerhedslovens §3, stk. 2, fastsætte frister på det sociale område for hvor lang tid, der må gå, fra en borger søger om hjælp, til afgørelsen skal være truffet.
På baggrund af en henvendelse fra #Enmillionstemmer (en folkebevægelse, der arbejder for at sikre retssikkerhed for mennesker med funktionsnedsættelse og psykisk sårbarhed) og udtalelser fra Ankestyrelsen til nogle af landets kommuner har Social og Sundhedsforvaltningen fundet anledning til at opdatere oversigten over sagsbehandlingsfrister. Social- og Sundhedsforvaltningen har derfor på tværs af afdelinger udarbejdet en opdateret oversigt over sagsbehandlingsfristerne. Det skal bemærkes, at Ankestyrelsens udtalelser ikke har omhandlet længden af sagsbehandlingsfristen, men at der ikke var offentliggjort sagsbehandlingsfrister på alle relevante sagsområder.
Kommunens borgerrådgiver har været inddraget i revisionen af sagsbehandlingsfristerne og har udtalt sig positivt om den opstilling, som Hillerød kommune har benyttet sig af. Forvaltningen har derfor valgt at tage udgangspunkt i denne i forhold til den nye opsætning af sagsbehandlingsfristerne.
I forbindelse med offentliggørelse af fristerne på hjemmesiden vil nogle af fristerne blive uddybet med en kort beskrivelse af relevante sagsbehandlingsskridt, så borgerne får information om, hvad deres sag giver anledning til af handlinger, inden der kan træffes en afgørelse.
Social- og Sundhedsforvaltningen har vurderet, at Rødovre Kommunes sagsbehandlingsfrister ligger på et sammenligneligt niveau med andre kommuner, dog med variation indenfor de forskellige områder. I forhold til sagsbehandlingstiderne på de områder, der hører under Visitationen i Ældre- og Omsorg, vil en naturlig konsekvens af indførelsen af den nye helhedsvurdering jfr. den nye Ældrelov også være en nedbringelse af sagsbehandlingstiderne på nogle af områderne.
Opdateringen består primært af redaktionelle ændringer og tilføjelser af en del nye områder.
Oversigt over sagsbehandlingsfristerne er vedhæftet mødesagen. Tilføjelser af sagsbehandlingstider er markeret med grønt, ændringer i sagsbehandlingsfrister er markeret med gult.
Børne- og Familieafdelingens sagsbehandlingsfrister fremgår ikke af den nye oversigt. De er beskrevet i de politisk vedtagne kvalitetsstandarder på området, som er tilgængelige på rk.dk, og senest blev godkendt i september 2021. Kvalitetsstandarderne på Børne- og Familieområdet, herunder sagsbehandlingsfrister, skal revideres i forbindelse med den nye lovgivning, Barnets Lov, og vil blive fremlagt til politisk godkendelse, når de ligger klar.
Ligesom sagsbehandlingsfristen for specialundervisning for personer med fysiske eller psykiske handicap heller ikke længere fremgår af oversigten, da sagsbehandlingstiderne fastlægges i rammeaftalen mellem Region Hovedstaden og KKR.
Lov- og plangrundlag
Lov om retsikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) § 3, stk. 2.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Sagsbehandlingsfrister på socialområdet Forventet regnskab pr. ultimo september 2024
Sag nr. 47
Beslutningskompetence: BEU
Sagens kerne
Forventet regnskab pr. ultimo september 2024 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodrifts- og anlægsmidler i 2024 for Beskæftigelsesudvalgets rammer med udgangspunkt i status ultimo september 2024.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at forventet regnskab pr. ultimo september 2024 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Der henvises til bilaget "Forventet regnskab pr. ultimo september 2024 - Beskæftigelsesudvalget."
Lov- og plangrundlag
Principper for økonomistyring i Rødovre Kommune.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Forventet regnskab pr ultimo september 2024 - Beskæftigelsesudvalget Diverse
Sag nr. 48
Beslutningskompetence: BEU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Undersskriftside
Sag nr. 49
Beslutningskompetence: BEU
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Beskæftigelsesudvalget godkender beslutningsprotokollen.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Beskæftigelsesudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.
For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend."